Brænder du for borgernær sygepleje, og vil du være med til at gøre en forskel i hverdagen? Vi søger lige nu en faglig stærk og hjertevarm sygeplejerske til vores fantastiske team på Koltgården Plejehjem.
- Virksomhed
- Aarhus Kommune
- Postnummer
- 8361 Hasselager
Om jobbet:
Vi søger en sygeplejerske, der som udgangspunkt har 37 timer om ugen, men med fleksibilitet ift. dit ønskede antal timer. Stillingen er fortrinsvis med dagvagt og enkelte aftenvagt og weekend vagter.
Vi er et mindre plejehjem med 25 lejligheder, hvoraf én er en korttidsplads.
Vi er et Eden certificeret plejehjem.
Du vil blive en del af vores tværfaglige team, hvor vi alle samarbejder, om at give vores kære beboere en tryg og værdig omsorg, med fokus på det gode hverdagsliv.
Der afholdes netværksmøder for alle sygeplejersker i området, med faglig sparring og undervisning.
Vi gør opmærksom på, at stillingen ligger inden for det døgndækkede område. P.t. forventes tjenesten fortrinsvis at være i dagvagt/aftenvagt.
Din profil:
Vi søger en sygeplejerske med dansk autorisation – og meget gerne med kendskab til vores dokumentationsredskab CURA.
Som sygeplejerske er du en vigtig del af beboernes liv. Du bruger din faglighed til at skabe tillid, nærvær og tryghed i relationen til både beboere og pårørende.
Du arbejder ud fra det fælles faglige grundlag for sygeplejersker på plejehjem, og du trives i rollen som faglig kulturbærer. Ligesom dine kolleger tager du udgangspunkt i det, der er vigtigt for den enkelte beboer, og i det, som beboerens funktionsniveau kalder på.
Den personcentrerede tilgang er en naturlig del af vores praksis. Du formår at skabe ro, retning og sammenhæng – også i forløb, der er komplekse og foranderlige.
Som sygeplejerske er du ansvarlig for den sygeplejefaglige udredning ved indflytning, hvor den sundhedsfaglige indsats planlægges og koordineres. Du arbejder struktureret og systematisk ud fra forløbsmodellen og kan varetage rollen som forløbsansvarlig.
Som forløbsansvarlig sikrer du, at beboerens samlede forløb hænger sammen og bevæger sig i den rigtige retning. Det gør du blandt andet ved at koordinere på tværs af faggrupper og med relevante samarbejdspartnere. Du skaber overblik og sikrer, at møder, beslutninger og indsatser er målrettet det, der skaber størst mulig værdi for beboeren.
Vi forestiller os, at du er en sygeplejerske, der holder af at være tæt på beboerne og samtidig trives med ansvar, overblik og koordinering. Du kan lide at arbejde tværfagligt, og du motiveres af at se dine kolleger lykkes.
Du er fagligt nysgerrig og sætter pris på at være en del af et plejehjem, hvor udvikling, samarbejde og høj faglig kvalitet vægtes højt.
Vi vil være plejehjemmet, hvor vi selv kunne tænke os at bo.
Derfor skal du vælge os:
- Du bliver en del af en arbejdsplads med plads til forskelligheder
- Vi prioriterer nærvær og tid sammen med vores beboere
- Vi har et højt fagligt niveau
- Der er fokus på godt samarbejde og et sundt arbejdsmiljø
- Fleksibilitet i forhold til den enkelte medarbejders ønsker og behov
- Du bliver klædt godt på gennem vores introduktionsprogram
Løn og ansættelsesvilkår:
Stillingen ønskes tiltrådt: 1/10-2026 eller efter aftale
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og efter konkret forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Ugentligt timetal: 37
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Forstander Ditte Marie Fischer, Mail fdm@aarhus.dk eller tlf.: 41856500.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfristen er den 15/9-2026.
Vi forventer at afvikle jobsamtaler løbende.
I Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg har vi en generel politik om, at der ved ansættelser indhentes referencer og evt. straffeattest. Du må derfor forvente at blive anmodet herom, hvis vi tilbyder dig stillingen.
Vi gør opmærksom på, at der i forbindelse med rekrutteringsprocessen vil blive foretaget opslag i vores referenceregister. Referenceregisteret omfatter tidligere medarbejdere i Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg, der er blevet bortvist grundet væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet.
Om Sundhed og Omsorg og Aarhus Kommune:
Sundhed og Omsorg (MSO) i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.
Aarhus Kommune betragter mangfoldighed som en ressource og opfordrer derfor alle – uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold – til at ansøge stillingen.
Aarhus Kommune er en af Jyllands største arbejdspladser, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus til en god by for alle. Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!