Det Sundhedsfaglige Specialteam søger sygeplejersker til aftenvagt – brug hele din faglighed og gør en forskel, når den sundhedsfaglige hjælp er mest nødvendig

Oprettet 23/09/2026 Københavns Kommune
København NVFuldtidFastansættelse

Vil du have en aftenvagt, hvor du får høj faglighed, selvstændighed og en hverdag, der aldrig er helt den samme?

I Det Sundhedsfaglige Specialteam søger vi sygeplejersker til vores aftenvagtsteam, som hver dag gør en forskel for børn, unge og voksne med komplekse behov. I 2027 starter vi op med at understøtte hele Socialforvaltningen i Københavns Kommune, og derfor søger vi flere nye medarbejdere til vores team.

Du arbejder primært kl. 14-22 og kommer rundt på botilbud, midlertidige opholdssteder og specialiserede børne- og ungehjem i København og omegn. Her bruger du din faglighed, når der er brug for den, og bliver samtidig en vigtig sparringspartner for det socialpædagogiske personale.

Om os – et meningsfuldt og fleksibelt arbejdsliv
Som en del af vores tværgående team af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter bliver du en vigtig del af den sundhedsfaglige indsats for borgere på botilbud, midlertidige opholdssteder og specialiserede børne- og ungehjem i København og omegn.

Din faste base er på Islands Brygge, men du arbejder ude på de forskellige tilbud, hvor der er brug for din sundhedsfaglige ekspertise. Du kommer derfor rundt og møder forskellige borgere, målgrupper og faglige problemstillinger.

Målgruppen spænder bredt – fra børn og unge med særlige behov til voksne med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. Du får en alsidig hverdag, hvor ingen dage er ens, og hvor du får mulighed for at bruge hele din faglighed i praksis.

En vigtig del af jobbet er også at rådgive, oplære og vejlede det socialpædagogiske personale på tilbuddene. Du bliver dermed en vigtig sundhedsfaglig sparringspartner for medarbejdere, som ikke nødvendigvis har en sundhedsfaglig baggrund.

Dine opgaver
Vi løser både basale og komplekse sundhedsfaglige opgaver, herunder

  • Sårpleje, medicinhåndtering, fx øjendråber, skift af kompressionsbind og andre sundhedsfaglige ydelser.
  • Vurdering af akutte situationer, herunder behov for indlæggelse.
  • Specialiserede sygeplejefaglige opgaver som sugning og palliativ pleje på både børne- og voksenområdet.
  • Rådgivning, oplæring og sparring med medarbejdere om medicinhåndtering, sygepleje, dokumentation og generel sundhedsfaglig indsats.
  • Bidrager til et højt fagligt niveau gennem videndeling og understøttelse af personalet på tilbuddene.

Din profil
Vi søger dig, der er uddannet sygeplejerske og som har lyst til at bruge din faglighed bredt. Du trives med at arbejde selvstændigt, træffe faglige beslutninger og tage ansvar for den sundhedsfaglige indsats – også når situationen ændrer sig, og der opstår akutte behov.

En vigtig del af jobbet er at formidle din faglighed til andre faggrupper. Derfor skal du have lyst til at rådgive, oplære og sparre med medarbejdere på botilbud og børne- og ungehjem.

Vi forestiller os, at du

  • Har erfaring med, eller interesse for, borgere med handicap, psykiatriske problemstillinger eller andre komplekse sundhedsfaglige behov.
  • Trives med variation, uforudsigelighed og tæt tværfagligt samarbejde.
  • Har gode kommunikative evner og gode IT-kundskaber, kendskab til Domus er en fordel.
  • Har erfaring med palliation og/eller arbejde med både børn og voksne, det er en fordel, men ikke et krav.
  • Da jobbet er udekørende, skal du have kørekort, vi stiller elbiler til rådighed.

Vi tilbyder
Hos os får du et job, hvor du kan bruge din sygeplejefaglighed bredt og samtidig have stor indflydelse på din arbejdsdag. Du bliver en del af et stærkt sundhedsfagligt team, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og udvikler vores faglighed sammen.

Hos os får du blandt andet

  • Et grundigt introforløb og løbende faglig udvikling.
  • Høj grad af selvstændighed og mulighed for at præge teamets udvikling og dine arbejdsopgaver.
  • Fast base på Islands Brygge og mulighed for at benytte elbiler og elcykler i arbejdstiden.
  • Gode muligheder for at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen.

Ansættelsesvilkår
Stillingerne er på fuld tid med arbejde kl. 14-22 og fri hver 2. weekend.

Du ansættes som sygeplejerske efter gældende kommunal overenskomst mellem KL og Dansk Sygeplejeråd (DSR). Vi er åbne for dialog om arbejdstid og tilrettelæggelse, så vi så vidt muligt kan imødekomme dine ønsker og behov.

Vi ønsker, at du kan starte 1. december 2026 eller snarest derefter. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.

Vil du vide mere?
Kontakt teamleder Pernille Fabricius Birch på 21 58 19 92 eller sundhedsfaglig konsulent Marie-Louise Hjuler på 29 10 51 93, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Sådan søger du
Sammen med din ansøgning og CV beder vi dig vedhæfte dit uddannelsesbevis.

Vi glæder os til at høre fra dig og til sammen at skabe et stærkt sundhedsfagligt team for særligt sårbare børn, unge og voksne i Københavns Kommune.

Søg via linket senest onsdag den 14. oktober 2026.
Samtaler afholdes mandag den 2. november 2026.