Direktionskonsulent til Center for Økonomi

Oprettet 16/09/2026 Region Hovedstaden
HillerødFuldtidFastansættelse

Vil du arbejde helt tæt på den øverste ledelse og være med dér, hvor økonomiske, strategiske og organisatoriske dagsordener mødes?

Vi søger en skarp og handlekraftig akademisk generalist, der skal understøtte centerdirektør Jens Buch Nielsen og den øvrige direktion i Center for Økonomi i Region Hovedstaden. I samarbejde med Jens’ PA får du en central rolle tæt på direktøren og skal bidrage til, at han er godt forberedt og klædt på til møder, forhandlinger, arrangementer og de mange beslutninger, der følger med ledelsen af et stort koncernområde. Du skal også turde udfordre, bringe nye perspektiver i spil og være med til at løfte niveauet omkring dig.

Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver pr. 1. januar 2027 til Region Østdanmark, og Center for Økonomi bliver til Koncern Økonomi. Du kommer derfor ind på et tidspunkt, hvor nye strukturer, samarbejder og arbejdsformer skal finde deres form. Det giver en særlig mulighed for at få indblik i – og bidrage til – etableringen og den videre udvikling af Danmarks største region.

Om stillingen
Du bliver en tæt sparringspartner og støtte for økonomidirektøren og den øvrige direktion. Din vigtigste opgave er – i tæt samarbejde med den nuværende PA – at skabe overblik, sammenhæng og fremdrift omkring direktionens dagsordener og sikre, at Jens og den øvrige direktion har det bedst mulige grundlag for at agere og træffe beslutninger.

Du skal kunne bevæge dig ubesværet mellem de store strategiske linjer og den konkrete mødeforberedelse. Rollen indebærer at kunne sætte sig ind i komplekse økonomiske eller organisatoriske problemstillinger og bidrage til at omsætte dem til korte og præcise beslutningsoplæg. Samtidig vil du være med til at skabe sammenhæng på tværs af organisationen, følge op på aftaler og bidrage til, at direktøren er godt klædt på til vigtige møder og oplæg.

Dine opgaver vil blandt andet være at:

  • udarbejde briefinger, notater, talepunkter, præsentationer og beslutningsoplæg
  • skabe overblik over og følge op på direktionens væsentligste leverancer og i den forbindelse sikre en tæt koordinering med relevante ledere, koncernområder og øvrige samarbejdspartnere
  • understøtte prioritering og sikre fremdrift i sager, der går på tværs af Koncern Økonomi og resten af Region Østdanmark
  • indhente, strukturere og kvalificere bidrag fra relevante dele af organisationen
  • bidrage med selvstændige analyser og strategisk sparring
  • understøtte direktionen og chefgruppen i tværgående dagsordener og bidrage til et velfungerende samarbejde på tværs
  • håndtere opgaver, der opstår med kort varsel og ofte kræver både hurtighed, dømmekraft og blik for den organisatoriske og politiske kontekst.

Rollen indebærer en bred kontaktflade og et tæt samarbejde med Jens’ PA. Samtidig bliver du en del af et fantastisk hold i Sekretariatet i Center for Økonomi, der efter 1. januar 2027 bliver til Stab og Analyse i Koncern Økonomi i Region Østdanmark.

Om dig
Vi forestiller os, at du er cand.scient.pol., cand.scient.adm. eller har en anden relevant akademisk uddannelse og en stærk generalistprofil. Du har gerne erfaring fra en politisk ledet organisation, en større offentlig organisation eller en anden kompleks organisation, hvor kravene til kvalitet, tempo og koordinering er høje.

Du behøver ikke være specialist i alle Koncern Økonomis fagområder. Til gengæld skal du være nysgerrig, analytisk stærk og hurtig til at sætte dig ind i nye og komplekse problemstillinger. Du kan skelne det væsentlige fra det mindre væsentlige og omsætte store mængder information til et klart budskab og et brugbart beslutningsgrundlag.

Stillingen kræver i særlig grad samarbejde, overblik og styring. Du skal trives med at skulle holde snor i mange parallelle processer, følge op og sikre, at aftaler bliver omsat til handling.

Vi lægger desuden vægt på, at du:

  • har stærk politisk og organisatorisk forståelse og god situationsfornemmelse
  • skriver klart, præcist og modtagerorienteret
  • arbejder struktureret og har blik for både detaljer og helhed
  • tager initiativ og arbejder selvstændigt uden at miste fornemmelsen for, hvornår andre skal involveres
  • kan håndtere fortrolige og følsomme problemstillinger med høj integritet og dømmekraft
  • bevarer overblikket, også når tempoet er højt, og dagsordenen ændrer sig
  • er opsøgende og ikke er bange for at udfordre, stille spørgsmål og kvalificere en problemstilling
  • trives i en rolle, hvor succes ofte består i at få andre – og organisationen som helhed – til at lykkes.

En rolle, der kræver stærke relationer
Du skal kunne skabe gode relationer på tværs af fagligheder og organisatoriske niveauer – også når interesser og perspektiver er forskellige.

Center for Økonomi er en organisation med mange interessenter og samarbejdspartnere, som vi godt vil opbygge og vedligeholde gode relationer til. Det er vigtigt for os, at vi altid optræder professionelt og kompetent og derfor bliver oplevet som en god samarbejdspartner.

Vi tilbyder
Du får en central position tæt på ledelsen i det, der bliver et af Region Østdanmarks store koncernområder, og en hverdag med stor variation, højt tempo og betydelig organisatorisk kompleksitet.

Stillingen giver dig mulighed for at komme helt tæt på de strategiske og ledelsesmæssige beslutningsprocesser og få et bredt indblik i Region Østdanmarks økonomi, organisation og udvikling. Du får samtidig mulighed for selv at præge, hvordan din rolle og funktion bliver i den nye organisation.

Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø i Sekretariatet, hvor samarbejde, høj kvalitet og en uformel omgangstone går hånd i hånd.

Vi tilbyder en stilling med stor tillid og selvstændighed og med mulighed for både faglig og personlig udvikling. Til gengæld forventer vi, at du tager ansvar, er fleksibel og har lyst til at være tæt på de dagsordener, der fylder – også når de ikke følger kalenderen helt som planlagt.

Løn- og ansættelsesvilkår
For stillingen gælder, at ansættelse som udgangspunkt sker i henhold til Overenskomst for akademikere ansat i regioner m.v. (33.01.1) og forventeligt i en stilling som chefkonsulent.

Startlønnen kan variere afhængigt af stilling, anciennitet, erfaring og uddannelse. Ud over startlønnen kan du have mulighed for at forhandle individuelle tillæg afhængigt af stillingen samt din erfaring og dine kvalifikationer.

Forventet startdato er den 1. december 2026. Arbejdstiden er 37 timer pr. uge.

Du bliver en del af enheden Sekretariatet i Center for Økonomi i Region Hovedstaden og får arbejdsplads på Regionsgården i Hillerød, men må forvente mødeaktivitet og hele arbejdsdage i hele Region Østdanmarks geografi, herunder i Regionshuset i Sorø. Pr. 1. januar 2027 bliver du en del af sektionen Stabs- og Ledelsesbetjening i Stab og Analyse i Koncern Økonomi i Region Østdanmark.

Yderligere oplysninger
Ansøgningsfristen er den 30. september 2026.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte konst. sektionschef Mads Dupont på telefon 20 54 53 19 eller på mail mads.dupont@regionh.dk eller sekretariatschef Signe Birck Müller på telefon 92 43 27 40 eller på mail signe.birck.mueller@regionh.dk.

Ansættelsesprocedure
Du søger stillingen ved at uploade din ansøgning, CV og relevante uddannelsesbeviser via link i annoncen.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 41.