E&I -ingeniør til Pharma-division

Oprettet 24/09/2026 Artelia A/S
SøborgFuldtidFastansættelse

Til vores afdeling Electrical & Instrumentation i Pharma divisionen søger vi en El-og instrumenteringsingeniør til at arbejde med projekter inden for projektering, idriftsætning, test og fejlfinding af procesanlæg og maskiner – hovedsageligt på projekter i Pharma-sektoren. Stillingen berører stort set alle aspekter inden for projektering og idriftsætning af procesudstyr.

Du vil indgå i el-teamet, der arbejder tæt sammen med proces og automations-kollegaer i forbindelse med projektering og design af procesanlæg.

Du har en erfaring inden for el -og instrumentering og kan aktivt supportere internt i afdelingen og eksternt i projekterne ude hos vores kunder. Dine eksterne kundemøder vil hovedsageligt foregå i Vestsjælland eller i Storkøbenhavn. Det er derfor vigtigt, at du er indstillet på til tider at skulle arbejde ude af huset i perioder.

Electrical & Instrumentation er placeret i Pharma-divisionen, som består af omkring 140 medarbejdere fordelt på otte afdelinger. Divisionen har kontorer i Holbæk og Søborg.

Electrical & Instrumentation er en afdeling, vi er godt i gang med at udvikle. Vi leverer specialistviden inden for projektering og idriftsætning af elektriske installationer og udstyr i forbindelse med Pharma-projekter. På nuværende tidspunkt består afdelingen af ti dedikerede medarbejdere. Du får rig mulighed for at være med til at præge udviklingen af afdelingen, hvor vi gør en stor indsats for at skabe et godt sammenhold i en travl hverdag. For at sikre kvaliteten i vores arbejde mødes vi regelmæssigt i teamet for at drøfte og vidensdele information, faglige emner og opgaver.

Artelia er en dynamisk virksomhed med en flad organisatorisk struktur, hvor der er kort fra tanke til handling. Din hverdag vil derfor være kendetegnet af høj faglighed, frihed under ansvar, en stor grad af videndeling og hurtig eksekvering.

Om dig

Du har en baggrund som el-ingeniør, maskinmester eller lignende.

  • Du har minimum 5 års erfaring med el-design inden for proces
  • Du er velbevandret i GEP-krav og GMP-krav
  • Du trives i et tværfagligt projektmiljø med højt til loftet
  • Du har gode kommunikationsevner og kan begå dig på både dansk og engelsk
  • Du har minimum 5 års erfaring i den farmaceutiske industri
  • Du har erfaring med el-dokumentation og med proceskomponenter, f.eks. pumper og ventiler
  • Du kender til el-diagrammer, loop, styklister, QA/kvalitetskontrol og fremstilling af IT-systemer (AutoCAD, PC Schematic automation, MS Excel)
  • Kendskab til P&ID-terminologi, maskin- og proceskendskab er en fordel.
  • Kendskab ATEX og Ex installationer er ligeledes en fordel
  • Du har en løsningsorienteret tilgang til dit arbejde, som bl.a. kommer dig til gode, når vi skal tænke kreativt for at løse kundernes ønsker
  • Du har gennemslagskraft og kan skabe engagement – både internt i afdelingen og ude i projekterne.

Din profil

Du …

  • er uddannet el-ingeniør, maskinmester eller lignende.
  • har flere års erfaring indenfor design/projektering af el-systemer.
  • har kendskab til beregningsværktøjer, som kan udføre kortslutnings- og spændingsfaldsberegninger samt selektivitetsstudier.
  • har erfaring med at lave specifikationer til udførelse og udbud.
  • har både en god teoretisk og praktisk forståelse.
  • tager teten og tager ansvar for at få opgaven løst.
  • evner at bevare overblikket, og foretage prioriteringer.
  • sætter pris på variation mellem store og små opgaver og bliver ikke skræmt af at bevæge dig uden for dit fagområde.

Dine primære arbejdsopgaver

Din arbejdsdag vil være varierende,

men du skal primært …

  • være el-projekterende i mindre og større pharma-projekter
  • kvalitetssikre kollegaers beregninger, tegninger og rapporter
  • specificere udstyr til indkøb, lave udbudsmateriale og foretage kontrahering og opfølgning
  • udføre fagtilsyn
  • estimere tidsforbrug og tidsplan for projekter i tilbuds- og udførelsesfasen
  • indhente oplysninger fra leverandører og kollegaer
  • bidrage aktivt til afdelingens faglige udvikling.

Vi tilbyder

  • Mange spændende og udfordrende projekter
  • Et stærkt fagligt netværk med engagerede og kompetente kollegaer
  • En kultur, hvor trivsel, samarbejde og arbejdsforhold prioriteres højt
  • Et dynamisk og inspirerende miljø med rig mulighed for personlig udvikling
  • En arbejdsplads, hvor ”frihed under ansvar” er en kerneværdi
  • Gode karrieremuligheder, som understøttes af interne uddannelsesforløb i Akademi, hvor vi underviser i ledelse, projektstyring, BIM og andre faglige områder
  • Attraktive medarbejderforhold med bl.a. sundhedsforsikring, medarbejderbonus, frokostordning, aktive personaleklubber, sports- og kulturarrangementer, studie- og skiture samt en attraktiv lønpakke.

Start din nye karriere sådan

Klik på ’Søg job her’, udfyld formularen med relevante data og fortæl os, hvorfor du er den rette kandidat til stillingen. Ansøgningsfristen er den 19. oktober 2026, men vi afholder samtaler løbende.

Vi glæder os til at høre fra dig hurtigst muligt!

I Artelia er der plads til forskellighed, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillingen – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.