Er du vores nye Eksplosivstofsikkerhedsinspektør?

Oprettet 28/10/2026 Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
BallerupFuldtidFastansættelse

Vil du medvirke til håndhævelse og udvikling af sikkerheden inden for alt, der vedrører magasinering og håndtering af ammunition og eksplosivstoffer i Forsvaret?

Du får her en helt særlig mulighed for et spændende job i en omskiftelig og udviklende tid, hvor mange menneskelige kvaliteter kommer i spil. Velkommen hos os, vi glæder os til du starter!

Om os
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse fungerer som materielfagligt videnscenter og logistisk myndighed for hele Forsvarsministeriets Koncern. Det er styrelsens opgave at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materielkapaciteter for alle forsvarets myndigheder fra kampvogne, skibe og jagerfly til uniformer.

Myndighedssektionen er ansvarlig for at sikre indsigt i og rådgive om lovgivning, internationale og nationale regler inden for personel- og materielsikkerhed. Sektionen løser opgaver svarende til de civile kompetente myndigheder. Vi kan tildele og fratage tilladelser og dispensationer under overholdelse af lovgivning, bestemmelser, regler mm.

Myndighedsudøvelsen varetages på vegne af Forsvarets Materielinspektør af sektionens sikkerhedsinspektører inden for fagområderne: skibssikkerhed, køretøjssikkerhed, eksplosivstofsikkerhed, våbensikkerhed, arbejdssikkerhed, samt transport af farligt gods.

Om stillingen
Du får en central rolle inden for alle områder af eksplosivstofsikkerhed, og du medvirker til at opbygge viden og kompetencer ved nøglepersoner i Forsvaret.

Du kommer til at yde rådgivning i forbindelse med materielanskaffelser og udarbejde direktiver og retningslinjer for udøvelse af de forskellige myndighedsopgaver, som Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse er pålagt. Du planlægger, fører tilsyn og gennemfører inspektioner jf. love, standarder og bestemmelser. Som en del af opgaven følger ligeledes registrering, rapportering og dokumentation med.

Du vil bistå med fremskaffelse og vurdering af den dokumentation, som danner grundlaget for den endelige sikkerhedsgodkendelse af ammunitionsgenstande, før de udleveres til brugeren.

Du bliver en del af en større sektion af meget fagligt motiverede medarbejdere, der alle arbejder for at alt personale under Forsvarsministeriet har det sikreste mulige materiel. Sektionen arbejder ofte på tværs af fagområder, da kompleksiteten af våbensystemer gør at nye tiltag ofte berører flere områder på en gang.

I jobbet vil der være op til ca. 25 rejsedage om året i forbindelse med møder og test i ind- og udland samt i relation til inspektioner og tilsyn ved Forsvarets enheder og tjenestesteder.

Kompetenceopbygning til stillingen kan derudover medføre perioder i ind- og udlandet ved relevante uddannelsesinstitutioner.

Du kan læse mere om stillingen her: Ingeniør og inspektør af Forsvarets eksplosiver

Om dig
Der er flere indgange til denne stilling. Vi forestiller os, at du er kemiingeniør, men en anden ingeniørretning eller uddannelse med relevant erfaring indenfor kemi, procesteknologi o.l. er også en mulighed. Fx hvis du er kandidat i sikkerheds- og risikoledelse med en god teknisk forståelse eller har en master i brandsikkerhed kan det også være relevant. Erfaring i Forsvaret vil også vægtes positivt.

Det vil være en fordel, hvis du har arbejdet med sikkerhed og farlige stoffer, ammunition og/eller eksplosivstoffer. Uanset din erfaring, sørger vi for tilegnelse af specialviden på de områder, hvor der er behov for det.

Det er vigtigt for os, at du:

  • har erfaring fra andre jobs med høj personlig såvel som faglig integritet, som gør dig tydelig i din kommunikation. Det er vigtigt, at du kan formulere dig klart og korrekt i både skrift og tale.
  • har forståelse for en stor og kompleks offentlig virksomheds interne forretningsgange og processer, samt sagsbehandling inden for det tekniske generelt.
  • er imødekommende, kan skabe netværk, indgår aktivt i – og bidrager til – et inspirerende arbejdsmiljø, hvor høj faglighed understøttes af god sparring, trivsel, godt humør og en uformel omgangstone. Samtid evner du at kunne fordybe dig når der er behov for dette.
  • tager ansvar for en opgave, arbejder selvstændigt og samarbejder om løsningen af opgaven når nødvendigt, dertil er du et tålmodigt væsen.
  • holder dig orienteret om relevante udviklinger inden for dit område og holder dine interessenter orienteret om vigtige oplysninger og beslutninger.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Chefen for Myndighedssektionen Orlogskaptajn Peter Drost på telefon 5197 4424 eller mail: fmi-r-chmy@mil.dk

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Sofie Gadegaard på mobil 3266 5585.

Ansøgningsfristen er 20. november 2026. Ansættelsestidspunktet er 1. januar eller hurtigst derefter.

Du søger stillingen via linket i opslaget. Vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag kun kan vedhæftes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er Danmarks centrale myndighed for forsvarets og beredskabets materiel, it og cybersikkerhed i fred, krise og krig. Vi arbejder for at sikre, at det samlede forsvar er udstyret, opdateret og operativt — i en tid, hvor kravene til hastighed og kampkraft aldrig har været større. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og resten af Forsvarsministeriets koncern. Det er vores it-medarbejdere, der dagligt er med til at afværge de cyberangreb, koncernen udsættes for. Vi er en mangfoldig organisation med ca. 2.500 medarbejdere — civile og militære — fordelt ud over hele Kongeriget.