Er du vores nye sygeplejerske på Medicinsk Sengeafsnit 6? – SUH Køge

Oprettet 28/09/2026 Region Sjælland
SorøFuldtidFastansættelse

Har du lyst til at være en del af et gastroenterologisk sengeafsnit, hvor faglighed, godt humør og stærkt kollegaskab går hånd i hånd? Så er det måske dig, vi søger.

Vi søger en sygeplejerske på 37 timer til Medicinsk Sengeafsnit 6.

Hos os får du en hverdag med spændende og komplekse patientforløb inden for gastroenterologien. Vi har blandt andet speciale i korttarms- og HPN-patienter, og du får derfor mulighed for at opbygge en stærk specialiseret sygeplejefaglig profil.

Men det vigtigste ved vores afsnit er faktisk ikke kun specialet.

Vi har et virkelig godt arbejdsmiljø. Humøret er højt, vi hjælper hinanden, og vi står sammen – også når der er travlt. Vi tror på, at man bliver en bedre faglig dygtig sygeplejerske, når man trives på sin arbejdsplads.

Hos os må man gerne grine på en travl dag, spørge om hjælp og sige højt, når man har brug for en hånd.

Vi ved også godt, at du har et liv uden for arbejdet. Derfor forsøger vi at skabe en vagtplan, hvor arbejdsliv og privatliv så vidt muligt kan hænge sammen.

Din arbejdstid

Stillingen er på 37 timer om ugen med blandede vagter.

Vi arbejder i et fast weekendrul med 4-2-4-2, så der er en tydelig struktur omkring dine arbejdsweekender.

Vi håber, du:

  • er uddannet sygeplejerske
  • har lyst til at arbejde med gastroenterologiske patienter
  • gerne vil udvikle dig fagligt, da vi sender på kurser og efteruddannelser
  • bidrager til det gode kollegaskab
  • tør spørge, når du er i tvivl
  • og har lyst til at være en del af et afsnit, hvor vi hjælper hinanden og passer på arbejdsmiljøet.

Du behøver ikke allerede at være ekspert i gastroenterologi. Det vigtigste for os er, at du har lyst til at lære, er nysgerrig og har hjertet med i sygeplejen.

Til gengæld får du kolleger, der gerne vil lære fra sig, et spændende speciale og et afsnit, hvor der både er plads til faglighed, udvikling og humor.

Lyder det som et sted for dig?

Så håber vi meget, at du har lyst til at sende os en ansøgning, ellers må du også gerne komme forbi til en kom kaffe og høre med om os.

Vi glæder os til at høre fra dig – og måske byde dig velkommen som vores nye kollega på Medicinsk Sengeafsnit 6.

Samtaler afholdes i uge 43.

Ansættelse sker under overenskomst 3-3217 for sygeplejersker.

Ansættelsesområde

Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver den 1. januar 2027 til Region Østdanmark som følge af sundhedsreformen. Dit ansættelsesområde vil være Region Østdanmark med alle tilhørende organisatoriske enheder.
Læs mere om betydningen af ansættelsesområdet på Region Østdanmarks hjemmeside.

Startløn for overenskomstansatte

Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i den relevante overenskomst. Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.
Se startlønnen på regionens hjemmeside

Om Sjællands Universitetshospital

Sjællands Universitetshospital er Danmarks nyeste universitetshospital med aktiviteter i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi er et modigt og udadvendt universitetshospital, hvor vi hver dag arbejder for at skabe et sammenhængende sundhedsvæsen og større lighed i sundhed for borgerne i regionen.

Vores optageområde er præget af flere borgere med kronisk sygdom og sociale udfordringer end landsgennemsnittet. Derfor arbejder vi målrettet med innovation, nye samarbejdsformer og løsninger, der bringer behandling tættere på borgerne.

Hos os bliver du en del af en ambitiøs arbejdsplads, hvor samarbejde på tværs, høj faglighed og løbende forbedringer er en naturlig del af hverdagen. Vores ledelsesværdier er nytænkning, følgeskab, ordentlighed og fællesskab, og de sætter retning for, hvordan vi arbejder, udvikler os og skaber gode resultater – for både borgere og medarbejdere.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her

Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her

Se video om Sjællands Universitetshospital her