Erfaren AC’er til den overordnede økonomistyring i Hospitalsenhed Midt
- Virksomhed
- Region Midtjylland
- Postnummer
- 8800 Viborg
Har du lyst til at have en central rolle i økonomistyringen på et hospital, hvor styr på økonomien, sikker drift og udvikling går hånd i hånd? Er du klar til at sikre overblik og indsigt i økonomiopfølgning og budgetlægning for såvel sundheds- og hospitalsledelsen med det overordnede ansvar samt bidrage med faglig sparring og retning for kolleger i Økonomi og Plan? Så har vi en spændende stilling til dig, hvor du bliver en del af en meget velfungerende og kompetent stabsfunktion.
Om Økonomi og Plan
Økonomi og Plan er en stabsfunktion, der hjælper sundheds- og hospitalsledelsen og de forskellige afdelinger med alt fra økonomi over regnskab til planlægning, herunder udarbejdelse af sagsfremstillinger, beslutningsoplæg og ledelsesunderstøttelse. Vi er et team på 23 dedikerede medarbejdere med forskellige faglige baggrunde, der sammen arbejder for at understøtte vores afdelinger og hospitaler i Hospitalsenhed Midt.
Hos os finder du et fagligt fællesskab, hvor vi er gode til at finde løsninger, der egner sig til virkeligheden hos vores samarbejdspartnere i klinikkerne og ledelserne. Vi gør os umage med at komme hele vejen rundt om opgaven og tænker nyt i forhold til at udnytte teknologiske og digitale muligheder. Sparring, viden- og erfaringsdeling er en naturlig del af hverdagen, både kollegialt og tværfagligt. Vi har mange kontaktflader og samarbejdspartnere både inden for og uden for Hospitalsenhed Midt, hvilket giver en varieret og dynamisk arbejdsdag.
Økonomi og Plan er en del af Administrationen og er placeret på Regionshospitalet Viborg.
Dine opgaver
I forbindelse med et kommende generationsskifte i staben søger vi en ny kollega til at arbejde med hospitalsenhedens samlede økonomistyring og budgetlægning. Opgaven vil du løse i tæt samarbejde med en kollega, der også har den samlede økonomistyring som en primær opgave. Som led i generationsskiftet vil du modtage en grundig oplæring i dine opgaver, og der er rig mulighed for faglig udvikling og sparring i det daglige med såvel kolleger som nærmeste leder.
Du vil få en central rolle i bidraget til en fortsat sikker økonomistyring i hospitalsenheden og dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Økonomistyring, budgetlægning og økonomiopfølgning for den samlede hospitalsenhed
- Udarbejdelse af samlet økonomiopfølgning for hospitalet flere gange årligt med bidrag fra kolleger og hospitalets afdelinger samt formidling til sundheds- og hospitalsledelsen
- Løbende overblik over hospitalets samlede budgetramme, herunder forventede bevillingsændringer
- Vedligehold af systemer og værktøjer, der anvendes til økonomistyring og -opfølgning
- Beslutningsoplæg til sundheds- og hospitalsledelsen og afdelingsledelser
- Analyse- og udviklingsopgaver relateret til hospitalsenhedens økonomistyring
Opgaverne løses i tæt samarbejde med de øvrige økonomi- og plankonsulenter, økonomikonsulenter og økonomi- og planlægningschefen. Du vil ud over de overordnede økonomistyringsopgaver også blive økonomi- og plankonsulent for en afdeling i Hospitalsenhed Midt.
Hvem er du?
Vi søger en kollega med en solid baggrund for at arbejde med økonomistyring i en stor offentlig organisation. Du skal kunne holde overblik over og formidle kompliceret stof med blik for de udfordringer og muligheder i den kliniske virkelighed, som økonomistyringen skal understøtte.
Du har en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse, eksempelvis som cand.oecon., cand.scient.pol., cand.merc. eller lignende, og du har erfaring med økonomistyring og budgetlægning . Du er analytisk skarp og har flair for at formidle komplekse økonomiske sammenhænge til forskellige målgrupper.
Vi forventer, at du er struktureret i din tilgang til opgaverne og trives med at arbejde både selvstændigt og i samarbejde med andre. Du kan jonglere flere opgaver samtidig og har en naturlig evne til at prioritere og overholde deadlines. Du agerer professionelt og tillidsfuldt i krydsfeltet mellem ledelsesniveauer og formår at fastholde det overordnede blik for den samlede organisation. Du har forståelse for offentlig økonomi og budget og er fortrolig med at håndtere store mængder af tal og data. Vi lægger vægt på, at du har gode resultater og erfaringer fra tidligere ansættelser, som du kan dokumentere. Og så har du humor og et positivt sind, for det har vi også.
Det tilbyder vi
Hos os får du stor selvstændighed i dit arbejde, masser af fleksibilitet og gode udviklingsmuligheder. Vi har en uformel tone og en kultur, hvor vi altid hjælper hinanden. Der er plads til at lave fejl og til at stille spørgsmål, og du vil opleve et trygt arbejdsmiljø med god dynamik, hvor vi giver plads til alle personligheder. Du får rig mulighed for at præge dine egne opgaver og løbende udvikle dine kompetencer gennem kurser og efteruddannelse tilpasset din opgaveportefølje og personlige udvikling.
Vi tilbyder alsidige opgaver og ansvar, hvor engagement og lysten til at lære skaber de bedste forudsætninger for udvikling. Du vil opleve, at arbejdet giver mening, når du gør en aktiv forskel for opgaven, afdelingen og i sidste ende patienterne. Du vil mødes med tillid og konstruktive tilbagemeldinger fra forskellige ledelseslag.
Vi prioriterer fleksible arbejdsdage med flekstid, og der er mulighed for én ugentlig hjemmearbejdsdag. Vi værner om det gode kollegaskab og mødes også til sociale arrangementer uden for arbejdet.
Din opstart hos os
Som nyansat vil du modtage en grundig oplæring som led i generationsskiftet i staben. Du vil få et skræddersyet introduktionsprogram, der klæder dig godt på til din nye rolle. Derudover vil du få en mentor, som følger dig i din opstart, og som du løbende kan sparre med. Vi har fokus på dialog om eventuelle udfordringer ved regelmæssige 1:1-samtaler, og du vil opleve en uformel men ordentlig og humoristisk omgangstone, hvor dine faglige kompetencer anerkendes fra dag ét.
Ansættelsen sker ved Hospitalsenhed Midt, læs mere om den samlede hospitalsenhed her https://www.hospitalsenhedmidt.dk/
Interesserede ansøgere, uanset personlig baggrund, opfordres til at søge stillingen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.
Med henvisning til lov om børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
Ansættelse sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Administrationen.
Der er tale om en fast stilling på fuld tid.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte konstitueret Økonomi- og planlægningschef Claus Møller Laustsen på telefon 78 44 14 08.
Din ansøgning
Din ansøgning indeholdende oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring skal være os i hænde elektronisk senest den 10. juni 2026.
Vi forventer at afholde samtaler den 17. juni 2026.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.