Fuldmægtig eller specialkonsulent til ledelsessekretariatsopgaver

Oprettet 17/09/2026 Dansk Dekommissionering
RoskildeFuldtidTidsbegrænset

Vil du bidrage til løsningen af Dansk Dekommissionerings unikke samfundsopgave og understøtte ledelsen i dens arbejde?

Dansk Dekommissionering søger en medarbejder til ledelsesbetjening, hvor du får en central rolle med opgaver i krydsfeltet mellem ledelsesstøtte og policy – en funktion, der kræver stærke skriftlige og kommunikative kompetencer og erfaring fra en politisk ledet organisation.

Stillingen er en tidsbegrænset stilling på et år, da vores kollega skal på barsel. Vi har samtidig stor udvikling på vores område og forventer, at dette fortsætter og derfor kan præge størrelsen på ledelsessekretariatet fremadrettet. Stillingen er organisatorisk forankret i administrationsenheden, der har ansvaret for økonomi, HR, jura, kommunikation, indkøb/udbud og ledelsessekretariat.

Stillingens indhold

Du får ansvaret for at understøtte den samlede ledelse med styring af opgaveporteføljen, skarptskårne beslutningsoplæg samt udvikling og sikring af kvalitet og dokumentation i de ledelsesunderstøttende processer. Der er tale om en stilling, hvor du vil indgå i et tæt samarbejde med Dansk Dekommissionerings direktion og chefgruppe.

Dine primære opgaver vil være at:

  • Understøtte Dansk Dekommissionerings samlede ledelse med bl.a. mødeforberedelse, -gennemførsel og -opfølgning, herunder håndtering af de understøttende processer
  • Bidrage til den fortsatte udvikling af kvalificeret og rettidig ledelsesbetjening og gode rammer for den interne governance
  • Facilitere og koordinere kommunikationen med vores samarbejdspartnere
  • Udarbejde mødesager mv. til den øverste ledelses deltagelse i nationale og internationale møder og fora
  • Bidrage til løsning af policy-rettede opgaver, bl.a. besvarelse af folketingsspørgsmål og udarbejdelse af sagsnotater i samarbejde med faglige eksperter

Vi oplever en væsentligt øget efterspørgsel efter Dansk Dekommissionerings bidrag til policy-rettede opgaver – ofte i krydsfeltet mellem jura, policy og strategisk udvikling. Det skal blandt andet ses i lyset af øget politisk opmærksomhed på det danske radioaktive affald. Alt efter dine kompetencer og interesse vil der være et tæt samarbejde med særligt vores jurister og eksterne kontakter i vores ministerium, Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.

Du vil indgå i en enhed, hvor vi prioriterer at hjælpe hinanden med at løse og udvikle opgaver i fællesskab. Som tværgående funktion lander der mange opgaver i vores enhed, som vi sammen har fokus på at få håndteret hurtigt og effektivt med høj kvalitet for øje. Du vil derfor sammen med enheden få god mulighed for at præge både de daglige opgaver og arbejdsgange i samarbejde med enhedens leder.

Om dig

Vi leder efter en kandidat med stærke analytiske og kommunikative evner, som trives med både selvstændigt ansvar og samarbejde på tværs af fagligheder. Vi har en bred vifte af opgaver, hvoraf nogle af dem kan tilrettelægges efter dine kompetencer.

Vi ser gerne, at dine faglige kvalifikationer omfatter:
En samfundsvidenskabelig akademisk uddannelse

  • Erfaring med ledelsessekretariatsarbejde og strategisk støtte
  • Erfaring fra en statslig organisation (f.eks. styrelse eller departement)
  • En evne til hurtigt at sætte dig ind i vores rammer og opgaver

Af personlige kvalifikationer vægter vi:

  • En struktureret og systematisk tilgang til dine opgaver
  • Gode samarbejdsevner på tværs af fagligheder
  • Stærke kommunikative egenskaber
  • Engagement og lyst til faglig udvikling
  • Evne til at være såvel vedholdende som konstruktiv i det tværgående samarbejde

Vi tilbyder

Udover at bidrage til løsningen af en unik samfundsopgave med en hverdag i det historiske Risø tilbyder vi:

  • Stor selvstændighed og variation i opgaverne
  • En fleksibel arbejdsplads med fokus på trivsel og work/life-balance
  • Et udfordrende og varieret jobindhold med gode muligheder for kompetenceudvikling
  • Tværfagligt samarbejde og høj faglighed
  • Et inspirerende og sikkert arbejdsmiljø i naturskønne omgivelser
  • Fleksible arbejdsvilkår og frokostpause inkluderet i arbejdstiden

Om ansættelsen

Har du spørgsmål til stillingen, kan du henvende dig til Administrationschef Betina Lykke Nielsen på mail: betln@dekom.dk eller tlf. 46 33 63 15. Betina kan træffes fra mandag den 21. september 2026.

Vi ser frem til at modtage dit CV via rekrutteringssystemet. Det er ikke nødvendigt med en ansøgning, men vi forventer så, at du skriver en indledning i dit CV omkring din motivation for at søge stillingen.

Vi afholder ansættelsessamtaler i uge 41. Der vil være en personligheds- og kognitiv test i forbindelse med rekrutteringen.

Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer ugentligt.

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til relevant statslig overenskomst med indplacering i henhold til din anciennitet og forhandling af tillæg efter kvalifikationer.

Dansk Dekommissionering opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion og etnisk tilhørsforhold at søge stillingen.

Vi glæder os til at høre fra dig!