Fysio- eller ergoterapeut til Børne- og Ungdomsforvaltningen i Område Valby/Vesterbro/Kgs. Enghave

Oprettet 16/10/2026 Københavns Kommune
København NVFuldtidFastansættelse

Er du fysio- eller ergoterapeut, og brænder du for at arbejde med at skabe stærke sansemotoriske miljøer, hvor alle børn har mulighed for at deltage?
Motiveres du af – sammen med dagtilbud og skoler – at skabe læringsmiljøer, der understøtter alle børns udvikling og deltagelsesmuligheder? Og motiveres du af at arbejde med leg, kropslighed og fysisk aktivitet i fællesskaber, hvor den voksne er deltagende og guidende i legene? Så er det måske dig, vi søger.

Om stillingen
Indsatsen styrker den forebyggende og foregribende indsats på almenområdet for børn med sansemotoriske udfordringer og for børn med behov for hjælp til kropslig- og følelsesmæssig regulering. Arbejdet retter sig mod børn og deres professionelle voksne i dagtilbud og indskoling. Intentionen er at styrke de inkluderende læringsmiljøer med specialpædagogiske kompetencer i praksis. Det forventes, at du kan bidrage med konkret og praksisnær viden, inspiration og vejledning omkring sansemotoriske aktiviteter og lege.

Dine arbejdsopgaver
• bidrage til at det terapeutfaglige perspektiv på børns generelle udvikling og trivsel bliver en fast del ved drøftelser, konkrete indsatser og evalueringer af tiltag omkring børn i dagtilbud og i indskoling
• understøtte at børn mødes i læringsmiljøer, der understøtter deres motoriske og sensoriske behov
• arbejde forebyggende og foregribende med krop, sanser og bevægelse på almenområdet i et tværfagligt samarbejde med bl.la. støtte- og kompetencepædagoger, psykologer, talehørekonsulenter, lærere, pædagoger og sundhedsplejersker
• indgå i opgaver på flere niveauer og iværksætte indsatser i samarbejde med større og mindre medarbejdergrupper i dagtilbud og indskoling med grupper af børn og med forældre

Arbejdsfællesskab
Du får to terapeutkollegaer, og du bliver tilknyttet den tværfaglige supportfunktion i Valby, som består af konsulenter, støtte- og kompetencepædagoger, psykologer, sundhedsplejersker, tale- og hørekonsulenter med flere. Vi har et arbejdsfællesskab, hvor vi har fokus på opgaven, er fagligt ambitiøse og gør os umage for at understøtte børn i udsatte positioner og de professionelle tæt på børnene. Det er naturligt i vores arbejdsfællesskab, at vi hjælper hinanden og tilbyder kollegial sparring.

Faglige kompetencer og motivation

Vi forventer, at du

  • er autoriseret fysio- eller ergoterapeut eventuelt suppleret med relevant uddannelse eller kurser – du kan også have erfaring fra PPR eller fra en lignende funktion
  • har lyst til at indgå i et tæt tværfagligt samarbejde med flere faggrupper og forældre
  • har viden om den pædagogiske kerneopgave i dagtilbud, KKFO og indskoling
  • kan bringe dit terapeutfaglige blik og kompetencer i spil og kan oversætte til praksisrettet vejledning, konkret inspiration og sparring i dagtilbud, KKFO og indskoling samt i den tværfaglige support
  • kan formidle, hvordan en sansemotorisk og kropslig tilgang kan understøtte et inkluderende læringsmiljø og kan bidrage til, at bedre børns forudsætninger for deltagelse i aktiviteter, læring og fællesskaber generelt
  • gerne har erfaring med at arbejde med NUSSA, Sunshine Circles, legesessioner inspireret af Theraplay eller har mod på at arbejde med den tilgang og metodik
  • har mod på, og kompetencer til, at udvikle, tilrettelægge og gennemføre oplæg og undervisningsforløb
  • har erfaring med dokumentation og skriftligt arbejde
  • har kendskab til relevante tests og undersøgelsesredskaber og kan omsætte denne viden ind i læringsmiljøerne

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen med start hurtigst muligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Mere information
For nærmere information om stillingen, kan du kontakte fysioterapeut Grith Gulløv Huwer på 29 17 49 45.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis. Vi forventer at holde samtaler den 17. november indenfor almindelig arbejdstid.

Søg via linket senest onsdag den 11. november 2026