Generalist med lyst til at dykke ned i adressedomænet og blive fagspecialist søges til at sikre at danske adresser fortsat er i verdensklasse
- Virksomhed
- Klimadatastyrelsen
- Adresse
- Sankt Kjelds Plads 11, 2100 København Ø
- Ansøgningsfrist
- 23. oktober 2026
- Kontaktperson
- Karen Skjelbo
- karsk@kds.dk
- Telefon
- 21 18 82 96
Vi søger en dygtig generalist der gerne vil blive ekspert på adresseområdet, og har lyst til at give sig i kast med spændende opgaver på området. Hos os får du mulighed for at kaste dig ud i vigtige opgaver, være en del af et stærkt team og få indflydelse fra start.
Du vil blive en del af et team, der arbejder med at forvalte Danmarks Adresseregister (DAR) samt Danmarks Administrative Geografiske Inddelinger (DAGI), og vil få en rolle i at løfte Klimadatastyrelsens myndighedsopgave med at forvalte disse vigtige Grunddataregistre.
I teamet varetager vi en bred vifte af opgaver, som blandt andet at sikre at kvaliteten af de danske adresser er i verdensklasse. Gode adresser redder liv, da de gør, at fx ambulancen kan komme frem i tide (link til youtube). Adresser er dog meget mere end der hvor posten skal lægge brevet og ambulancen køre til. Adresser er også en essentiel brik i at holde et digitalt og effektivt samfund i gang.
Dine arbejdsopgaver Du vil i samarbejde med dygtige kollegaer i Adresseteamet bl.a. skulle arbejde med:
- Vejledning og undervisning i fastsættelse af adresser
- Afklaringer omkring tværgående processer og domænefaglige emner
- Undervisning og vejledning af kommunerne i de IT-systemer, der anvendes til ajourføring af data
- Opdatering af vejledningsmateriale, hjemmeside samt have ansvaret for nyhedsbreve til kommunerne
- Sætte sig ind i love og regler på adresseområdet med henblik på at sagsbehandle adresseklagesager.
Din baggrund og erfaring Du har eventuelt erfaring fra et lignende job, men kan også være nyuddannet og du vil løbende få mulighed for at udvikle dine kompetencer og faglighed. Viden om geodata vil være en fordel, men vigtigst er det, at du arbejder selvstændigt og kan sætte dig ind i nyt stof. Derudover lægger vi vægt på at:
- Du kan kommunikere kompliceret stof forståeligt både skriftligt og mundtligt
- Du har interesse for at sætte dig ind i fagområdet omkring DAR og DAGI, og i at blive superbruger i systemerne
- Du finder energi i at arbejde med forskellige typer opgaver
- Du er struktureret, procesorienteret og god til at samarbejde både internt og udadtil.
- Du som holdspiller sætter pris på det gode samarbejde, og giver dig tid til sparring.
Vi ser gerne, at du er en positiv person, der engagerer sig i opgaverne, og tager medansvar for kontorets samlede virke og trivsel.
Din kommende arbejdsplads Kontoret for forvaltningsløsninger har ansvaret for grunddataregistrene Danmarks Adresseregister og Danmarks Administrative Geografiske Inddeling, samt ansvaret for Ledningsejerregistret, og der er fokus på at forløse synergier mellem de fire løsninger samt implementere ensartet tilgang til drift, kontrakt- og leverandørstyring.
Kontoret er ét af 10 kontorer i styrelsen og har 14 medarbejdere med forskellige baggrunde og fagligheder. Vi værdsætter et rart arbejdsmiljø med plads til humor, videndeling og kollegialt fællesskab.
KDS er beliggende på Østerbro i København. Her er højt til loftet, god kantineordning, kort afstand til S-tog, metro og busser samt gode parkeringsforhold – både til bilen og cyklen.
Løn og vilkår Du bliver ansat i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation med mulighed for forhandling af tillæg afhængigt af kvalifikationer. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Synes du, det lyder som noget for dig, vil vi meget gerne høre fra dig.
Send din ansøgning, CV og relevante bilag senest den 23. oktober 2026.
Der holdes løbende samtaler med relevante kandidater.
Tiltrædelse er 1. december 2026 eller tidligere efter aftale.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte teamleder Karen Skjelbo på tlf. 21 18 82 96
Ud over arbejdsområderne i FLS, er KDS den drivende kraft i arbejdet med at udnytte mulighederne for at bruge data effektivt og innovativt til gavn for samfundet. Vi arbejder med de mest relevante data om vores land og sikrer, at de er let tilgængelige og kan kombineres på tværs.
KDS er en del af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, som står i spidsen for arbejdet med at reducere udledningerne af drivhusgas med 70 pct. i 2030, og vi arbejder for, at denne reduktion fremmes og understøttes af data.