Gør en forskel for børn og unge med ufrivilligt skolefravær på Skolen ved Bülowsvej
- Virksomhed
- Frederiksberg Kommune
- Postnummer
- 1962 Frederiksberg C
- Ansøgningsfrist
- 23. oktober 2026
- Kontaktperson
- Lars Westh
- Telefon
- +4528980591
På Skolen ved Bülowsvej etablerede vi for fire år siden BÜrummet, som er et fællesskab for elever med ufrivillig skolefravær. Fællesskaber flettes sammen, og fravær bliver til tilvær, når vi mødes i BÜrummet. Her arbejder vi målrettet på at skabe nye muligheder for elever, der har haft svært ved at finde deres plads i skolen. Vil du være én af dem, der skaber denne forskel, så skal du være en del af BÜrummet.
BÜrummet på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg samler elever fra flere af kommunens skoler. BÜrummet er for elever i 6.-9. klasse, men aktuelt er der elever på 8. og 9. årgang. I BÜrummet arbejder vi målrettet på at øge børnenes livskvalitet ved at skabe en tryg og meningsfuld hverdag, hvor de har noget at stå op til, hvor de føler sig inkluderet og kan genfinde glæden ved at være en aktiv del af et fællesskab og en skolehverdag. Gennem BÜrummet skabes der en ramme, der understøtter elevernes trivsel, motivation, læring og muligheder for at vende tilbage til skolen i et mindre miljø. Der er få voksne tilknyttet BÜrummet og der er en tydelig og klar dagsstruktur. Personalet består af lærere, pædagog, psykolog og UU-vejleder, som hver især bidrager med faglige og pædagogiske kompetencer for at sikre en helhedsorienteret indsats.
I BÜrummet tages der altid udgangspunkt i den enkelte elevs behov, både med henblik på langsigtede mål og den aktuelle dagsform. Der tages afsæt i relevante udredninger, PPV, diagnoser, Low Arousal-principper, anbefalinger samt elevens egne erfaringer, tilgange og ønsker. Der arbejdes med opnåelige mål, der styrker elevens selvværd og motivation, samtidig med at humor og genkendelighed inddrages for at skabe trygge rammer. Hvis eleven ikke er klar til fællesskabet, sørger vi for, at fællesskabet kommer til eleven. Det gør vi gennem vores udgående enhed, som henter elever om morgenen og gennem løbende hjemmebesøg.
Vi søger lige nu en engageret lærer med kompetencer inden for danskfaget, som kan se sig selv ind i et tæt samarbejde med elever, forældre og kollegaer og som ønsker at deltage i den forsatte udvikling af BÜrummet. Du bliver en central del af et meget dedikeret team og vil fungere som kontaktperson for udvalgte elever med tæt dialog til deres forældre.
Stillingen omfatter undervisning i dansk i BÜrummet samt andre relevante linjefag.
Vi har brug for dig, der har specialpædagogiske kompetencer eller måske erfaring som vejleder, men det vigtigste for os er, at du er den rigtige person.
Du kan noget af det her og hvis du ikke kan det hele, så kan vi resten i fællesskab:
- Du tør stå på kanten og gøre dét, der skal til for at eleverne lykkes – også når det ikke er helt efter drejebogen
- Du er sjov og positiv at være sammen med og kan skabe tillid og tryghed i den nære relation med eleverne, forældrene og kollegaerne
- Du har interesse i at gøre en forskel for børn og unge med skolefravær
- Du har erfaring med eller interesse i specialpædagogik og tilrettelæggelse af differentieret undervisning
- Du kan undervise i dansk og er god til at motivere eleverne – også selvom de siger nej tak
- Du er nysgerrig på praksis, når en dag ikke går som planlagt
- Du er selvstændig og kan træffe beslutninger på egen hånd
- Du bidrager positivt og anerkendende til arbejdsglæden i teamet og på skolen
- Du har lyst til at videreudvikle BÜrummet i samarbejde med os
Vi tilbyder en velfungerende og tilvalgt skole. Det sikrer vi gennem faglig og pædagogisk sparring, medinddragelse på alle niveauer og et fælles ønske om at indgå i meningsfulde fællesskaber, der hver dag drager omsorg for børnenes trivsel og læring. Det professionelle samarbejde er bærende for, at vi kan lykkes, og derfor søger vi en lærer, der vil samarbejdet og bidrager til det fælles ansvar for, at alle børn er i positiv udvikling og har mulighed for at deltage i fællesskaber. Hos os står ingen alene, hverken børn eller voksne.
Vi er udviklingsorienterede og er tidligere blevet tildelt Frederiksberg Kommunes innovationspris for vores fokus på varieret og anderledes undervisning. Vi leder derfor først og fremmest efter medarbejderprofiler, der har lyst til at videreudvikle vores spændende skole og BÜrummet. Så hold dig ikke tilbage, hvis linjefagskombinationen ikke matcher 100%.
Skolen ved Bülowsvej er centralt beliggende på Frederiksberg og har knap 1000 elever fra børnehaveklasse til 9. klasse. Personalet består af mere end 120 medarbejdere, der har stor lyst og vilje til at samarbejde og gå nye veje. Vi har en uhøjtidelig omgangsform, hvor dialog og gensidig tillid er grundlaget for arbejdet. Derudover har vi Frederiksbergs bedste personaleforening, træningscenter for alle medarbejdere og snackbuffet med frugtordning – livet står aldrig stille på Skolen ved Bülowsvej. Vi glæder os til at høre fra dig!
Kontakt gerne skoleleder, Lars Westh på tlf.: 28980591 eller souschef, Sabine Skafte på tlf: 28980594 for at høre nærmere om stillingen, skolen eller noget helt tredje.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst. Vi gør opmærksom på, at der indhentes børneattest og privat straffeattest ved ansættelse i Frederiksberg Kommune.
Ansøgningsfristen er fredag den 23. oktober kl. 12.00 og ansættelsessamtaler afholdes mandag den 26. oktober. Vi gør opmærksom på, at vi løbende indkalder relevante ansøgere. Ansøgning foregår via linket.
Venlig hilsen
Alle på Bülowsvej
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.