Gymnasiekonsulent til Institut for Matematiske Fag

Oprettet 23/06/2026 KU- SCIENCE - CHEM og MATH og NBI-HCØ
København ØDeltidFastansættelse

Institut for Matematiske Fag på SCIENCE på Københavns Universitet søger en Gymnasiekonsulent (specialkonsulent) med tiltrædelse 1. september 2026

Om os
Gymnasiekonsulenten vil arbejde på projektet Lifelong Education in Quantum Science, som er et samarbejde mellem MATH (KU), NBI (KU) og DTU Fysik, støttet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Bevillingen ligger på forskningscenteret QMATH, der arbejder med den matematiske forståelse af kvantefysik.

Gymnasiekonsulenten indgår i et team sammen med den videnskabelige projektkoordinator og videnskabeligt personale, som samarbejder om opgaver vedrørende outreach, gymnasieundervisning og efteruddannelse.

Arbejdsopgaver
Opgaverne vil bestå af:

  • Udvikling af forløb, herunder skriftlige produkter, indenfor kvanteinformation rettet til gymnasiet i samarbejde med projektkoordinatoren og videnskabeligt personale.
  • Undervisning af hold på ungdomsuddannelser (typisk besøg af 3 timers varighed – på skolerne eller på universitetet).
  • Afholdelse af SRP/SOP- workshops (de større skriftlige opgaver på STX/HTX).
  • Undervisning på efteruddannelseskurser for gymnasielærere og eventuelt andre målgrupper.

Vi forventer
Vi forestiller os, at du:

  • Har en kandidatuddannelse indenfor relevante fag.
  • Har undervisningserfaring fra relevante ungdomsuddannelser i fagene matematik, fysik og informatik.
  • Har erfaring med udvikling af undervisningsforløb for gymnasieelever, gerne indenfor områder relateret til kvantecomputere og kvantealgoritmer.
  • Kan lide at sætte dig ind i nye teknologier og omsætte din viden til undervisning.
  • Er god til at skabe undervisningsforløb med engagerende og varierende undervisningsformer.
  • Har mod på at undervise på alle gymnasiale niveauer samt på kurser for gymnasielærere.

Vi tilbyder:

  • En dynamisk arbejdsplads med engagerede kollegaer
  • Et tværfagligt miljø med store ambitioner om at gøre Danmark til en aktør i verdensklasse på kvanteområdet
  • Ansættelse som specialkonsulent

Løn – og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker som specialkonsulent i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten. Der vil være mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer. Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt ca. 5,5 time pr. uge (15 % stilling). Vi har flekstid.

Københavns Universitet (KU) er i gang med at implementere en ny fælles administrativ organisering og nye arbejdsgange, som medfører forandringer de kommende år.

For yderligere oplysninger kan du kontakte Johanne de Leon, jdl@math.ku.dk

Din ansøgning
Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning med bilag via Jobportalen (tryk på linket “SØG STILLINGEN” nederst i opslaget) senest 8. juli 2026.

Ansættelsessamtaler vil finde sted løbende.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.