Har du lyst til at prøve kræfter med ledelse af dygtige og dedikerede medarbejder i et højt prioriteret inddragelses-initiativ i Region Syddanmark? Så er det måske dig, der skal være vores nye funktionsleder.

Oprettet 02/06/2026 Sygehus Lillebælt, Vejle Sygehus
VejleFuldtidFastansættelse

I stillingen som funktionsleder vil du indgå i et stærkt ledelsesteam i de to centre, Center for Pårørendeinddragelse og Center for Fælles Beslutningstagning. Begge centre har til huse på Sygehus Lillebælt i Vejle.

Du bliver personaleleder for Center for Pårørendeinddragelses medarbejdere, og du vil i tæt samarbejde med funktionslederen i Center for Fælles Beslutningstagning varetage den daglige drift og administrative arbejde i de to centre. Du vil referere direkte til centerledelsen.

Du vil få en central rolle i at videreudvikle et vigtigt initiativ i Region Syddanmark, nemlig pårørendeinddragelse, som gør en reel forskel for patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Det vil du gøre i samarbejde med medarbejderne i Center for Pårørendeinddragelse, og din vigtigste opgave er at få dem til at præstere med medarbejdernes faglige kompetencer og opgaver, samtidig med at du sikrer trivsel og sammenhængskraft i teamet og imellem de to centre.

Som funktionsleder får du først og fremmest ansvar for personaleledelse og for at opbygge et solidt kendskab til teamets opgaver og faglige område. Du vil desuden have et delt ansvar for drift og administration i de to centre. På sigt vil du, afhængigt af dine kompetencer, også deltage i konkrete faglige opgaver. Det skal sikre, at du er tæt på praksis og kan træffe gode beslutninger med blik for både faglighed og ledelse.

Din rolle og opgaver som funktionsleder:

Du får en dobbeltrolle som leder og fagperson, hvor du:

  • Står i spidsen for den daglige drift ved at sikre, at Center for Pårørendeinddragelses arbejde lever op til den regionale retningslinje og faglige anbefalinger for pårørendeinddragelse.
  • Varetager personaleansvar ved at sætte retning og støtte medarbejdere i deres faglige og personlige udvikling, samt skabe følgeskab i teamet.
  • Er både tæt på dine medarbejdere i hverdagen, så de oplever en nærværende og tilgængelig leder, samt turde at sætte dem fri så deres faglighed kan bære opgaveløsningen.
  • På sigt indgår i løsningen af teamets opgaver.
  • Igangsætter og gennemfører udviklingsinitiativer i Center for Pårørendeinddragelses tilbud, og arbejder aktivt for at Implementere disse i ud fra en høj faglig standard.
  • Sikrer driften af begge centre i samarbejde med funktionslederen for Center for Fælles Beslutningstagning
  • Arbejder tværgående og sikrer stærkt samarbejde internt i centrene, på tværs af organisationen og med eksterne samarbejdspartnere

Du vil i en periode på ca. 5 måneder i starten af 2027 skulle varetage personaleledelse og driftsledelse i både Center for Pårørendeinddragelse og Center for Fælles Beslutningstagning, da din med-funktionsleder i Center for Fælles Beslutningstagning skal på orlov.

Din baggrund og kompetencer

Der kan være mange veje til jobbet, men kan du nikke genkendende til nedenstående, er du godt på vej.

  • Du har erfaring fra sundhedsvæsenet. Ikke nødvendigvis sundhedsfaglig baggrund (det kan det også være), dog er kendskab og forståelse til sundhedsvæsenets opbygning og arbejdsgange essentielt.
  • Er stærk inden for ledelse og administration og har erfaring med personaleansvar.
  • Du har erfaring med at arbejde med inddragelsesinitiativer, implementering af kulturforandringer eller forbedringsindsatser.
  • Det vil være en stor fordel, hvis du har erfaring med de ledelsesmæssige systemer, der benyttes i det regionale sundhedsvæsen.
  • Du motiveres af at være tandhjulet, der får medarbejderne til at lykkes, gennem din håndtering af administration, drift og personaleledelse.
  • Du har måske erfaring med patient- og pårørendesamarbejde og evner at inddrage dette i din opgaveløsning.
  • Du er relationelt stærk – du motiverer medarbejdere, skaber sammenhold og sikrer et trygt arbejdsmiljø
  • Du er handlekraftig og engageret – du tager ansvar, er åben for nye idéer og giver plads til, at medarbejdere tager ejerskab

Du kan selvfølgelig dokumentere relevant erhvervserfaring inden for de beskrevne felter.

Nøgleinformationer om afdelingen
Center for Pårørendeinddragelse er pr. 1. januar blevet en del af Center for Fælles Beslutningstagning på Sygehus Lillebælt. I hjertet af centrene på Vejle Sygehus er vi ca. 30 medarbejdere, som alle arbejder med inddragelsesinitiativer enten i regi af forskning, kompetenceudvikling eller andre systematiske metoder med fokus på at øge inddragelse af patienter og pårørende. Vi har samarbejdspartnere i hele Danmark.

For mere information se og Center for Pårørendeinddragelse, CEPI i Region Syddanmark og www.cffb.dk

Ansøgningsfrist, tiltrædelse og samtaler
Ansøgningsfrist torsdag d. 18. juni med tiltrædelse 1. september 2026 eller efter aftale. Vi afholder første ansættelsessamtale tirsdag d. 23. juni og en evt. anden samtale 26. juni. Inden en eventuel samtale, får du tilsendt en case, som samtalen tager udgangspunkt i. Det er ikke muligt at deltage online i samtalen.

Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og relevant faglig organisation. Region Syddanmark er én ansættelsesmyndighed.

Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte centerleder Karina Olling på mobil 51518696