Introduktionsstilling i intern medicin ved Medicinske Sygdomme, Sygehus Sønderjylland, Aabenraa i specialerne geriatri og gastroenterologi

Oprettet 18/09/2026 Sygehus Sønderjylland - Aabenraa
AabenraaFuldtidFastansættelse

Tiltrædelse 1. december 2026 eller efter aftale.

Arbejdssted: Medicinske Sygdomme, Sygehus Sønderjylland, Aabenraa

Medicinske sygdomme, Sygehus Sønderjylland er en stor intern medicinsk afdeling med mulighed for fordybelse i et eller to af vores intern medicinske specialer. Introduktionsstilling på Aabenraa matriklen giver mulighed for fordybelse i geriatri og/eller gastroenterologi. Såfremt du har interesse i et af specialerne på afdelingens matrikel i Sønderborg, lungemedicin, endokrinologi og nefrologi, kan kombination efter aftale være en mulighed.

Vi arbejder målrettet på at skabe et dynamisk og innovativt fagligt miljø, hvor patienten er i centrum. Vi tror på, at et højt niveau af engagement, faglighed og professionalisme er til gavn for vores patienter og deres pårørende. Det understøtter vi blandt andet ved at prioritere det tværfaglige uddannelsesmiljø og forskning højt i afdelingen. Samtidig sætter vi fokus på sammenhængende patientforløb, patient- og pårørendeinddragelse.

Medicinske Sygdomme arbejder efter visionen ”Vi er sammen om din sundhed”.

Vi ser det som vores kerneopgave at have fokus på hele den sønderjyske population. Vi har derfor fokus på forebyggelse, men også på at behandle patienter tæt på, og ofte i eget hjem i samarbejde med patient, pårørende, øvrige intern medicinske specialer og kommune.

Medicinske sygdomme, Sygehus Sønderjylland, Aabenraa varetager følgende funktioner:

  • Geriatri
  • Gastroenterologi
  • Diabetes og lungemedicinsk ambulatorie
  • Medicinsk dagshospital
  • Vagtfunktion i intern medicinsk speciale på FAM

Du indgår som forvagt eller mellemvagt i intern medicinsk vagtlag med tilstedeværelsesvagt i FAM mellem kl. 8 og 23. Der er bagvagt i tilstedeværelsesvagt hele døgnet.

Derudover vil du varetage funktioner såsom ambulatorie, tilsynsfunktion, stuegang på sengeafsnit og evt. blive introduceret til skopifunktion, afhængigt af hvilket speciale du ønsker at fordybe dig i.

Vores tilbud:

  • Bred intern medicinsk uddannelse
  • Du tilknyttes i løbet af dit ophold et eller to specialer – så vidt muligt efter eget ønske.
  • Rig lejlighed til at afprøve dine interesser inden for de intern medicinske grenspecialer.
  • Afdelingen har i øjeblikket hoveduddannelsesforløb i geriatri, gastromedicin, nefrologi, lungemedicin, endokrinologi, almen medicin samt dele af hoveduddannelsen i reumatologi og kardiologi og akut medicin.
  • Mulighed for at udvikle organisatoriske og administrative kompetencer.
  • Mulighed for at blive oplært i procedurer som ascitespunktur, pleurapunktur og skopi.
  • Alle uddannelseslæger tilbydes kursus i fokuseret lungeultralyd under deres ansættelse.

Vi forventer, at du:

  • Er energisk, engageret og fleksibel
  • Har gode samarbejdsevner og lyst til at indgå i et tværfagligt samarbejde, der har fokus på høj faglighed og sammenhængende patientforløb
  • Deltager i kvalitetssikring af behandlingen

I tillæg til gennemførelse af individuelle uddannelsesplaner til opnåelse af de generelle intern medicinske kompetencer, vil der som følge af grenspecialetilknytning være mulighed for supplerende uddannelse, blandt andet med henblik på kvalificering til senere hoveduddannelsesforløb.

Der vil være mulighed for at deltage i forskningsaktivitet, såfremt det har din interesse.

Løn og overenskomst:

Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i Underordnede læger – overenskomst 33.06.1 – løn pr. 1.4.2026. Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.

Se startløn for stillinger i Region Syddanmark . Ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist den 02.10.2026.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 41.

Yderligere oplysninger fås hos:

  • Cheflæge, klinisk lektor, Frans Brandt Kristensen, tlf. 7997 3010, FBK@rsyd.dk
  • Uddannelsesansvarlig speciallæge Andreas Peter Høgfeldt Andersen, tlf. 79971761, Andreas.peter.hogfeldt.andersen@rsyd.dk