IT-supporter til Level 3 support på Forsvarets operative C2 systemer

Oprettet 22/09/2026 Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
BallerupFuldtidFastansættelse

Vil du være med til at digitalisere det danske forsvar på tværs af alle domæner? Vi søger en ny kollega til Teknologiafdelingen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i Ballerup, hvor du får en central rolle i at støtte enhederne med Level 3 support på tværs af Forsvaret.

Om os
Du skal indgå i Drift- og Støttesektionen (FTD) i Teknologiafdelingen (FT) ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). FT er et voksende team på ca. 40 fagligt stærke og entusiastiske medarbejdere med baggrund i både den civile og militære verden, fordelt på tre sektioner: Drift og Støtte (FTD), Software (FTC) og Hardware (FTH).

FTD er under opbygning og består af flere teams. Du bliver en del af teamet i Ballerup, der har fokus på IT-support. Sektionens øvrige teams varetager hhv. planlægning, styring, arkitektur, design og sikkerhed for kommando- og kontrolsystemer (C2) i landdomænet (Ballerup) samt systemintegration og test (Oksbøl).

Vi drifter blandt andet det datacenter, der leverer C2-systemer på tværs af Forsvarets domæner, i tæt samarbejde med Forsvarskommandoen. Systemerne understøtter ikke kun Hæren, men også Hjemmeværnet, Specialstyrkerne med flere. Efterspørgslen vokser i takt med, at Forsvaret udbygger sine kapaciteter inden for multi-domæneoperationer (MDO) på tværs af land-, sø-, luft-, rum- og cyberdomænet.

Du bliver en del af en engageret afdeling, der balancerer formel og uformel ledelse, hvor du får stor indflydelse på både din egen og teamets udvikling samt vores samarbejde på tværs af organisationen.

Om stillingen
Vi har i dag én IT-supporter, der løser Level 3 support på vores C2-systemer. Den stigende efterspørgsel efter C2-systemer, der understøtter MDO, betyder, at vi nu har brug for endnu en kollega til at løfte opgaven sammen med vores nuværende supporter.

Du skal fungere som afdelingens Level 3 support på C2-systemer. Du bliver det vigtige og praktiske led, når systemerne skal holdes kørende, og når kunderne har brug for hjælp. Du kommer til at arbejde tæt sammen med den eksisterende IT-supporter med henblik på at sikre stabil drift af de systemer, der leverer C2 til flere af Forsvarets domæner.

Arbejdsopgaverne omfatter blandt andet:

  • Level 3 support.
  • Håndtering af hændelser/incidents.
  • Installation, konfiguration og drift af serverfunktioner, styresystemer og applikationer.
  • Deltage i opbygning og vedligeholdelse af testmiljøer og prototyper.
  • Støtte Test Manager i forbindelse med gennemførelse af test.
  • Støtte afdelingens medarbejdere og eksterne kunder med IT-support.

Der må påregnes mindre rejseaktivitet i både Danmark og udlandet.

Om dig
Du er uddannet datatekniker, IT-supporter eller tilsvarende med gode færdigheder og erfaring inden for drift af større IT-miljøer.

Det vægter positivt, hvis du har erfaring med:

  • MS Windows server, domæner, Active Directory og databasemiljø.
  • Konfiguration af netværk og firewall.
  • Virtuelle miljøer, både VMware og MS Hypervisor.
  • Deployment og administration af End User Devices.

Det er en fordel, hvis du derudover:

  • Har kendskab til SAP og Forsvarets IT-system DeMars.
  • Har kendskab til operative C2-applikationer, herunder SitaWare-produkter.
  • Har kendskab til TOP-desk som ITSM-system.

Som menneske er du analytisk velfunderet og systematisk i dit planlægnings- og analysearbejde. Vi forventer, at du arbejder struktureret med dine opgaver, både selvstændigt og som en del af et team, og formår at følge dem til dørs. Vi kender ikke altid næste uges opgaver, så du skal være omstillingsparat og fleksibel, samt evne at bevare overblikket i en hektisk hverdag med skiftende prioriteter.

Vi forventer endvidere, at du har gode kommunikationsevner og kan formulere dig flydende på skrift og i tale på såvel dansk som engelsk.

Du vil få en både spændende og travl hverdag og vil selvfølgelig modtage nødvendige kurser og gennemgå et internt kompetenceudviklingsforløb for at kunne bestride stillingen. Derudover vil der være gode muligheder for yderligere kompetenceudvikling.

Vi tilbyder

  • En spændende og udfordrende stilling i en innovativ organisation.
  • Mulighed for faglig og personlig udvikling gennem arbejde med avancerede teknologier.
  • Et støttende arbejdsmiljø med fokus på samarbejde og vidensdeling.
  • Tæt samarbejde med et erfarent team.
  • Kurser og efteruddannelse i både Danmark og udlandet.
  • Mulighed for hjemmearbejde og fleksible arbejdstider.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er slået op civilt og militært

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i staten.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Henrik Vestergaard Karnøe på telefon 72 83 03 71 eller e-mail FMI-LA-CHFTD@MIL.DK.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mathilde Schmidt-Lange på telefon 32 66 58 18.

Ansøgningsfristen er den 6. oktober 2026. Ansættelsestidspunktet er 1. november 2026.

Du søger stillingen via linket i opslaget. Vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag kun kan vedhæftes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er Danmarks centrale myndighed for forsvarets og beredskabets materiel, it og cybersikkerhed i fred, krise og krig. Vi arbejder for at sikre, at det samlede forsvar er udstyret, opdateret og operativt — i en tid, hvor kravene til hastighed og kampkraft aldrig har været større. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og resten af Forsvarsministeriets koncern. Det er vores it-medarbejdere, der dagligt er med til at afværge de cyberangreb, koncernen udsættes for. Vi er en mangfoldig organisation med ca. 2.500 medarbejdere — civile og militære — fordelt ud over hele Kongeriget.