Kan du fagligt koordinere et udviklingsteam og drive vores integrationsplatform i mål?

Oprettet 25/09/2026 Roskilde Universitet
RoskildeFuldtidFastansættelse

Har du erfaring med at sætte retning for et udviklingsteam og hjælpe teamet med at få opgaver i mål? Kan du omsætte behov og tekniske problemstillinger til konkrete opgaver og samle udviklere, arkitekter og forretning om fælles leverancer? Så vil vi gerne have dig med på holdet!

Du får en central rolle i teamets hverdag. Du skal skabe overblik, styrke arbejdsformerne og hjælpe teamet med at få opgaver kvalificeret, prioriteret og afsluttet. Samtidig får du en vigtig rolle i implementeringen og forankringen af Roskilde Universitets Azure-baserede integrationsplatform.

Roskilde Universitet er i gang med en omfattende digital modernisering. Vi udskifter og opgraderer centrale systemer, videreudvikler vores tekniske platforme og flytter løbende integrationer til en fælles integrationsplatform. Det stiller krav til teknisk forståelse, koordinering og evnen til at skabe sammenhæng på tværs.

Om Digital og dit team
Du bliver en del af Digitaliseringsenheden med 16 medarbejdere. Enheden hører under Digital, Roskilde Universitets centrale afdeling for IT, digitalisering, informationssikkerhed samt projekt- og procesmetoder med ca. 70 medarbejdere.

Din daglige base bliver udviklingsteamet, som består af 6 udviklere og 1 testmanager. Teamet deltager i udviklingsprojekter og varetager samtidig den løbende vedligeholdelse og videreudvikling af universitetets systemer, integrationer og platforme. Du får en fagligt koordinerende rolle og bliver et samlingspunkt for teamets opgaver, samarbejde og fremdrift.

Arbejdsopgaver
Dine hovedopgaver i jobbet er at:

  • Have ansvar for den faglige koordinering i udviklingsteamets hverdag, facilitere møder og udvikle arbejdsprocesser, der styrker samarbejdet og hjælper teamet med at få opgaver i mål.
  • Skabe overblik over opgaver, prioriteringer og afhængigheder samt hjælpe med at afgrænse, nedbryde og estimere opgaver i håndterbare leverancer.
  • Have ansvar for den løbende forvaltning af integrationsplatformen og understøtte produktejeren med beslutningsgrundlag, forslag til prioritering og roadmap for platformens videreudvikling.
  • Drive teamets leverancer i implementeringen af integrationsplatformen og sammen med projektleder planlægge aktiviteter og milepæle samt følge op på fremdrift, hindringer og risici.
  • Koordinere samarbejdet mellem forretning, udvikling, arkitektur, drift og projekter samt understøtte overgangen fra projektleverancer til løbende forvaltning og videreudvikling.
  • Kvalificere behov og initiativer med betydning for integrationsplatformen og omsætte dem til mål, leverancer og funktionelle og nonfunktionelle krav sammen med forretningen, udviklere og arkitekter.

Kvalifikationer
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse inden for IT, softwareudvikling eller lignende. Du kan også have opbygget tilsvarende kompetencer gennem flere års relevant erhvervserfaring.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har erfaring med faglig koordinering af udviklere eller tværfaglige IT-teams.
  • Har teknisk forståelse for softwareudvikling og integrationer, gerne i Microsoft Azure.
  • Kan omsætte behov og tekniske problemstillinger til mål, krav, prioriterede opgaver og håndterbare leverancer.
  • Har erfaring med agile arbejdsformer som scrum, kanban, backlogstyring og DevOps-praksis.
  • Kan skabe overblik over fremdrift, afhængigheder, risici og beslutninger.
  • Har erfaring med koordinering af tekniske leverancer.
  • Kan facilitere møder og samarbejde mellem udviklere, arkitekter, drift, projekter og forretning.
  • Kommunikerer klart og kan tilpasse din dialog til både tekniske og ikke-tekniske kolleger.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med:

  • Produktudvikling, roadmaps og forvaltning af platforme.
  • Integrationer eller Integrationsplatforme.
  • Overgang fra projekt til drift, forvaltning og videreudvikling.
  • Teknisk analyse, løsningsdesign samt funktionelle og nonfunktionelle krav.

Vi lægger stor vægt på, at du arbejder struktureret og selvstændigt med ansvar for egne opgaver samt teamets leverancer. Du skal evne hurtigt at sætte dig ind i nyt stof, være udadvendt og trives godt med projekt- og tværfaglige samarbejder. Du skal kunne fungere godt i samarbejde med andre og kunne formulere dig flydende på dansk og engelsk, i både skrift og tale. Du skal kunne trives med skarpe deadlines i et dynamisk arbejdsmiljø og formå at bevare ro, overblik og ikke mindst det gode humør i en travl hverdag.

Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker efter overenskomst for akademikere i staten med indplacering efter gældende overenskomst som specialkonsulent eller anden relevant overenskomst. Der er herudover mulighed for at forhandle tillæg. Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen med ansættelse 1. december eller snarest herefter.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 43 og 44.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at henvende dig til enhedschef Sonni Hansen på +45 6195 1227 eller sonni@ruc.dk.

Jf. direktivet om løngennemsigtighed fremgår lønintervallerne for de forskellige jobkategorier på Roskilde Universitet her.

Ansøgning
Søg stillingen på https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/

Ansøgningen skal indeholde:

1. Motiveret ansøgning

2. CV

3. Dokumentation for uddannelse

Ansøgningsfristen er 14. oktober 2026.

Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.

Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.

Ansættelsesprocessen på Roskilde Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet.