Medarbejder til Forsvarets Museale virksomhed
- Virksomhed
- Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
- Postnummer
- 2750 Ballerup
- Ansøgningsfrist
- 08. oktober 2026
- Kontaktperson
- Mie Jensen Jensen
- Telefon
- 3266 5394
Vil du være med til at bevare Forsvarets historie for fremtiden?
Har du interesse for historie, dokumentation og kulturarv – og trives du med at skabe struktur, koordinere og understøtte et vigtigt fagligt område? Så er det måske dig, vi søger som Forsvarets Museumskoordinator og sekretær for Forsvarets Museumskommission.
Om os
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse er Forsvarets materielansvarlige myndighed. I Materielinspektørens Kontor arbejder vi for, at Forsvarets materiel er sikkert at anvende og lever op til gældende love og regler.
Vi koordinerer også Forsvarets museale virksomhed. Her samarbejder vi med Nationalmuseet og de militære museumsforeninger om at bevare og vedligeholde Forsvarets historiske materiel, så det kan indgå i formidlingen af vores militærhistoriske kulturarv.
En stor del af arbejdet i de militære museumsforeninger og samlinger bæres af frivillige, som yder en vigtig indsats for at bevare historien og materiellet.
Vi søger nu en engageret og struktureret kollega, der får en central rolle i koordineringen af den museale virksomhed. Du får en bred kontaktflade til blandt andet de frivillige i museumsforeningerne og bliver samtidig sekretær for Forsvarets Museumskommission.
Om stillingen
Som Forsvarets museumskoordinator og sekretær for Forsvarets Museumskommission får du en central rolle i koordineringen af Forsvarets museale virksomhed. Du er med til at sikre, at historisk materiel bliver håndteret, registreret og bevaret, så det også kan fortælle Forsvarets historie i fremtiden.
En vigtig del af dit arbejde handler om materiel, der udfases fra Forsvaret og vurderes relevant at bevare. Du understøtter processen, når materiel overdrages til musealt brug – eksempelvis til Nationalmuseet, militære museer og samlinger eller andre relevante institutioner.
Forsvarets museale virksomhed skal blandt andet:
- bevare historisk viden og materiel til forskning, dokumentation og erfaringsopsamling
- understøtte undervisning og læring på Forsvarets skoler
- bidrage med historiske erfaringer, blandt andet når det er relevant i forbindelse med materielanskaffelser
- skabe synlige og levende militærhistoriske miljøer på Forsvarets etablissementer
- styrke kendskabet til Forsvarets historie og bidrage til fællesskab og identitet
- understøtte rekruttering og fastholdelse gennem formidling, opvisninger og arrangementer
- skabe gode rammer for det frivillige arbejde i de militære museumsforeninger.
Du får en bred kontaktflade på tværs af Forsvarets myndigheder, museumsforeninger og øvrige samarbejdspartnere. Som den koordinerende kraft er du med til at skabe sammenhæng mellem de mange aktører og sikre, at Forsvarets historiske materiel og erfaringer bliver bevaret og gjort tilgængelige for eftertiden.
Om dig
Vi forventer, at du arbejder struktureret og selvstændigt og har gode administrative og koordinerende evner. Du arbejder systematisk, følger dine opgaver til dørs og har blik for både detaljen og den større sammenhæng.
Det er vigtigt, at du har et godt kendskab til Forsvarets organisation, myndigheder og traditioner. Det kan du eksempelvis have opnået gennem en nuværende eller tidligere ansættelse eller anden tilknytning til Forsvaret.
Du skal samtidig have lyst til at arbejde i et område, hvor samarbejdet mellem Forsvarets myndigheder, museale institutioner og frivillige foreninger er en væsentlig del af hverdagen.
Det er en fordel, hvis du:
- har flere års erfaring fra Forsvaret
- har indsigt i Materiel- og Indkøbsstyrelsens organisation og opgaver
- har kendskab til det militære museale foreningsarbejde
- har erfaring med sekretariatsarbejde, administration eller koordinering
- kommunikerer klart og sikkert både skriftligt og mundtligt
- kan samarbejde med mange forskellige interessenter på tværs af organisationer og niveauer
- har sans for kvalitet, dokumentation og korrekt sagsbehandling.
Som person er du engageret, nysgerrig og samarbejdsorienteret. Du trives med at skabe fremdrift og finde løsninger i samarbejde med andre. Samtidig kan du se værdien i at bevare og formidle den historie og de erfaringer, der er med til at forme Forsvaret – både i dag og i fremtiden.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kommandørkaptajn Thomas Vestergaard på 25 41 59 87.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mie Jensen, på 3266 5394.
Ansøgningsfristen er den 8. oktober 2026 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er som udgangspunkt til besættelse den 1. november 2026 eller snarest derefter.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.