Økonomisk student til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens Center for Tech
- Virksomhed
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
- Adresse
- Carl Jacobsens Vej 35 35, 2500 Valby
- Ansøgningsfrist
- 27. november 2026
- Kontaktperson
- Benedikte Fredslund Groth
- bfg@kfst.dk
- Telefon
- 4171 5033
Er du stud.polit., stud.oecon., stud.merc. eller læser du en lignende samfundsøkonomisk uddannelse? Interesserer du dig for mikro- og industriøkonomi og har lyst til at omsætte teori til praksis og arbejde med konkurrence, digitale markeder, finans og dataanalyse? Så kan du være vores nye studentermedhjælper i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens Center for TECH.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen arbejder for velfungerende markeder, der skaber vækst og høj forbrugervelfærd. Center for TECH har på konkurrenceområdet ansvar for tech-virksomheder, it, digitale platforme, finans, forsikring og pension. Centret fører desuden tilsyn på betalingsområdet, håndhæver platform-to-business-reglerne og bidrager til håndhævelsen på DMA-området.
I Center for TECH arbejder vi med sager og analyser inden for områder, der er under konstant udvikling og har stor betydning for virksomheder, forbrugere og samfundet. Vi opsporer og griber ind over for overtrædelser, gennemfører analyser og bistår i retssager og fusioner inden for centrets ansvarsområder.
Dine arbejdsopgaver
Som student hos os får du rig mulighed for at bruge din viden fra undervisning og indgå i vores team af engagerede økonomer og jurister. Du vil blandt andet kunne komme til at:
- bidrage til sagsbehandlingen i gebyrsager under betalingsloven
- bidrage til konkurrence- og forbrugeranalyser inden for industriøkonomi
- databehandle til tider meget store datasæt i Excel og Stata/Python
- deltage i arbejdet med at designe og opsætte spørgeskemaer til brug for analyser og markedsundersøgelser i analyser og konkurrencesager
- researche og fremdrage relevant viden om centrets brancher, markeder, virksomheder mm.
- bidrage til rapport- og notatskrivning
Opgaverne løser du i samspil med dine nye kollegaer og centrets anden studentermedhjælper.
Om dig
Du er i gang med en samfundsøkonomisk uddannelse, for eksempel stud.polit., stud.oecon., stud.merc. eller lignende. Du er analytisk stærk og har interesse for at arbejde med økonomiske problemstillinger, konkurrenceforhold og databehandling.
Vi lægger særligt vægt på, at du:
- har lyst til at lære noget nyt,
- har interesse og gerne erfaring med databehandling og analyse,
- har et godt kendskab til Excel og gerne Python/Stata eller lignende programmer
- er selvstændig, ansvarlig, fleksibel og idérig,
- trives både med selvstændige opgaver og med samarbejde i et team.
Erfaring fra et lignende job er en fordel, men ikke en betingelse.
Om os
Vi er ca. 20 medarbejdere i center for TECH. Du bliver en del af et center med høj faglighed og tæt sparring, som arbejder med komplekse og aktuelle problemstillinger. Vi arbejder med en høj grad af selvstændighed og initiativ, og vi forventer, at du varetager dine opgaver på samme måde. Vi lægger desuden stor vægt på en positiv og åben dialog samt sparring.
Du kan få flere oplysninger om stillingen hos Specialkonsulent Benedikte Fredslund Groth, bfg@kfst.dk, 4171 5033, Chefkonsulent Troels Felskov-Lihme, tfl@kfst.dk, 4171 5216 eller student Laura Aadal Holland, lho@kfst.dk, 4171 5260.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og HK. Arbejdstiden er gennemsnitligt 15-20 timer om ugen, og der er mulighed for læsefri i forbindelse med eksamener.
Tiltrædelse er hurtigst muligt eller efter aftale.
Sådan søger du
Send ansøgning, CV, eksamensbevis og karakterudskrift enten via “Søg stillingen” eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens elektroniske ansøgningsmodul her. Ansøgningsfristen er 29. november 2026. Samtaler forventes afholdt i uge 50.