Personalechef til Rødovre Kommune

Oprettet 12/10/2026 Rødovre Kommune
RødovreFuldtidFastansættelse

I Rødovre Kommune er vi “Sammen om Rødovre”. Vi står på et meget solidt fundament som en yderst veldrevet kommune med dygtige ledere og medarbejdere. Vores befolkningstilvækst byder på mange muligheder og udfordringer, som kalder på helhedsorienterede løsninger i organisationen. Vi finder løsninger på tværs, skaber resultater sammen og har fokus på både høj faglighed og stærke relationer.

Vi søger en personalechef til Løn og Personale, som både kan sikre en stabil og professionel drift og samtidig bidrage til den fortsatte udvikling af vores organisation, ledelseskultur og arbejdsplads.

Afdelingen understøtter kommunens chefer og ledere og håndterer årligt løn- og personaleadministrationen for ca. 3.800 medarbejdere.

Om stillingen
Som personalechef bliver du leder for 22 engagerede og kompetente medarbejdere, der er organiseret i tre teams:

  • Personalepartnerne
  • Løn- og personalekonsulenterne
  • Arbejdsmiljøteamet

Du refererer til stabschefen for Økonomi og Personale og bliver en del af ledergruppen i staben. Sammen med resten af ledergruppen bidrager du til at udvikle organisationen og skabe sammenhæng på tværs.

De faglige overskrifter på de opgaver, som afdelingen løser er: løn- og personaleadministration, personalejuridisk sagsbehandling, lønforhandlinger, indsatser inden for arbejdsmiljøområdet og uddannelsesområdet, bidrag til HR-strategiske tiltag, social kapital og sygefravær samt understøttelse af hovedudvalgets arbejde.

Nogle af de opgaver, som vil ligge på dit bord, er at:

  • Fortsætte den udvikling, vi har sat i gang de seneste år med at være en lydhør, serviceorienteret og faglig sparringspartner for hele organisationen.
  • Sætte tydelig retning og skabe sammenhæng i Løn og Personales opgaver samt prioritere områdets indsatser, så der er sammenhæng mellem ressourcer og opgaver.
  • Sikre et godt arbejdsmiljø og trivsel i afdelingen og være sparringspartner for medarbejderne i hverdagen.
  • Bidrage til at skabe sammenhæng i forskellige initiativer, som fx personale- og arbejdsmiljøområdet og realiseringen af kommunens HR-strategi.
  • Være en aktiv sparringspartner for både direktionen og chefer og ledere i forvaltningerne og deres institutioner.
  • Være den kompetente og åbne leder, som evner at skabe et tillidsfuldt rum for chefer og ledere samt tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter.

Hvem er du?
Du er åben, relationsstærk, kommunikerende og samarbejdende, du kan din personalejura og er i stand til at omsætte lovgivning og overenskomster til anvendelige løsninger for ledere og organisationen.

Det, vi rigtig gerne vil have, er:

  • Høj faglighed på HR- og personaleområdet, gerne med erfaring fra andre kommuner.
  • En dygtig og erfaren personaleleder, som ved synlig og nærværende ledelse udvikler medarbejdere og teams og skaber en kultur præget af tillid og psykologisk tryghed.
  • Evnen til at rådgive på mange niveauer fra ledere til direktionsniveau.
  • At du kan sætte en tydelig retning samt omsætte og oversætte strategier.
  • Stærke relations- og samarbejdskompetencer.

Derfor skal du vælge os
I Rødovre Kommune tror vi på, at de bedste løsninger skabes i fællesskab. Under overskriften ”Sammen om Rødovre” arbejder vi målrettet for at udvikle en kommune, der er i vækst, hvor fællesskab, nærhed og ansvarlighed er grundlæggende værdier i både opgaveløsning og samarbejde.

Det gør vi ved, at

  • Vi prioriterer dialog og tværgående samarbejde.
  • Vi er nysgerrige på nye perspektiver og metoder, og vi tør træffe valg, der skaber retning og fremdrift.
  • Vi løfter i fællesskab – med hinanden og for hinanden – og vi gør det med respekt for både faglighed og forskellighed.

Vi er en relationsstærk kommune, hvor vi, selv om vi er vokset meget, stadig vægter betydningen af at kende hinanden godt og finde løsninger sammen. Det fællesskab glæder vi os til at byde dig ind i.

Løn- og ansættelsesvilkår
Aflønningen er i henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Vi forventer, at du kan tiltræde den 1. januar 2027.

Vil du vide mere?
Du er velkommen til fortroligt at kontakte stabschef Kasper Rise, telefon: 30 76 75 60

Ansøgning
Ansøgning sendes senest mandag den 1. november 2026 via Signatur.

Du kan læse mere om Rødovre Kommune på www.rk.dk.

Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.

Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.

Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.