Projektleder til anlægsopgaver på vejområdet til Egedal Kommune

Oprettet 03/06/2026 Egedal Kommune
ØlstykkeFuldtidFastansættelse

Egedal er en kommune i vækst, vi byudvikler og skaber bedre fremkommelighed herunder nye cykelstier. Derfor har vi også brug for dygtige medarbejdere, der kan realisere de mange projekter.

Vi har et særligt fokus på at være en kommune for borgerne, derfor er vi meget bevidste om hvordan vi kan skabe værdi for borgerne, og hvordan vi involverer dem i vores arbejde.

Hvad skal du arbejde med?

Du vil indgå i og få ansvaret for projekter, der spænder fra større tværgående byudviklings- og byggemodningsprojekter til sparring og udvikling af mindre byggeprojekter. Projekterne kan være både private og kommunale, og de udarbejdes i samarbejde med andre centre i administrationen. Din rolle vil især være knyttet til de vejtekniske projekter og planlægning samt koordinering med forsyninger. Derudover vil du være med til at sikre den tværgående koordinering af projekterne ved at bidrage med en jævnlig opfølgning på projekterne. 

I de kommende år forventer vi også at skulle anlægge flere cykelstier og du skal derfor forvente at få ansvaret for mindst en cykelsti, samt den tilhørende borgerdialog. Disse skal typisk anlægges indenfor en tidsramme på 3 år, derfor er der behov for god planlægning. 

Stillingen er placeret i vores vejgruppe, så ud over de større anlægsprojekter vil du også skulle hjælpe med mindre sager inden for vej- og trafikområdet. 

Hvem søger vi?

Vi søger en medarbejder med erfaring og/eller interesse for vejområdet og især anlægsarbejde. Derudover lægger vi vægt på at du:

  • Har erfaring med projektledelse og er god til at lede projekter hvor mål, økonomi og tidsplan skal overholdes
  • Kan tænke i helhedsløsninger og have mange bolde i luften samtidig
  • Har erfaring med eller kendskab til anlægsprojekter
  • Har erfaring med sagsbehandling og arbejdet i en politisk organisation
  • Kan bidrage til en positiv dialog med borgere, virksomheder og kollegaer
  • Har en relevant uddannelse såsom landinspektør, vejingeniør eller lignende.
  • Har kørekort

Om centeret

Vores afdeling Trafik og Miljø er forankret i Center for By, Teknik og Miljø, der i alt har knap 100 medarbejdere, som er fordelt på fem afdelinger: Byplan og Byggesag, Materielgården, Natur og Affald, Sekretariatet samt Trafik og Miljø. Opgaverne i By, Teknik og Miljø spænder fra overordnede planer og strategier for kommunens udvikling til realiseringen af dem i konkrete nye byområder, i eksisterende byer samt i det åbne land. Det sker i tæt samspil med borgere, virksomheder og den omgivende natur – og med øje for klima- og miljøhensyn. Samlet set opgaver, der tilsammen skaber spændende og varierede rammer for det gode hverdagsliv i Egedal for såvel borgere som virksomheder. 

Hos os er der højt til loftet, kort fra idé til handling og gode muligheder for at præge både opgaver og løsninger på tværs af centerets afdelinger. Vi arbejder uformelt og med fokus på god service og faglig kvalitet. Vi er optaget af at skabe en fleksibel arbejdsplads, hvor trivsel og faglig udvikling går hånd i hånd. Vi hygger med torsdagskage og faglige saloner, samt har indlagt pausegymnastik et par gange om ugen og har mulighed for gratis at anvende sundhedscentrets motionscenter udenfor arbejdstid

Nærmere information

Du er velkommen til at kontakte vejingeniør Frederik Rathje, tlf. 21 13 96 65, eller afdelingsleder Britta Christholm, tlf. 23 13 20 24 for at høre mere om stillingen.

Samtalerne finder sted på Egedal Rådhus. Stillingen er på fuld tid, og løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst. Der indhentes reference ved ansættelse. Vi forventer at afholde samtaler den 23. og 24 juni 2026.

Hvis ovenstående har din interesse, så send din ansøgning inkl. CV og eksamenspapirer senest den 21. juni 2026.