Sagsbehandler – maskinmester
- Virksomhed
- Skive Kaserne
- Postnummer
- 7800 Skive
- Ansøgningsfrist
- 21. oktober 2026
- Kontaktperson
- Mie Jensen
- 00309190@mil.dk
- Telefon
- 32665394
Generatorer, nødstrømsanlæg, elinstallationer, energioptimering, vandrensning, og teknisk rådgivning som maskinmester. Har det din interesse? Vil du arbejde med anskaffelse af nyt materiel, uddannelsesgrundlag og manualer?
Har du mod på en bred berøringsflade til den militære del af Forsvaret og til tider internationale partnere? Så er det måske dig vi leder efter.
Om os
Du bliver en del af Værnsfælles Infrastrukturtjeneste ved Ingeniørregimentet i Skive. Vi er en faglig sektion, der arbejder med det materiel og de tekniske løsninger, som Forsvaret har brug for, når der skal etableres og drives infrastruktur under øvelser og operationer – både i Danmark og i udlandet.
Vores arbejdsområder spænder bredt. Vi arbejder blandt andet med generatorer og strømforsyning, vandrensning, klima- og varmeanlæg, lejrmateriel, entreprenørmaskiner, broer og andre tekniske løsninger. En vigtig del af vores arbejde er at sikre, at Forsvaret har det rigtige materiel, at det fungerer efter hensigten, og at brugerne ved, hvordan det skal anvendes.
Vi rådgiver om tekniske løsninger, bidrager til anskaffelse og afprøvning af nyt materiel og udarbejder blandt andet vejledninger og grundlag for uddannelse. Det gør vi i tæt samarbejde med de medarbejdere, der skal bruge materiellet, tekniske specialister og andre dele af Forsvaret.
Du bliver en del af et mindre fagligt miljø med forskellige tekniske specialer og en uformel omgangstone. Vi hjælper hinanden på tværs af fagområder og lægger vægt på både kvalitet i opgaveløsningen og et godt arbejdsmiljø.
Hverdagen varierer. Nogle opgaver har korte deadlines og kræver, at vi løfter i flok, mens andre giver mulighed for at gå i dybden og inddrage specialister fra forskellige fagområder. Du får samtidig gode muligheder for selv at tilrettelægge din arbejdsdag og udvikle dine faglige kompetencer.
Om stillingen
Vi tilbyder dig en stilling i en dynamisk hverdag med en uformel omgangstone, hvor du vil være omgivet af engagerede kollegaer.
Du bliver sagsbehandler med primært fagområdeansvar inden for generatorer og nødstrømforsyning samt vandrensning og klimamateriel (AC og varmeanlæg), og du vil desuden bidrage til kvalitetssikring og dokumentation af elinstallationer.
Dine opgaver bliver desuden at udfærdige oplæg til anskaffelser i form af brugerspecifikationer, indgå i forsøg, afprøvning og udvælgelse af materiel sammen med Forsvarets Materiel og Indkøbsstyrelse (FMI). Du vil desuden skulle udarbejde uddannelsesgrundlag indenfor dine ansvarsområder, samt undervise kommende instruktører/brugere ved de operative enheder.
Alt efter baggrund og erfaring vil du også komme til at indgå i løsningen af faglige opgaver i en bredere kontekst inden for Ingeniørtropperne, samt virke som Ingeniørregimentets repræsentant i forbindelse med eksterne aktiviteter, herunder inspektioner.
I perioder vil der være rejseaktivitet i forbindelse med møder, inspektioner, uddannelse m.v. Aktiviteter der normalt er skemalagt i god tid. Det drejer sig ca. om 7-14 dage i udlandet årligt samt 4-6 møder i Danmark á 1-2 dage, dvs. med overnatning.
Om dig
Du er uddannet maskinmester. Du har en god teknisk forståelse, som du kan omsætte til praktiske løsninger, og du er nysgering for at lære nyt og udvide din horisont. Har du en militær baggrund kan det være en fordel, men ikke noget krav.
Stillingen dækker et teknisk og bredt område inden for den militære del af Forsvaret, og derfor er det vigtigt at du har en bred og god forståelse for tekniske emner og kan sætte dig i en bruges sted.
Du kan både arbejde selvstændigt, men også tage ledelse i gruppe- eller projektarbejde, hvor du kan slå igennem på en produktiv og konstruktiv måde, enten som specialist/rådgiver eller koordinator, og den der driver projektet.
Du kan på baggrund af operative og tekniske krav samt brugerkrav, analysere dig frem til både ønskelige og absolutte krav, der fastsætter specifikationer for nyt materiel. Det sker under inddragelse af brugere og fagpersoner. Efterfølgende skal du kunne kommunikere kravene klart, både mundtligt og skriftligt.
Dele af jobbet forventes at skulle løses i samarbejde med internationale leverandører, hvorfor det er en fordel at du kan kommunikere godt på engelsk.
Som person er du engageret, målrettet og omgængelig. Du er i god fysisk form og skal kunne tage til udlandet og rådgive/støtte udsendte enheder. Aktuelt kunne det være støtte til vores driftspersonale i den danske lejr i Letland.
Det kunne også være et kontrolbesøg i den samme lejr, enten af de danske installationer eller et aktuelt NATO arbejde vedr. energioptimering af lejre, som Danmark indgår i.
Der er der tale om tjenesterejser og ikke en udsending.
Ansættelsesvilkår
Bemærk, at stillingen er slået op både civilt og militært.
Ansættelsen sker henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for maskinmestre i land.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Skive.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte major Kim Hebsgaard Poulsen på telefon 7282 5407
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mie Jensen på telefon 3266 5394.
Ansøgningsfrist er den 21. oktober 2026 og samtaler forventes afholdt løbende eller umiddelbart herefter.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om ingeniørregimentet
Ingeniørregimentet hører hjemme på Ingeniørkasernen i Skive, en af landets største kaserner.
Regimentets hovedopgave er at uddanne enheder inden for de fem ingeniørspecialer; kampingeniør-, ammunitionsrydnings-, konstruktions-, geospatial- og CBRN-tjeneste.
Regimentet består af et garnisonsstøtteelement, tre professionelle bataljoner og en reservestruktur. Regimentet uddanner i øjeblikket knap 600 værnepligtige årligt.
Regimentet har også enheder på Pionergården på Vestamager, hvor dele af Ammunitionsrydningscenteret holder til.
Ingeniørkasernen huser også Prinsens Musikkorps, Hjemmeværnets Landsdelsregion Vest, Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- & Vestjylland samt Hjemmeværnsskolens Uddannelsescenter Midt- og Vestjylland. Derudover er der også elementer fra de funktionelle tjenester; bl.a. Driftsområde Skive under Forsvarsministeriet Ejendomsstyrelse, Forsyningscenter Skive under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Garnisons- og Specialværkstedet, begge under Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Med op til ca. 1.500 medarbejdere, når vi er flest og inkl. værnepligtigt personel og elever, er Ingeniørkasernen byens absolut største arbejdsplads. Garnisonen tilbyder dermed gode muligheder for en alsidig og varieret tjeneste.