Sekretariatsleder til Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet
- Virksomhed
- Roskilde Universitet
- Postnummer
- 4000 Roskilde
- Ansøgningsfrist
- 18. oktober 2026
- Kontaktperson
- Peter Kjær
- Telefon
- 20 77 59 74
Er du en erfaren personaleleder med god økonomiske indsigt, organisatorisk forståelse og strategisk overblik? Har du lyst til at blive en aktiv og konstruktiv medspiller i et ledelsesteam, der både skal løfte instituttets kerneopgaver og bidrage til et stærkt, samlet Roskilde Universitet? Så er du måske vores nye sekretariatsleder.
Arbejdsopgaver og kvalifikationer
En sekretariatsleder har tre hovedopgaver: 1) At lede sekretariatets arbejde med at understøtte forskning, uddannelse og formidling; 2) At styre instituttets økonomi og drive medarbejder- og ansættelsesrelaterede opgaver; og 3) At understøtte institutleder og viceinstitutleder i den strategiske og faglige ledelse af instituttet.
Som sekretariatsleder skal du først og fremmest være personaleleder for instituttets sekretariat med 22 ambitiøse og dygtige medarbejdere.
Sekretariatet varetager opgaver relateret til instituttets økonomi og drift, understøttelse og økonomistyring af eksternt finansierede forskningsprojekter, strategisk uddannelsesunderstøttelse samt sekretariatsfunktioner for instituttets råd og udvalg. Vi prioriterer, at sekretariatet er præget af en høj trivsel, rummelighed og et godt arbejdsmiljø, og du vil derfor være ansvarlig for at sikre en god opgavefordeling, hensigtsmæssige processer og en optimal organisering. Det er vigtigt at du kan lytte, prioritere og sætte retning for og med sekretariatets medarbejdere.
Som medlem af institutledelsen er det dit primære ansvar at understøtte institutleder og viceinstitutleder ved at tilvejebringe vidensgrundlag og tilrettelægge processer, der fører strategiske beslutninger og udviklingsprojekter ud i livet. Derudover indgår du som en aktiv deltager i tværgående ledelsesfora på instituttet og på universitetet som helhed herunder som medlem af Administrativt Ledelsesforum, der koordinerer og understøtter administrative opgaver på tværs af det samlede universitet.
Du vil få ansvar for den samlede styring af instituttets økonomi, hvilket indebærer ansvar for budgetlægning og -opfølgning i tæt dialog med instituttets økonomimedarbejdere og de fælles-administrative enheder på Roskilde Universitet.
Roskilde Universitet implementerer i 2026-27 en ny administrativ driftsmodel, Sammen om opgaven, som bl.a. indebærer en samling af uddannelsesadministrative funktioner, men også nye samarbejdsflader mellem institutter og den fælles administration. Det vil være en vigtig opgave for dig at bidrage til at finde de gode fælles løsninger og implementere nye roller, relationer og processer.
Stillingen som sekretariatsleder er kompleks og stiller høje krav til gennemsigtighed i ledelse og administration. Derfor er det væsentligt, at du kan træffe bæredygtige beslutninger under krydspres, tilrettelægge og følge op på transparente processer, at du har strategisk overskud og god organisatorisk forståelse, og at du finder det naturligt at bygge brede og effektive netværk både på instituttet og på det øvrige universitet.
Til gengæld kan vi tilbyde et dig et sjovt, tempofyldt, udfordrende og udviklende arbejde sammen med kloge og ambitiøse kolleger.
Vi leder efter en personprofil, der:
- arbejder struktureret og systematisk
- skaber gode relationer og understøtter kollegialt samarbejde
- kan prioritere og sætte retning for sekretariatets medarbejdere
- ved hvordan man motiverer, støtter og udvikler selvledende medarbejdere – både videnskabelige og administrative
- kerer sig om nær, daglig ledelse og høj medarbejdertrivsel
For at komme i betragtning er det en forudsætning, at du:
- har en relevant uddannelsesmæssig baggrund på kandidatniveau eller tilsvarende
- har ledelseserfaring med budgetlægning, økonomi- og risikostyring
- har solid erfaring med personaleledelse
- behersker engelsk i skrift og tale
Det vil desuden være en fordel hvis du
- har erfaring fra forsknings- eller uddannelsessektoren eller anden vidensproducerende virksomhed eller fra et ministerium, en styrelse eller lignende offentlige virksomheder
Om Institut for Mennesker og Teknologi
Institut for Mennesker og Teknologi er universitetets største institut og rummer en række tværfaglige uddannelses- og forskningsmiljøer indenfor krydsfeltet mellem mennesker og teknologi. Instituttet omfatter human-, samfunds-, sundheds- og IT-videnskabelige samt planlægnings-, interventions- og designorienterede forskningsområder. Instituttet har ansvar for bacheloruddannelsen HumTek, en række tværfaglige kandidatuddannelser og et markant udbud af aktiviteter inden for efter- og videreuddannelse. Instituttet har endvidere et FabLab tilknyttet som et open source digitalt og kreativt værksted.
Instituttet har omkring 200 medarbejdere og en omsætning på over 150 mio. Du kan læse mere om instituttet her.
Mere information
For yderligere oplysninger om stillingen venligst kontakt institutleder Peter Kjær på (+45) 20 77 59 74. Vi forventer at holde 1. runde ansættelsessamtaler den 30. oktober og 2. runde samtaler den 20. november. Du skal være forberedt på, at der kan indgå et testforløb i ansættelsesprocessen, ligesom du kan blive bedt om at skulle løse en konkret case forud for en eventuel 2. samtale.
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en ansættelse på fuldtid, 37 timer pr. uge, med reference til institutleder Peter Kjær. Ansættelse kan ske i forhold til overenskomst for akademikere i staten med indplacering som chefkonsulent med personaleansvar eller i forhold til organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten (HK) med indplacering i gruppen ‘Særskilte stillinger’. Der er mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.
Vi ser gerne, at du kan begynde den 1. januar 2027 eller snarest derefter.
Jf. direktivet om løngennemsigtighed fremgår lønintervallerne for de forskellige jobkategorier på Roskilde Universitet her.
Ansøgning
Søg stillingen på https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/
Ansøgningen skal indeholde:
1. Motiveret ansøgning
2. CV
3. Dokumentation for uddannelse
Ansøgningsfristen er 18. oktober 2026.
Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.
Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.
Ansættelsesprocessen på Roskilde Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet.