Socialfaglig medarbejder til Herberget og den boligsociale indsats
- Virksomhed
- Ishøj Kommune
- Postnummer
- 2635 Ishøj
- Ansøgningsfrist
- 18. oktober 2026
- Kontaktperson
- Joy Doherty
- 5jd@ishoj.dk
Vil du arbejde tæt på mennesker i udsatte livssituationer og være med til at udvikle sociale tilbud i Ishøj Kommune? Så er du måske vores nye kollega.
Du bliver ansat i Det Sociale Udføreområde (DSU) med base i den boligsociale indsats. Her bliver du en del af et team på fem medarbejdere, som støtter borgere i at skabe stabilitet i hverdagen og finde en vej videre, der giver mening for dem.
Den boligsociale indsats
Den boligsociale indsats omfatter herberget med ni pladser, otte skæve boliger, støtte efter § 85a, – Housing first strategi (ICM og CTI), tre udslusningsboliger og en kommende socialpsykiatrisk afklaringsplads 107a. Vi forventer desuden at udvide de skæve boliger med yderligere to boliger i det nye år.
Det sociale område er i rivende udvikling i Ishøj kommune. Ishøj Kommune arbejder ud fra en selvforsyningsstrategi, hvor vi opbygger og fastholder specialiserede kompetencer, så vi selv kan tilbyde relevante indsatser til vores borgere. Du får mulighed for at være med til at forme den faglige praksis og sikre en høj kvalitet i den bolig sociale indsats.
Din hverdag hos os
Du arbejder på tværs af indsatserne i den bolig sociale indsats. Dagene vil variere: nogle dage handler arbejdet om at skabe ro og kontakt til en borger. Andre dage fylder praktiske opgaver og mål, koordinering og samarbejde med de fagpersoner, der er omkring borgeren.
Dine opgaver vil blandt andet være at:
- opbygge tillidsfulde relationer og varetage kontaktpersonsopgaver
- yde socialfaglig støtte på Herberget, i de skæve boliger og i de øvrige indsatser
- løse praktiske og koordinerende opgaver som social vicevært
- støtte borgere i at skabe struktur, trivsel og mestring i hverdagen
- gennemføre motivations- og vejledningssamtaler
- samarbejde med myndighed, rusmiddelbehandling, jobcenter, psykiatri og andre relevante parter på tværs af kommuner
- konflikthåndtering og tiltag der skaber ro og tryghed på matriklen og i nærmiljøet.
- dokumentere indsatsen og følge systematisk op på borgernes mål.
Opgaverne tilrettelægges med afsæt i borgernes behov og dine kompetencer.
Vores faglige tilgang
Vi arbejder recovery- og rehabiliteringsorienteret. Det betyder, at vi tager udgangspunkt i borgerens egne ønsker og mål og støtter borgeren i at udvikle eller genvinde færdigheder, handlemuligheder og troen på, at forandring er mulig. Vi gør ting sammen med borgeren og har blik for, hvordan borgeren kan få størst mulig indflydelse på sit eget liv.
Vores tilgang er blandt andet inspireret af CHIME-perspektivet: fællesskab, håb, identitet, mening og selvbestemmelse. I praksis kræver det både tålmodighed, tydelighed og evnen til at tilpasse støtten, når borgerens behov ændrer sig.
Vi udvikler indsatsen sammen. Du deltager i borgerkonferencer, driftsmøder og ekstern supervision hver ottende uge. Her deler vi viden, drøfter svære situationer og følger op på, om vores støtte hjælper borgeren i den ønskede retning.
Et fagligt fællesskab på tværs
DSU består af tre afdelinger med i alt cirka 60 medarbejdere. Vi varetager specialiserede indsatser inden for udsathed, handicap og psykiatri.
Vi vægter tæt tværfagligt samarbejde. Vi er fleksible i opgaveløsningen, hjælper hinanden og bruger hinanden til faglig sparring. Du får stor selvstændighed i dit arbejde, men står ikke alene med de svære vurderinger. Du får også en nærværende ledelse, som du samarbejder tæt med om både den daglige drift, borgernes forløb og udviklingen af indsatsen.
Vi forestiller os, at du
- er uddannet pædagog eller har en anden relevant socialfaglig uddannelse
- gerne har erfaring fra det specialiserede voksenområde
- kan skabe trygge relationer og bevare roen i pressede situationer
- trives med både relationsarbejde, akutte situationer, praktiske opgaver og faglig dokumentation
- kan arbejde selvstændigt og samtidig bidrage aktivt til teamet
- kan skabe struktur i en hverdag, hvor planerne indimellem ændrer sig
- har lyst til at udvikle praksis sammen med kolleger på tværs af DSU.
Vi tilbyder
Et meningsfuldt arbejde tæt på borgerne og mulighed for at bidrage til udviklingen af kommunens egne sociale tilbud. Du får et lille team omkring dig og bliver samtidig del af et større fagligt fællesskab, hvor vi deler viden, sparrer og hjælper hinanden. Gennem borgerkonferencer, driftsmøder, supervision og tæt samarbejde med ledelsen får du mulighed for at præge både den enkelte indsats og vores fælles praksis.
Arbejdstid
Arbejdstiden er fordelt over ugens dage. Stillingen indebærer mindst én ugentlig aftenvagt til kl. 20.00 og arbejde hver anden eller tredje lørdag.
Mere information?
Vil du høre mere om os eller om den spændende stilling, er du velkommen til at ringe til tilbudsleder Joy Doherty på tlf.: 30782476.
Løn og ansættelse
Vi ønsker, du starter hurtigst muligt eller senest pr. 1. december 2026.
Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til aftale mellem fagforbund og Ishøj kommune med mulighed for at forhandle kvalifikationstillæg.
Ishøj Kommune har indført røgfri arbejdstid pr. 1. august 2019.
Ansøgningsfrist:
18. oktober 2026