Souschefer søges til Forsvarsministeriets departement

Oprettet 03/06/2026 Forsvarsministeriet, Departementet
København KFuldtidFastansættelse

Souschefer søges til Forsvarsministeriets departement

Er du interesseret i at tage en del af ledelsesansvaret i gennemførelsen af en historisk styrkelse af det danske forsvar? Er du embedsmand, som sætter en ære i at betjene den politiske og departementale ledelse? Kan du se dig selv arbejde for national og international fred, frihed og sikkerhed?

Så har du muligheden nu!

Om os

Europa og Danmark står i en skærpet sikkerhedspolitisk situation, og det danske forsvar er i gang med en omfattende strategisk forandring, der indebærer en historisk styrkelse. Tryghed for Danmark og danskerne i et stadigt mere komplekst trusselsbillede betyder, at der er behov for at øge hastigheden i opbygning af Forsvarets kampkraft, indkøbe materiel for store milliardbeløb, styrke internationale alliancer – ikke mindst NATO – samt styrke forsvaret i Arktis og Nordatlanten.

Vi søger derfor souschefer til forskellige fagområder i departementet. I forsvarsministeriet vil du sammen med dine kolleger have ansvaret for at sikre sammenhæng mellem politik, økonomi, strategi og implementering på Forsvarsministeriets område.

Om stillingen

Som souschef vil du indgå i et ledelsesteam med kontorchefen. Du vil bidrage til at styrke den faglige ledelseskraft i kontoret og agere sparringspartner i forhold til strategiske, organisatoriske og faglige overvejelser.

Dette indebærer blandt andet, at du:

  • holder overblik over og indgå i planlægning og prioritering af kontorets opgaver og projekter, sikrer koordination med andre ministerier og underliggende myndigheder
  • får et fagligt ledelsesansvar for udvalgte fagområder,
  • bidrager til udviklingen af kontoret i forbindelse med f.eks. rekruttering af nye medarbejdere, kontorseminarer og udviklingssamtaler,
  • bistår kolleger med faglig sparring i det daglige samt kvalitetssikre leverancer og
  • er stedfortræder for kontorchefen ved dennes fravær.

Departementets organisering er inddelt i følgende afdelinger:

Kapaciteter

Afdelingen for Kapaciteter arbejder med styring og udvikling af organisationens styrelser, anskaffelser, bemanding, uddannelse og værnepligt. Forsvarsforliget medfører en historisk styrkelse af Forsvarsministeriets område, og anskaffelser og indkøb er derfor centrale elementer i opbygningen af Forsvarets kapaciteter.

Koncernøkonomi

Afdelingen for Koncernøkonomi har ansvaret for, at Forsvarsministeriet overholder og anvender de økonomiske bevillinger for at få mest og bedst muligt forsvar for pengene. Alene i 2026 udgør Forsvarsministeriets samlede bevillinger ca. 93 mia. kr. Det stiller store krav til ministerområdets økonomiske forvaltning, som er afgørende for den politiske betjening og borgernes tillid.

Forligsstyring og analyser

Afdelingen for Forligsstyring og Analyser varetager forberedelse af forhandlinger om forsvarsforliget 2024-2033 samt styrer og følger op på implementering af initiativer.

Sikkerhed og Operationer

Afdelingen for Sikkerhed og Operationer bidrager til den strategiske og langsigtede retning for Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik bl.a. gennem internationale organisationer og samarbejder. Afdelingen arbejder også med Forsvarets indsættelser og operationer i Danmark og udlandet samt med den militære støtte til Ukraine.

Stab

Afdelingen understøtter forsvarsministeren, departementets ledelse, chefer og medarbejdere med koordinering, rådgivning og drift på områder som ministerbetjening, organisations-, ledelses- og personaleudvikling, arbejdsmiljø samt strategiske indsatser på veteran og HR-området, som bidrager til opbygningen af Forsvarets kampkraft.

Jura

Afdelingen er ansvarlig for juridisk rådgivning i departementet, udvikling af ministerområdets lovgivningsmæssige rammer samt juridisk sagsbehandling af konkrete afgørelsessager.

Du kan læse mere om Forsvarsministeriets organisation på: Forsvarsministeriet organisationsdiagram

Om dig

Vi forventer, at du har en akademisk uddannelse på kandidatniveau. Du kan også have en militær uddannelsesbaggrund.

Derudover forventer vi, at du kan bidrage med:

  • solid erfaring med betjening af det politiske niveau i centraladministrationen og et skarpt blik for at skære sagerne til, både indholds- og formidlingsmæssigt,
  • stærke faglige og analytiske kompetencer samt vilje og evne til at sætte dig ind i komplicerede problemstillinger,
  • overblik og fremdrift i kontorets opgaver i en travl og omskiftelig hverdag,
  • evnen til at gå forrest i at skabe og vedligeholde samarbejdsrelationer samt fokus på de klassiske embedsmandsdyder.

Ansættelsesvilkår

Hvis du er uddannet akademiker, vil du blive ansat som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til gældende overenskomst mellem organisationer for akademikere i staten og Finansministeriet. Afhængigt af din erfaring og dine kvalifikationer kan der forhandles yderligere tillæg i forbindelse med ansættelsen. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %.

Hvis du søger som officer, er stillingen indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Såfremt du er udpeget til en international mission, bedes du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Hvis du ønsker at vide mere om løn- og ansættelsesforhold samt rekrutteringsprocessen, er du velkommen til at Kontakte K. Anton Nyholm på tlf. 61 40 74 92.

Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.

Dit daglige tjenestested er Holmens Kanal 7/9, 1060 København K.

Vi ser frem til at høre fra dig

Hvis du vil vide mere om rekrutteringsprocessen kan du kontakte Elona Mejdija på tlf. 51 35 75 03 eller Amanda Rygaard på tlf. 61 87 18 75.

Ansøgningsfrist den 24. juni 2026.

Du søger stillingen ved at sende CV, motiveret ansøgning samt relevante eksamensudskrifter via linket nedenfor. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets koncern tror vi på, at forskellighed udvikler opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.