Talent Acquisition Specialist

Oprettet 02/10/2026 MatchMind A/S
AalborgFuldtidFastansættelse

Vil du arbejde med rekruttering og menneskelige relationer – og har du interesse for alt det, der sker behind the scenes, når virksomheder finder de rigtige medarbejdere?

Hos MatchMind i Aalborg søger vi en Talent Acquisition Specialist til et foreløbigt 1-årigt vikariat med god mulighed for fastansættelse. MatchMind er i vækst, og vi har derfor brug for endnu en dygtig kollega til teamet. Vi forestiller os, at du allerede har erfaring fra vikar- og/eller rekrutteringsbranchen, eller fra en anden relevant rolle, hvor du har arbejdet med mennesker, relationer og koordinering.

Hvad går jobbet ud på?

Du får ansvar for hele rekrutteringsprocessen – fra afdækning af behov og search til interviews, udvælgelse og ansættelse. Du arbejder tæt sammen med både kunder og kandidater, og i mange af vores vikar- og projektansættelser er det dig, der vurderer, hvem der er det rette match og skal starte i jobbet.

Du bliver en del af vores team og kommer blandt andet til at arbejde med:

  • Search på Jobnet, LinkedIn og andre platforme
  • Udarbejdelse af stillingsopslag og jobanalyser
  • Screening, telefoninterviews og personlige interviews
  • Udvælgelse og præsentation af kandidater
  • Tæt dialog med kunder om behov, kandidater og bemanding
  • Research, idéudvikling og kreative løsninger, når vi skal finde de rette profiler

Arbejdet stopper ikke, når kandidaten starter. I mange forløb er kandidaten i den første periode ansat gennem MatchMind, og derfor følger du løbende op med både kunden og medarbejderen. Det handler om at sikre, at matchet fungerer i praksis, at forventningerne stemmer – og at reagere hurtigt, hvis der opstår behov for justeringer undervejs.

Vi arbejder med både vikarer og faste stillinger, så tempoet er højt – men vi går stadig i dybden, når opgaven kræver det. En stor del af vores arbejde foregår på telefonen, så det er vigtigt, at du trives med mange daglige dialoger og med at levere en professionel og imødekommende service.

Rollen kræver samtidig, at du kan træffe beslutninger, stå ved dine vurderinger og bevare overblikket, når flere rekrutteringer kører parallelt.

Hvem er du?

  • Du har måske allerede erfaring fra vikar- og/eller rekrutteringsbranchen – alternativt kommer du med anden relevant erfaring, hvor du har arbejdet med mennesker, service, koordinering eller relationsskabelse
  • Du er god til mennesker, analytisk og nysgerrig på nye metoder
  • Du har blik for detaljer – men kan også handle hurtigt, når det kræves
  • Du er en teamplayer – og har lyst til at gøre en forskel for både kunder og kandidater
  • Relevant erfaring er en fordel, men er du nyuddannet inden for HR, kommunikation eller lignende og har den rette personlighed, nysgerrighed og lyst til at lære, hører vi også gerne fra dig

Bliv en del af MatchMind

Vi holder til i flotte lokaler på Alexander Foss Gade i Aalborg, tæt på alt fra indkøb og fitness til offentlig transport. Stemningen er uhøjtidelig, men vi arbejder professionelt – og vi hjælper hinanden med at lykkes. Du får fleksible rammer, god oplæring og mulighed for at udvikle dig i rollen.

Derudover tilbyder vi pension, fritvalgsordning, feriefridage samt sundheds- og tandforsikring. Du får også mulighed for at deltage i både faglige og sociale arrangementer, der understøtter din udvikling, styrker kollegaskabet og bidrager til en god trivsel i hverdagen.

Vi er nysgerrige på mennesket bag CV’et. Derfor modtager vi også gerne en kort videoansøgning, hvor du fortæller lidt om dig selv, din motivation og hvorfor du ser dig selv i rollen. Videoen kan uploades sammen med dit CV og øvrige bilag via ansøgningslinket.

Spørgsmål? Kontakt Anders Heslop Christensen på 30 21 45 11.

Vi glæder os til at møde dig! 💼✨

Klik på “Send ansøgning” til højre, hvis du ønsker at komme i betragtning til dette job. Når du klikker på linket føres du automatisk over i MatchMinds system, hvor din ansøgning, CV og øvrige bilag kan uploades. Vi får automatisk besked, når materialet er uploadet. Det er vigtigt, at du følger denne fremgangsmåde, idet vi på denne måde kan tilbyde en langt bedre sikkerhed og dermed højere beskyttelse af dine personoplysninger, end hvis du eksempelvis sender dokumenterne i en usikret e-mail. Vi har ligeledes brug for dit samtykke til bl.a. at dele dine oplysninger med den virksomhed, vi rekrutterer på vegne af, og dette kan vi sikre ved, at du benytter ovennævnte fremgangsmåde

Om MatchMind

MatchMind har siden 2003 arbejdet målrettet med at matche virksomheder og kandidater inden for både vikariater, projektansættelser, interimstillinger og Search & Selection. Vi har fulgt med i branchens udvikling og er stolte af at kunne tilbyde løsninger, der matcher nutidens komplekse jobkrav.

Hos MatchMind handler det om mere end blot at finde en kandidat til en stilling. Vores filosofi, “Beyond the Match”, betyder, at vi skaber skræddersyede løsninger, der går ud over det forventede. Vi kombinerer grundig analyse med en innovativ tilgang og dyb respekt for mennesker, hvilket sikrer, at vi ikke kun opfylder behov, men også skaber nye muligheder for vækst og innovation.