Talstærk og nysgerrig medarbejder til bekæmpelse af social dumping
- Virksomhed
- Skatteforvaltningen, Viborg
- Postnummer
- 8800 Viborg
- Ansøgningsfrist
- 30. september 2026
- Kontaktperson
- Monica Johannesen
- Telefon
- 72378582
Vil du være med til at sikre, at udenlandske virksomheder og arbejdstagere betaler korrekt skat til Danmark? Så læs videre her
Landsdækkende projekt med tværfagligt samarbejde med Arbejdstilsynet og Politiet
Projekt Social Dumping er et landsdækkende projekt, hvor Skattestyrelsen sammen med Arbejdstilsynet og Politiet årligt gennemfører en række landsdækkende og regionale kontrolaktioner, hvor vi kan have mistanke om social dumping og brug af illegal arbejdskraft.
Du får 14 kolleger i vores enhed, heraf er ca. halvdelen tilknyttet Social Dumping-teamet, som du bliver en del af. Dine primære opgaver bliver at deltage i kontrolaktioner og foretage sagsbehandling, som tager udgangspunkt i de oplysninger, du har været med til at indsamle på disse. Kontrolaktionerne gennemføres ca. én gang om måneden.
Sagerne i Projekt Social Dumping er komplekse og sjældent ens. Derfor kommer du til at arbejde med forskellige problemstillinger og som udgangspunkt til at følge sagerne fra start til slut.
Sagsbehandlingen indebærer blandt andet at:
- indkalde, gennemgå og vurdere virksomheders regnskabsmateriale samt øvrige oplysninger fra bl.a. kontrolaktionerne
- kontrollere om virksomhederne har indberettet korrekt A-skat/arbejdsudlejeskat for de udenlandske arbejdere virksomhederne anvender
- udarbejde forslag og efterfølgende afgørelser på A-skat, moms og indkomstskat/selskabsskat
- indgå i dialog med virksomheder og rådgivere.
Du får ansvar for dine egne sager, og du bliver samtidig en del af et team, hvor vi deler viden, sparrer og hjælper hinanden med de komplekse problemstillinger.
Vil du læse mere om opgaven, kan du finde information på vores hjemmeside om social dumping.
Den fælles myndighedsindsats mod social dumping
Vores forventninger til dig
Du har kendskab til regnskab, revision og skatteregler via din uddannelse, fx som professionsbachelor i skat, bachelor- eller kandidatniveau inden for skat, moms, jura, regnskab, revision eller tilsvarende.
Du kan også have tilegnet dig relevante kompetencer gennem erhvervserfaring inden for skat, moms, jura, regnskab eller revision. Det er en fordel, at du har en struktureret arbejdsstil og erfaring med sagsbehandling og eventuelt udgående kontrolaktioner.
Det er en stilling, der kræver et stort engagement, da du skal:
- trives med dybdegående og kompleks sagsbehandling i et fagligt område, der løbende forandrer sig og som kan tage lang tid
- skal have fokus på et tillids- og respektfuldt samarbejde med kolleger, som du har gensidig faglig sparring med
- være imødekommende, lyttende og tålmodig, også når virksomhedernes forhold er komplekse og muligvis ulovlige
- optræde professionelt i en kontrolsituation, hvor du møder mennesker, der kan være konfronterende
- trives i direkte dialog med virksomheder og rådgivere, mundtligt såvel som skriftligt.
Din nye arbejdsplads
Vi sørger for at få dig godt ombord i opstartsperioden. Derfor har vi fokus på, at du bliver grundigt introduceret til vores systemer og arbejdsopgaver med udgangspunkt i dine kompetencer og behov. Derudover sikrer vi, at der bliver lavet en plan for løbende kompetenceudvikling, da vi har gode muligheder for efter- eller videreuddannelse.
Du kommer ind i et fagligt stærkt team af gode kolleger med en uhøjtidelig omgangstone. Vi prioriterer et godt arbejdsmiljø, hvor dagligdagen er præget af frihed under ansvar, godt humør og en kultur, som understøtter samarbejde, faglig sparring og vidensdeling.
Din hverdag bliver spændende og afvekslende, og fleksibilitet medvirker til at dit arbejds- og familieliv hænger sammen. De udgående kontrolaktioner planlægges, så du i god tid ved, hvornår du skal deltage.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning, CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 30. september 2026.
Har du spørgsmål, kan du kontakte funktionsleder Monica Hauge Johannesen på telefon 72378582, eller af din måske nye kollega, specialkonsulent Camilla Krog Thomsen på telefon 72372886.
Vi har planlagt at holde første samtaler 5. og 6. oktober samt eventuelt anden samtaler d. 13. og 14. oktober. Der vil muligvis indgå en personanalyse i ansættelsesforløbet, hvorfor du skal afsætte tid til dette mellem første og anden samtale.
Forud for ansættelsen indhenter vi straffeattest og referencer.
Tiltrædelse den 1. december 2026 eller efter aftale.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatte- og Vækstministeriet.
Hvis du går videre til ansættelse i rekrutteringsforløbet, skal du være opmærksom på, at vi foretager en undersøgelse af, om du har gæld, der er sendt til inddrivelse hos det offentlige. Vi undersøger ligeledes, om du har afgjorte kontrol- og/eller straffesager på skatte- og afgiftsområdet. Din ansættelse sker under forudsætning af, at vi ikke finder oplysninger om dig, der er uforenelige med en ansættelse i Skatte- og Vækstministeriets koncern.
Du bliver ansat i Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Brovej 20, 8800 Viborg.