To psykologer til Børnehus Hovedstaden i Hillerød – vi udvider vores psykologfaglige team

Oprettet 16/09/2026 Københavns Kommune
København NVFuldtidFastansættelse

Vil du bruge din psykologfaglighed til at skabe trygge udredningsforløb og meningsfulde behandlingsmuligheder for børn og unge, der kan have været udsat for vold eller overgreb?
Hos os får du mulighed for at gøre en forskel for børn og unge i sårbare situationer og samtidig arbejde tæt sammen med politi, sygehuse og kommuner om at sikre en skånsom, koordineret og fagligt stærk indsats.

Om Børnehus Hovedstaden
Børnehus Hovedstaden er en del af en landsdækkende indsats, der har til formål at kvalificere børnebeskyttelsen ved at styrke opsporing, udredning og behandling i sager, hvor der er mistanke om vold eller seksuelle overgreb mod børn og unge. Børnehuset traumeudreder børn og unge og sikrer en koordineret og skånsom tværfaglig indsats i tæt samarbejde med politi, sundhedsvæsen og kommune. Derudover tilbyder vi traumefokuseret behandling og forældrestøtte til målgruppen.

Børnehus Hovedstaden har til huse på flere matrikler i hovedstadsområdet og tæller aktuelt 78 ansatte (psykologer, socialrådgivere, ledelse og administrativt personale). Husene samarbejder tæt på tværs af lokationer. Børnehus Hovedstaden som helhed er organisatorisk forankret i Center for Børn og Unge i Københavns Kommune. Der søges to nye psykologer til vores hus i Hillerød.

Vi er et ambitiøst og professionelt arbejdsfællesskab, hvor vi har fokus på hjælp til børnene i vores målgruppe.

Hver dag møder vi børn i svære livsomstændigheder, og det vigtigste for os er, at vi møder dem med høj faglighed og viden, kombineret med varme og omsorg. Vi lægger stor vægt på at møde både børn og voksne med smil, empati og skånsomhed. Samtidig værner vi om en arbejdsplads, hvor uformel omgangstone og kollegial omsorg er en central del af kulturen, fordi vi ved, hvor vigtigt det er at passe på både os selv og hinanden. Og så tror vi på, at grin og godt fællesskab skaber værdi for os alle.

Om stillingerne
Du bliver en del af et tværfagligt miniteam bestående af to socialrådgivere og tre psykologer. Som psykolog arbejder du med både udredning, behandling og samarbejde omkring barnet og familien.

Dine primære opgaver

  • Udredning:
    Du udreder barnets traumer og belastningsgrad og udarbejder psykologfaglige rapporter til kommunernes myndighedsrådgivere.
  • Samtaler og behandling:
    Du gennemfører kriseinterventions- og stabiliserende samtaleforløb med børn og forældre samt traumefokuseret behandling som tilkøbsydelse.
  • Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde:
    Du samarbejder tæt med socialrådgivere og øvrige fagpersoner og indgår blandt andet i rådgivning, foredrag og samarbejde omkring videoafhøringer.
  • Faglig udvikling og selvstændighed:
    Du får mulighed for faglig fordybelse, løbende opkvalificering, efteruddannelse og supervision. Du styrer selv din kalender og har mulighed for hjemmearbejdsdage.

Hvad vi forestiller os om dig

  • Er fagligt stærk:
    Du er uddannet psykolog, gerne autoriseret og med relevant efteruddannelse. Du har erfaring med eller interesse for behandling og udredning af børn og unge.
  • Kan skabe tryghed:
    Du kan rumme børn og familier, der står i meget svære livssituationer, og du formår at møde forskellige mennesker med empati, tydelighed og respekt.
  • Trives i samarbejdet:
    Du arbejder godt i tværfaglige teams og har lyst til både opsøgende og informerende arbejde, så børn og unge får den hjælp, de har brug for.
  • Arbejder selvstændigt og struktureret:
    Du har et godt overblik i en afvekslende hverdag, trives med skriftlige vurderinger og kan formidle din faglighed klart både mundtligt og skriftligt. Du kan samtidig bevare overblikket, når der i perioder er travlt.

Vi tilbyder
Hos os får du et udfordrende, udviklende og meningsfuldt arbejde, hvor du kan gøre en forskel for børn, unge og deres familier. Du bliver en del af et stærkt arbejdsfællesskab med gode kolleger og et godt socialt fællesskab på tværs af faggrupper, hvor vi vægter kvalitet, faglighed og samarbejde højt.

Du får mulighed for at indgå i tværgående netværk med andre psykologer og fagpersoner og arbejde tæt sammen med meget erfarne socialrådgivere om sagsforløbene. Derudover tilbyder vi fast monofaglig supervision samt de nødvendige certificeringer i testmateriale, så du får gode muligheder for både faglig sparring og udvikling.

Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem KL og Dansk Psykolog Forening. Stillingerne er faste stillinger med en arbejdstid på 37 timer om ugen. Ansættelsesstedet er i Børnehus Hovedstaden – afdeling Nordsjælland – placeret på Milnersvej i Hillerød. Vi indhenter straffe- og børneattest og udvidede referencer i forbindelse med ansættelsesprocessen.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Maria Olivares Jørgensen på 61 13 29 68. Læs mere om Børnehuset Hovedstaden på vores hjemmeside.

Søg via linket senest torsdag den 8. oktober 2026
Vi afholder ansættelsessamtaler i vores hus i Hillerød mandag den 19. oktober (hele dagen).