Trafikinformationsmedarbejdere til København
- Virksomhed
- Banedanmark, Trafiktårn Øst, Carsten Niebuhrs Gade 49
- Postnummer
- 1577 København V
- Ansøgningsfrist
- 21. oktober 2026
- Kontaktperson
- Jacob Seiding Larsen
- jsla@bane.dk
- Telefon
- +4593547580
Har du let ved at forstå andres perspektiver, bevare roen i travle situationer og trives du med varierende arbejdstider? Så er du måske vores nye kollega i Banedanmarks Trafikinformation for fjern- og regionaltogtrafik.
Vi er et team på 25 medarbejdere med forskellige baggrunde, som til daglig arbejder i Trafiktårn Øst i København. Vi er organiseret i en vagthavende funktion og en infogruppe, og vi er typisk fire medarbejdere på arbejde ad gangen. Ud over teamet i København har du kolleger i Fredericia.
Du bliver stemmen i højtalerne
I Trafikinformation København har vi en vigtig opgave: Vi sørger for, at passagererne får den information, de har brug for, når togtrafikken ikke kører som planlagt.
Vi videreformidler information direkte til passagererne på fjernbanens stationer via højtalerudkald og informationsskærme – f.eks. ved forsinkelser og aflysninger. Samtidig overvåger vi trafikken, så vi kan være på forkant og sikre god kundeservice.
Du får et tæt samarbejde med de medarbejdere, der har ansvaret for driften af togtrafikken i hele landet. Du kommer med andre ord helt ind i jernbanens maskinrum og får en central rolle i at holde passagererne informeret.
”Noget af det, jeg holder mest af ved arbejdet i Trafikinformationen er den afvekslende hverdag. Det kan både være i forhold til forskellige trafikale situationer, som jeg skal formidle til passagererne, men også i forhold til at have en alsidig hverdag med skiftende arbejdstider. Jeg nyder en arbejdsdag, hvor jeg både gør en forskel for passagererne og har mulighed for at hygge med mine kollegaer når trafikken tillader det.”
Fortæller Elisabeth, der siden februar 2022 har været ansat i Den Fælles Trafikinformation.
En hverdag, hvor ikke to dage er ens
Vi søger flere kollegaer, der trives med fleksible vagter og en arbejdsdag, hvor der kan være stor variation i arbejdspresset.
Hverdagsvagterne er typisk omkring 8 timer og består af både morgenvagter ca. kl. 05.30–14.35 og aftenvagter ca. kl. 14.00–22.30. Derudover arbejder du cirka hver tredje weekend i 12-timers vagter i tidsrummet kl. 06.00–21.00.
Vagterne fordeles jævnt over et 16-ugers rul med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer om ugen, hvilket betyder, at nogle uger vil have færre timer og andre flere.
Det er derfor vigtigt, at du overvejer, om arbejdstiderne passer til din hverdag og dit familieliv.
Når togtrafikken kører som planlagt, er arbejdspresset lavt, og der er tid til sparring og fællesskab med kollegerne. Når der opstår hændelser som signalfejl, fejl på sporskifter eller personpåkørsler, kan arbejdsintensiteten hurtigt blive høj. Her arbejder vi fokuseret og effektivt for at hjælpe passagererne og hinanden.
Du skal derfor kunne skifte mellem ro og højt tempo – nogle gange flere gange i løbet af den samme arbejdsdag.
Vi søger dig, der
- Kommunikerer klart og nærværende – du kan formidle information enkelt og tydeligt på både dansk og engelsk, mundtligt såvel som skriftligt.
- Bevarer overblikket under pres – du kan hurtigt vurdere en situation, prioritere information og handle, når trafikken ikke forløber som planlagt.
- Håndterer pres med overblik – du kan navigere i en travl arbejdsdag og reagere hensigtsmæssigt, når arbejdsmængden vokser.
- Har kunden i centrum – du formår at sætte dig i passagerernes situation og formidle information, der er relevant og skaber tryghed.
- Har en god samarbejdsånd og opfatter nye opgaver hurtigt – du fungerer godt i samspil med andre, er fortrolig med IT og har lyst til at lære nye systemer og et komplekst fagområde.
Din uddannelsesmæssige baggrund er mindre afgørende. Erfaring med kundeservice og kendskab til jernbanetrafik – f.eks. som medarbejder eller som togrejsende.
Du kommer til at arbejde med flere forskellige interne programmer til jernbanedrift og sidder ved en arbejdsplads med otte skærme. Du behøver ikke kende systemerne på forhånd. Det vigtigste er, at du har lyst og evne til at lære noget nyt.
Du bliver grundigt oplært
Vi ved, at jobbet kræver både faglig viden og praktisk erfaring. Derfor får du en lang og grundig indøvelsesperiode med primær sidemandsoplæring hos en erfaren kollega.
Du bliver dermed klædt godt på til at håndtere både den daglige trafik og de situationer, hvor det pludselig går stærkt.
Løn og ansættelsesforhold
Vi ansætter løbende og forventer opstart den 1. januar, 1. februar eller 1. marts 2027. Den konkrete startdato aftales med udgangspunkt i den enkelte kandidat og vores planlægning.
Du ansættes efter den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Stillingen er som udgangspunkt indplaceret i løngruppe 3 sats 1 hovedstad jf. gældende overenskomst, som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt, som du finder her.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil til den samlede løn være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 16 %.
Ansøgning og kontakt
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte teamleder Jacob Seiding Larsen på tlf.: 93547580.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte vores personalekonsulenter på mail banedanmarkpersonale@BANE.dk.
For at søge stillingen skal du klikke på linket ‘Søg stilling’ og følge instrukserne.
Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.
Forskellige perspektiver gør os stærkere. Derfor værdsætter Banedanmark mangfoldighed og opfordrer alle interesserede kandidater, uanset personlig baggrund, til at søge.