Ungekonsulent til Forebyggelse & Indsats, Odder Kommune
- Virksomhed
- Ungeenheden Odder Kommune
- Adresse
- Vitavej 57, 8300 Odder
- Ansøgningsfrist
- 08. november 2026
- Tiltrædelse
- 01. januar 2027
- Kontaktperson
- Thomas Hansen
- Thomas.Hansen@odder.dk
- Telefon
- 51649388
Forebyggelse & Indsats søger en ungekonsulent til fast stilling 37 timer pr. uge med ansættelse pr. 1.januar 2027.
Motiveres du af at gøre en reel forskel for unge i psykisk mistrivsel, med risikoadfærd og nogle gange et aktivt overforbrug af rusmidler?
Har du viden om og erfaring med at arbejde med neurodivergente unge (ADHD/ADD og Autisme)?
Har du erfaring med eller mod på at facilitere gruppeforløb?
Styrer du sikkert gennem en afvekslende arbejdsdag med stor variation i kerneopgaverne?
Og kan du omsætte og synliggøre din målbevidste praksis til skriftlig dokumentation?
Så er det måske netop dig, vi er på jagt efter!
Din kommende arbejdsplads
Forebyggelse & Indsats er en afdeling med 22 medarbejdere, der løser mange forskelligartede opgaver – fra tidligt forebyggende indsatser til ambulant rusmiddelbehandling. Den ledige stilling er i ungeteamet, hvor vi leverer forebyggende indsatser, indsatser efter Barnets Lov på individ- og gruppeniveau, LAB-loven samt ambulant rusmiddelbehandling. Du skal derfor være indstillet på at have mange ”kasketter” på i din ansættelse – dog vil der være en overvægt af støttekontaktpersonsindsatser.
Du vil blive en del af en afdeling, hvor forandrings- og udviklingsvindene vejrer, og vi er i fuld gang med at kvalificere vores organisering og praksis. Vi leder derfor efter en kollega, der er villig til at lære og samtidig lære fra sig. Vi har fokus på mål, progression og effekt i indsatserne, og kerneopgaven løses i forpligtende fællesskaber med fokus på tillid, dialog og samarbejde. Vi tror på, at de bedste løsninger skabes sammen – både med de unge, deres netværk og på tværs af fagligheder. Vi arbejder målrettet med at styrke de unges ressourcer, livsduelighed og muligheder for deltagelse i fællesskaber. Vi tror på, at de unge skal mødes med anerkendelse og respekt, og vi arbejder ud fra et fælles ansvar for kerneopgaven og med en ambition om at gøre en reel forskel – hver dag.
Din profil
Din hverdag kommer til at være alsidig og omskiftelig med fokus på de unge og deres behov. Vi arbejder ud fra en ressourcefokuseret tilgang, hvor den unges samlede livssituation tages i betragtning i planlægningen af indsatsen. Du skal trives i at arbejde selvstændigt og samtidig se værdien i at være en del af et team. Vi lægger desuden vægt på, at du har gode samarbejdsevner, at du er fagligt velfunderet, stabil og har evnen til at arbejde struktureret og målbevidst. Du vil opleve udpræget grad af fleksibilitet og tillid til udførelsen og planlægningen af dit arbejde, da vi som arbejdsplads finder det værdifuldt og nødvendigt. Af samme grund leder vi efter en fleksibel kollega, der kan agere og vurdere på egen hånd og er indstillet på at arbejde med fleksible arbejdstider.
Vi søger en kollega, der er optaget af arbejdet med en bred målgruppe af unge, deres forældre/netværk og tværfagligt samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere. Kandidater med viden om og erfaring med facilitering af gruppeforløb vil blive vægtet højt.
Dine arbejdsopgaver:
- Støttekontaktpersonsindsatser på unge op til 18 (23) år
- Mentorindsatser efter LAB-loven
- Støtteindsatser for unge over 18 år (SEL § 82 A og B)
- Planlægning og facilitering af gruppeforløb
- Rådgivning og vejledning til unge, forældre og samarbejdspartnere
- Ambulant rusmiddelbehandling (stof og alkohol) til unge op til 30 år (individ- og gruppeforløb)
- Systematisk dokumentation i fagsystem (Nexus)
- Opsøgende indsatser efter behov
Vores forventninger til dig
- Du har en socialfaglig eller pædagogisk grunduddannelse
- Du har solid erfaring med målgruppen og indsatstyperne
- Du har viden om og erfaring med facilitering af gruppeforløb
- Du har kendskab til samskabende processer mellem kommune og civilsamfund
- Du har indgående viden om neurodivergente lidelser (særligt ADHD/ADD og autisme)
- Du arbejder systematisk med mål, progression og dokumentation
- Du besidder stærke samarbejds- og relationskompetencer til målgruppen, deres netværk samt interne og eksterne samarbejdspartnere
- Du har kørekort (B) og egen bil – og er villig til at bruge den
- Du indgår aktivt i tværfaglige fællesskaber og bidrager til et positivt arbejdsmiljø
- Du bidrager aktivt til en hverdag med plads til grin og en uhøjtidelig tone
Vi tilbyder dig
- En arbejdsplads og hverdag præget af tillid, nysgerrighed og et højt fagligt niveau
- Et kollegialt arbejdsfællesskab med fokus på trivsel og ”højt til loftet”
- En afvekslende hverdag præget af meget varierende arbejdsopgaver
- Mulighed for at påvirke udviklingen af vores tilbud, indsatser og praksis
- Supervision og kompetenceudvikling
Ansættelse
Stillingen er til besættelse 01.01.2027. Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst.
Ansøgning
Ansøgningsfristen er d. 08.11.2026, og ansættelsessamtaler afholdes d. 12.11.2026.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved telefonisk henvendelse til leder Thomas Hansen (5164 9388) eller ungekonsulent Maria Hedegaard (5137 4143).