Vedligeholdelsestekniker til Energianlæg – Hjørring hos Nordværk Affaldsenergi A/S
- Virksomhed
- Nordværk I/S, Hjørring
- Postnummer
- 9800 Hjørring
- Ansøgningsfrist
- 30. oktober 2026
- Kontaktperson
- Morten Storm Andersen
- msd@nordvaerk.dk
- Telefon
- 22141776
Vedligeholdelsestekniker til Energianlæg – Hjørring hos Nordværk Affaldsenergi A/S
Vil du være med til at sikre drift og vedligehold af et energianlæg, der producerer varme og strøm ud af affaldsforbrænding? Vil du samtidig tage ansvar for et værksted med fokus på opgaveløsning og løbende forbedringer? Så er du måske den kollega, vi mangler på Energianlægget i Hjørring.
På vores Energianlæg i Hjørring omdanner vi affald fra både virksomheder, private og sygehuse til strøm og fjernvarme og sørger for, at resterne bliver håndteret miljøsikkert. Du får en vigtig rolle i at sikre, at anlægget kører stabilt, sikkert og effektivt med fokus på løbende vedligeholdelse og fremtidssikring af anlægget inden for eget ansvarsområde.
Om jobbet
Som vedligeholdelsestekniker bliver du en del af det team, der har ansvar for de opgaver, der ligger under reparationer og forebyggende vedligehold. Du arbejder tæt sammen med den vedligeholdelsesansvarlige og -koordinator samt øvrige kolleger og sørger for, at opgaverne bliver løst effektivt og med høj faglighed.
Dine opgaver bliver bl.a. at:
- Udføre daglige vedligeholdelsesopgaver og kvittere via Sertica vedligeholdelsesprogram
- Være områdeansvarlig for vores slaggesystemer, også under revision
- Fejlsøge og udbedre defekter i eget hovedfagområde samt assistere kolleger i vedligeholdelsesteamet efter behov
- Bidrage til opgaver inden for miljø, arbejdsmiljø og lovpligtige eftersyn
- Løse ad-hoc opgaver, deltage i koordinering på morgenmøder og – afhængigt af dine kvalifikationer – få ansvar for opgaver, der matcher dine kompetencer
Om dig
Vi forestiller os, at du har en håndværksmæssig baggrund, fx som smed, skibsmontør eller lignende, og har en god teknisk forståelse. Du har blik for sammenhænge og kan se helheden i større vedligeholdelsesprojekter og revisioner.
Som person er du fleksibel, løsningsorienteret og god til at holde overblik, også når der er mange opgaver i gang samtidig. Du trives med at tage ansvar, både for opgaver og for samarbejdet med kolleger, praktikanter og underleverandører.
Derudover er det en fordel, hvis du har:
- Erfaring med vedligehold og fejlsøgning på tekniske anlæg
- Erfaring med klassiske smedeopgaver, herunder diverse svejsetyper og bearbejdning af stål
- IT-forståelse og kendskab til vedligeholdelsessystemer
- Truckkort
- B-kørekort (krav)
Vi tilbyder
Du bliver en del af et fagligt stærkt team med 22 dygtige kolleger og en uformel kultur med højt til loftet, stærkt samarbejde og godt humør. Hos os er der plads til at prøve nye idéer af, og du får et meningsfuldt job, hvor du er med til at understøtte miljø- og klimamål og dermed en mere bæredygtig fremtid. Vi arbejder i en hverdag med både stabil drift og udvikling, hvor der ikke er langt fra idé til handling.
Hos Nordværk arbejder vi ud fra værdierne ordentlighed, samarbejde, faglighed og bæredygtighed. De afspejler sig i hverdagen, og vi lægger vægt på, at du har lyst til at efterleve dem i praksis. Som en del af vores fokus på trivsel og et godt arbejdsmiljø har vi røgfri arbejdstid.
Løn og ansættelsesforhold
- Forventet opstart: 1. januar 2027
- Arbejdstid: 37 timer ugentligt
- Løn efter kvalifikationer og gældende overenskomst
- Arbejdssted: Miljøvej 7, 9800 Hjørring
Om processen
Ansøgningsfristen er d. 30. oktober 2026.
Vi forventer at afholde første samtalerunde tirsdag d. 10. november 2026 og anden samtalerunde tirsdag d. 17. november 2026, hvor kandidater til anden samtale skal besvare en personprofilanalyse.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores afdelingsleder for Energianlæg – Hjørring, Morten Storm Andersen, på mail: msd@nordvaerk.dk eller tlf.: 2214 1776.
Bemærk, at ansøgninger ikke modtages pr. mail.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge. Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
Nordværk Affaldsenergi A/S
Nordværk Affaldsenergi A/S er 100 % ejet af Nordværk I/S. Nordværk I/S er Danmarks tredjestørste affaldsselskab og ejet af syv nordjyske kommuner. I Nordværk Affaldsenergi A/S er vores kerneopgave at modtage og behandle ikke-genanvendeligt forbrændingsegnet affald med fokus på optimal energiudnyttelse i form af varme og elektricitet og derigennem bidrage til en bæredygtig energiforsyning. Vi arbejder målrettet på at minimere miljøpåvirkningen gennem miljørigtig drift og løbende udvikling af vores anlæg og kompetencer. Vores indsats sikrer en balanceret håndtering af affald med ansvar for både samfund og miljø. Nordværk Affaldsenergi A/S omfatter to energianlæg placeret i Aalborg og Hjørring med en samlet behandlingskapacitet på 340.000 tons affald om året.
Læs mere om Nordværk Affaldsenergi A/S og Nordværk I/S på https://nordvaerk.dk/om-nordvaerk/.