Vi søger en lungemedicinsk speciallæge til Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F.
- Virksomhed
- Region Sjælland
- Postnummer
- 4180 Sorø
- Ansøgningsfrist
- 30. november 2026
- Tiltrædelse
- 01. december 2026
- Kontaktperson
- Villads Jacobsen
- vbj@regionsjaelland.dk
- Telefon
- 56518591
Har du en bred interesse for lungemedicin, holder et højt fagligt niveau og holder dig opdateret? Så læs mere her.
Vi søger en lungemedicinsk speciallæge til Nykøbing F. Da stillingen er nyoprettet, har du god mulighed for at påvirke indhold og arbejdstilrettelæggelse efter ønske og efter aftale med ledende overlæge.
Vi ønsker at ansætte en læge, som mestrer tværfagligt samarbejde og som kan bidrage til udviklingen af lungeafsnittet. Du skal deltage i arbejdet med lungemedicinske indlagte patienter samt arbejde i klinik for lungesygdomme.
Har du emner indenfor det lungemedicinske område, som du ved særligt meget om, så vil vi understøtte din mulighed for at arbejde med disse områder, evt. i samarbejde med SUH, Roskilde.
Du skal deltage i supervision af yngre læger og rådgivning af læger fra andre specialer.
Lungesygdomme, sengeafsnit består aktuelt af 26 pladser. Hovedparten af de indlagte patienter har lungemedicinske problemstillinger.
Vi har også patienter med andre intern medicinske problemstillinger end lungesygdom. På sengeafsnittet behandler vi med NIV (KOL exacerbation), High flow, perkutan CO2 måling og anlægger pleuradræn.
Lungesygdomme, klinik har i løbet af ugen cirka syv lægespor. Her udreder og følger vi patienter med f.eks. KOL, astma, uafklaret åndenød og hoste.
Vi foretager også den initiale udredning af lungefibrose (ILS), ligesom vi følger patienter med sarkoidose i stabil fase.
Vi udreder og behandler for tuberkulose.
Vi følger patienter med nodulus-kontrol.
I lungeklinikken foretager vi spiometri, bodybox-undersøgelse, diffusionsmåling, Mannitoltest og Metakolintest.
Vi har aktuelt cirka 45 patienter i hjemme-NIV.
Vi har mulighed for at for at foretage allergivaccination (SLIT).
Indenfor kortere tid har vi planer om at kunne foretage søvnapnøudredning på egne patienter.
Der er aktuelt tilknyttet cirka 250 patienter med hjemme-ilt til lungeklinikken. Vi har fem lungesygeplejesker i klinikken.
Du skal søge denne stilling, hvis du
- synes, det lyder som en spændende opgave, der matcher din kompetencer
- er speciallæge i lungemedicin med interesse for faglig udvikling
- brænder for tværfagligt samarbejde – på tværs af specialer og faggrupper
- ser værdi i at støtte yngre kollegers faglige udvikling
- er fleksibel og beslutningsdygtig og har gode kommunikationsevner
- deltager aktivt i at fastholde et godt arbejdsmiljø
- har lyst til at være med til at udvikle fremtidens tilbud til patienter med lungemedicinske sygdomme
Vi tilbyder en stilling
- med stor selvstændighed
- med kontinuitet og afveksling i hverdagen
- med sparring af ledelsesmæssig og faglig karakter
- med faglige udviklingsmuligheder
- hvor der er et tæt og velfungerende tværfagligt samarbejde med sygeplejersker og sekretærer
Generelle forhold
Vi er aktuelt seks speciallæger i lungemedicin. Herudover har vi to læger i hoveduddannelsesforløb i fællesdelen og to læger i hoveduddannelsesforløb, som er på 5 år.
Medicinske Sygdomme er en del af det samlede Sjællands Universitetshospital (SUH) på matriklen i Nykøbing F. med egen akutfunktion og ambulant funktion.
Medicinske Sygdomme i Nykøbing F. består af fire enheder: Lungesygdomme, Mave-, Lever- og Tarmsygdomme, Hjertesygdomme og Ældresygdomme.
Vi forventer i forbindelse med sundhedsreformen at få et tættere samarbejde med sygehusene i Roskilde og Køge.
Praktisk info
SUH, Nykøbing F. tilbyder gode rammer for pendlere fra København og Køge, hvor der på alle ugens dage morgen og aften kører gratis direkte busser.
Derudover er der oprettet et personalehotel, hvor overnatninger kan bookes.
Læs mere på Et arbejdsliv i balance
Læs mere om dine karrieremuligheder inden for netop dit speciale og hør, hvorfor andre af dine kolleger allerede har valgt Region Sjælland på Det Gode Lægeliv
Yderligere oplysninger
Fås hos ledende overlæge Villads Bønding Jacobsen, tlf. 56 51 85 91, e-mail: vbj@regionsjaelland.dk
Ansøgning
Du bedes i en motiveret ansøgning forholde dig til de syv lægeroller (Medicinsk ekspert/lægefaglig, Kommunikator, Samarbejder, Leder/administrator/organisator, Sundhedsfremmer, Akademiker/forsker og underviser, Professionel), medsende CV og redegøre for, at dine faglige kompetencer matcher de faglige krav til stillingen.
Løn og ansættelsesforhold
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og tillæg efter forhåndsaftaler.
Stillingen er vagtbærende. Antal vagter efter individuel aftale.
Samtaler afholdes løbende.
Ansættelse 1. december 2026 eller efter aftale.
Ansættelsesområde
Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver den 1. januar 2027 til Region Østdanmark som følge af sundhedsreformen. Dit ansættelsesområde vil være Region Østdanmark med alle tilhørende organisatoriske enheder.
Læs mere om betydningen af ansættelsesområdet på Region Østdanmarks hjemmeside.
Startløn for overenskomstansatte
Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i den relevante overenskomst. Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.
Se startlønnen på regionens hjemmeside
Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital er Danmarks nyeste universitetshospital med aktiviteter i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi er et modigt og udadvendt universitetshospital, hvor vi hver dag arbejder for at skabe et sammenhængende sundhedsvæsen og større lighed i sundhed for borgerne i regionen.
Vores optageområde er præget af flere borgere med kronisk sygdom og sociale udfordringer end landsgennemsnittet. Derfor arbejder vi målrettet med innovation, nye samarbejdsformer og løsninger, der bringer behandling tættere på borgerne.
Hos os bliver du en del af en ambitiøs arbejdsplads, hvor samarbejde på tværs, høj faglighed og løbende forbedringer er en naturlig del af hverdagen. Vores ledelsesværdier er nytænkning, følgeskab, ordentlighed og fællesskab, og de sætter retning for, hvordan vi arbejder, udvikler os og skaber gode resultater – for både borgere og medarbejdere.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her
Se video om Sjællands Universitetshospital her