Vil du gøre en forskel for dyresundheden i Danmark? Bliv dyrlæge i Fødevarestyrelsens Veterinærkontrol i Vejen

Oprettet 28/09/2026 Fødevarestyrelsen, Vejen
VejenFuldtidFastansættelse

Vil du bruge din dyrlægefaglighed til at styrke dyresundheden i Danmark? Og trives du i en rolle, hvor du med faglighed og naturlig autoritet skaber respekt og tillid i mødet med virksomheder og borgere? Så har du nu mulighed for at blive en del af en fagligt stærk afdeling, hvor du får en afvekslende hverdag med spændende opgaver inden for veterinær kontrol, eksport og samhandel med levende dyr.

Om stillingen
Som dyrlæge hos os arbejder du med veterinær kontrol og myndighedsopgaver i den sydlige del af Jylland. Med udgangspunkt i vores kontor i Vejen udfører du primært opgaver ude hos dyr og virksomheder, hvor du bidrager til at sikre dyresundhed og efterlevelse af veterinærlovgivningen.

Dine primære opgaver vil være:

  • Dyrlægefaglige vurderinger af dyrs transportegnethed.
  • Udstedelse af certifikater i forbindelse med samhandel og eksport af levende dyr.
  • Kontrolbesøg hos landmænd samt virksomheder, hvor dyr samles før eksport eller samhandel.

Derudover søger vi særligt kolleger med interesse og kompetencer for et eller flere af følgende fagområder:

Kvæg

  • Kontrol med medicinanvendelse
  • Biosikring i besætninger
  • Mælkehygiejne

Grise

  • Kontrol med medicinanvendelse
  • Biosikring i besætninger

Fisk

  • Kontrol på dambrug og havbrug
  • EU-overvågningsprøver for sygdomme
  • Deltagelse i vagtordning på akvakulturområdet

Du kan også få opgaver i forbindelse med håndtering af mistanke om og udbrud af alvorlige smitsomme husdyrsygdomme.

Som nyansat får du et grundigt oplæringsforløb med mentorstøtte og den obligatoriske basisuddannelse for nyansatte i kontrollen (KBU), så du bliver godt klædt på til rollen som tilsynsførende dyrlæge og myndighedsperson. Du bliver samtidig en del af et stærkt veterinærfagligt miljø, hvor faglig sparring, træning og kompetenceudvikling er en naturlig del af hverdagen.

Efter oplæring kører du typisk direkte ud til opgaverne hjemmefra, og der er mulighed for hjemmearbejde. Du er samtidig en del af fællesskabet på kontoret i Vejen, hvor du mødes med kolleger til sparring, møder og faglig udvikling. Mange af vores opgaver løses selvstændigt, men du står aldrig alene med ansvaret. En kollega er aldrig længere væk end et telefonopkald.

Om dig
For at komme i betragtning til stillingen er det en forudsætning, at du:

  • har dansk autorisation som dyrlæge
  • har gyldigt kørekort til kategori B
  • kan formulere dig klart og professionelt på dansk, både mundtligt og skriftligt

Som tilsynsførende dyrlæge og myndighedsperson:

  • agerer du med naturlig autoritet og skaber tillid gennem din faglighed og ordentlighed
  • balancerer du autoritet, faglighed og dialog i mødet med virksomheder og borgere
  • kommunikerer du klart, respektfuldt og professionelt, også i situationer med forskellige interesser og synspunkter
  • træffer du objektive og velbegrundede vurderinger på et solidt fagligt og juridisk grundlag
  • arbejder du struktureret og fastholder kvaliteten i dine vurderinger og din dokumentation, også når der er travlt
  • tager du ansvar for dine opgaver og trives med en høj grad af selvstændighed

Erfaring fra en lignende stilling vil være en stor fordel. Er du nyuddannet og har interesse for området, er du også meget velkommen til at søge jobbet.

Om os
Du bliver en del af VeterinærSyd, som er en af Fødevarestyrelsens tre udkørende veterinærenheder. Vi er cirka 70 medarbejdere, heraf omkring 55 dyrlæger, der hver dag arbejder for at sikre dyresundhed, dyrevelfærd og høj veterinær kvalitet i den sydlige del af Jylland. Vi har kontor i Vejen og løser størstedelen af vores opgaver ude i marken hos dyr og virksomheder i hele regionen.

Fødevarestyrelsen er Danmarks største arbejdsplads for dyrlæger. Det betyder, at du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor erfaringsudveksling, sparring og videndeling er en naturlig del af hverdagen.

Vi lægger stor vægt på trivsel, samarbejde og en åben kultur, hvor det er let at søge sparring hos både kolleger og ledelse. Selvom mange af vores opgaver løses ude i marken og ofte selvstændigt, er vi et hold, der hjælper hinanden og løfter opgaverne i fællesskab. Derfor er det vigtigt, at du trives i dialogen med andre, deler din viden og rækker ud, når du har brug for sparring.

VeterinærSyd arbejder med en bred vifte af veterinære opgaver på tværs af dyrearter og fagområder. Derfor vil der på sigt være gode muligheder for at udvikle din faglige profil og prøve kræfter med nye opgaver, afhængigt af dine interesser, kompetencer og afdelingens behov.

Hvornår skal du starte?
Der er brug for dig fra den 1. december 2026 eller hurtigst muligt derefter.

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer – herunder Den Danske Dyrlægeforening.

Stillingerne er fuldtidsstillinger med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer ugentligt og med tjenestested i Vejen. Vi har mulighed for at tilbyde fast stilling eller vikariat på mindst et år.

Vi afholder samtaler den 20. og 22. oktober 2026 i Vejen.

Sådan ansøger du
Har du lyst til at arbejde med syn og certificering af dyr og et af de andre beskrevne områder, så vil vi glæde os til at modtage din ansøgning sammen med CV, kopi af eksamensbevis og andre relevante bilag via vores online rekrutteringssystem senest den 12. oktober 2026.

Vil du vide mere
Du er velkommen til at kontakte veterinærchef Signe Hvidt-Nielsen, 7227 5920, sektionsleder Kjartan Kjærsgaard, 7227 5705, sektionsleder Grethe M. Nielsen, tlf. 7227 5842 eller embedsdyrlæge og tillidsrepræsentant Marianne Møller, 3067 5948.

Du kan læse mere om at arbejde i Fødevarestyrelsen på www.fvst.dk/om-os/job

Det er en betingelse for ansættelsen, at du som led i din ansættelse, kan opnå gyldig arbejds- opholdstilladelse i Danmark inden tiltrædelse eller, at du kan opnå gyldigt opholdsdokument i Danmark ved ansættelse.

Fødevarestyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.