Vil du kombinere din sundhedsfaglighed med specialpædagogik? Bliv social- og sundhedsassistent på Grankoglen

Oprettet 13/11/2026 Region Midtjylland
AllingåbroFuldtidFastansættelse

På Grankoglen søger vi en social- og sundhedsassistent, som har lyst til at bringe sin sundhedsfaglighed i spil i det specialpædagogiske arbejde. Du er nysgerrig på det enkelte menneske og vil sammen med dine kolleger skabe en tryg og meningsfuld hverdag med fokus på borgernes sundhed, trivsel og udvikling.

Vi søger dig, der er nysgerrig og optaget af at forstå mennesket bag syndromet. Dig, der møder andre med respekt og anerkendelse, og som tror på, at udvikling skabes gennem relationer, tryghed og meningsfulde fællesskaber. 

Hos os er borgernes ønsker, håb og drømme udgangspunktet for indsatsen. Vi arbejder med afsæt i den enkeltes ressourcer og muligheder, og vi tror på, at selv små skridt kan være store fremskridt på vejen mod et mere selvstændigt liv. 

Du er meget velkommen til at søge, uanset om du er nyuddannet eller har mange års erfaring. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære, bidrage til fællesskabet og være med til at skabe de bedste rammer for borgerne. 

Om Grankoglen og SUA 

Grankoglen er Specialområde Udviklingshandicaps specialiserede tilbud til mennesker med Prader-Willi Syndrom. Vi har 3 afdelinger med plads til 22 borgere. I Specialområde Udviklingshandicap (SUA) er vores mission at skabe indsatser, som kan være trædesten i borgerens liv mod øget selvstændighed. Vi er en del af Socialområdet i Region Midtjylland – Danmarks største og mest specialiserede socialområde. 

Din dagligdag

Som social- og sundhedsassistent bliver du en del af den daglige specialpædagogiske praksis, hvor vi støtter borgerne i deres ønsker og behov samt følger dem tæt i dagsbeskæftigelse og andre gøremål i hverdagen. Vi arbejder helhedsorienteret og har mange sundhedsfaglige opgaver, indsatser og samarbejder. Du får særligt fokus på den sundhedsfaglige dokumentation, kontakt til sundhedssystemet, medicinhåndtering og understøttelse af den sundhedsfaglige indsats på afdelingen. Du vil blive en del af Grankoglens sundhedsnetværk og du vil blive klædt godt på til opgaverne. Bl.a. med tilpassede introduktionsvagter, gennem SUA’s fagpilotuddannelse og vores sygeplejerske vil understøtte din oplæring i hverdagen. 

Vi prioriterer:

  • At vi skaber meningsfulde sammenhænge med tydelige, systematiske rammer for borgerne – selvfølgelig med den enkeltes ønsker og behov i fokus 
  • At vi kommunikerer og dokumenterer i et refleksivt og etisk sprog 
  • At vi har et tæt, inddragende og anerkendende pårørendesamarbejde
  • At vi i vores læringskultur har fokus på psykologisk tryghed 
  • At vi kontinuerligt forbedrer vores forebyggende sundhedsfaglige og specialpædagogiske praksis 
  • At vi deltager aktivt i borgernes aktiviteter og indsatser

Vi tilbyder:

  • Fokus på høj faglighed og det gode arbejdsmiljø 
  • En grundig introduktionsperiode med oplæring, mentorforløb og introvagter efter behov 
  • Fleksibel arbejdstidsplanlægning med fokus på dine ønsker og præferencer også i forhold til weekend arbejde
  • Et uddannelsesforløb, som klæder dig på til arbejdet i en højtspecialiseret praksis  
  • Et godt kollegialt fællesskab med fokus på ordentlig, samarbejde og en stærk VI kultur 
  • En arbejdsplads med fokus på psykologisk tryghed, faglig udvikling og arbejdsglæde 

 

Løn- og ansættelsesforhold

Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer/ugen, og arbejdstiderne vil rumme både dag- og aftenvagter samt weekendvagter, som både kan ligge hver 2. 3. eller 4. weekend efter dit ønske. 

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og FOA. Stillingen er omfattet af reglerne for ny løn.

Du har kørekort og adgang til bil. Vi er en røgfri arbejdsplads.
Vi indhenter altid straffeattest og referencer inden tilbud om ansættelse.

Vi forventer at afholde samtaler d. 7. december.

Opstart den 1. februar 2027.

Yderligere oplysninger:

Hvis du vil høre mere om stillingen, kan du kontakte tilbudsleder Helle Vang på 61350507.

 

Læs mere om Grankoglen på www.sua.rm.dk/om-os/Grankoglen

Du kan læse mere om Prader-Willi Syndrom på: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/sjaeldne-sygdomme/sjaeldne-sygdomme/prader-willis-syndrom/

 

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.

Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse – Medarbejder.rm.dk