Vil du udvikle dig som kirurgisk sygeplejerske? Kirurgisk sengeafsnit, Regionshospitalet Horsens, søger sygeplejersker – både nyuddannede og erfarne.

Oprettet 02/11/2026 Region Midtjylland
HorsensFuldtidFastansættelse

Hos os får du mulighed for at opbygge en bred kirurgisk erfaring og udvikle dine sygeplejefaglige kompetencer inden for et speciale med stor variation og høj faglig kompleksitet. Vi behandler patienter med en bred vifte af sygdomme i mave-tarm-kanalen og varetager både akutte indlæggelser, planlagte operationer og kræftforløb. Det giver dig mulighed for at udvikle din sygepleje i flere retninger, både inden for den kirurgiske sygepleje, hvor behandlingsmulighederne løbende udvikler sig, og inden for palliation, som udgør en væsentlig del af vores arbejde.

Hos os bliver du ikke bare fortrolig med kirurgisk sygepleje – du udvikler et stærkt klinisk blik, høj faglig selvstændighed og kompetencer til at håndtere nogle af de mest komplekse patientforløb. Her er meget at lære og gode muligheder for faglig udvikling, uanset om du er ny i faget eller allerede har erfaring.

Et speciale med mange muligheder
Vi arbejder inden for både øvre og nedre kirurgi og modtager såvel akutte som planlagte patienter. Vi behandler blandt andet patienter med ileus, kræft og hernier, da vi har regionsfunktion inden for komplekse brokoperationer.

Som kirurgisk sygeplejerske hos os får du mulighed for at opbygge en solid og bred kirurgisk faglighed. Du lærer at varetage selvstændig sygepleje til patienter med komplekse og til tider kritiske sygdomsforløb, hvor dine kliniske observationer, vurderinger og handlinger har stor betydning for patientens behandling og videre forløb. Det kirurgiske speciale stiller særlige krav til din evne til at observere, analysere og reagere hurtigt på ændringer i patientens tilstand. Du får derfor opbygget stærke kompetencer inden for klinisk beslutningstagning, instrumentel sygepleje og håndtering af akutte og komplekse postoperative forløb.

Det særlige ved kirurgisk sygepleje er den store selvstændighed og det kliniske ansvar, der følger med. Mens lægerne varetager de operative funktioner, er det i høj grad sygeplejersken, der er tæt på patienten og følger udviklingen i patientens tilstand. Du bliver derfor en central del af patientens behandlingsforløb, hvor du med din faglighed skal kunne identificere komplikationer, forebygge forværring og handle rettidigt. Det er en sygeplejeform, der udvikler dit kliniske blik og din evne til at tage selvstændigt ansvar, og som giver dig et stærkt fundament som kirurgisk sygeplejerske.

En stor del af vores patienter har kræft og vi varetager komplekse patientforløb, der strækker sig fra udredning og kirurgisk behandling til efterbehandling, tilbagefald og palliation. Patienterne kan have omfattende behandlingsforløb, flere samtidige problemstillinger og behov for både specialiseret sygepleje og tæt tværfaglig koordinering. Flere af vores patienter har desuden åben kontakt til afdelingen, hvilket giver os en vigtig rolle i at skabe kontinuitet, tilgængelighed og tryghed gennem hele sygdomsforløbet.

Palliation er derfor en væsentlig del af vores sygepleje. Du får erfaring med kompleks symptomlindring, støtte til patienter og pårørende og sygepleje, hvor det kræver både høj faglighed og menneskelig indsigt at skabe de bedst mulige rammer for patienten. Det handler om at lindre, bevare værdighed og sikre livskvalitet også når målet med behandlingen ændrer sig.

Samtidig er der gode muligheder for at udvikle sig personligt og fagligt på tværs af afdelingens funktioner. Ud over sengeafdelingen har vi vores kirurgiske klinik og en funktion som kirurgisk stamsygeplejerske i Forberedelse og Opvågning, som er en del af opvågningsafsnittet. Her modtages patienter i forbindelse med deres operation. Det giver mulighed for at arbejde på tværs af funktioner og få indblik i hele patientforløbet, fra undersøgelse og forberedelse til operation, indlæggelse og udskrivelse. Samtidig skaber det en varieret arbejdsdag med forskellige opgaver, patientkontakter og faglige udfordringer.

Du bliver ikke overladt til dig selv
Vi tilpasser din introduktion til din erfaring og dine individuelle behov. Du får et struktureret introduktionsforløb med en mentor og god tid til at lære både afdelingen, kollegerne og specialet at kende. I den første periode følger du din mentor og introduktionssygeplejerske og er uden for normeringen, så du får de bedste forudsætninger for at opbygge tryghed og blive fortrolig med dine nye arbejdsopgaver.

Vi hjælper hinanden i hverdagen og lægger vægt på en åben og ærlig omgangstone, hvor der er plads til spørgsmål, sparring og faglige drøftelser. Vi har et stærkt socialt fællesskab, som betyder meget for os, og vi gør os umage for at tage godt imod både nye kolleger og studerende. Vi tror på, at et godt arbejdsmiljø og et stærkt kollegialt fællesskab er vigtige forudsætninger for høj faglighed og god patientpleje.

Stillingen kort fortalt

  • 8-10 vagter, enten aften- eller nattevagter, fordelt over seks uger.
  • Weekendvagt gennemsnitligt hver tredje weekend med 8-timers vagter.
  • Mulighed for indflydelse på egen vagtplan gennem ønsker i MinPlan.

Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Ansættelse er betinget af tilfredsstillende børneattest og gyldig autorisation.

Har du lyst til at vide mere?
Du er meget velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak eller et besøg i afdelingen. Vi fortæller gerne mere om vores speciale, hverdagen og de muligheder, der venter dig hos os.

Oversygeplejerske Joanna Seier Frederiksen – 78 42 62 79 – Joanfr@rm.dk
Oversygeplejerske Caroline Riis Mågård – 78 42 62 74 – caromaag@rm.dk

Tillidsrepræsentanter: Mirjam Bliddal Jørgensen – MIRJJO@rm.dk og Iris Pétursdóttir – IRPETU@rm.dk

For små glimt fra vores hverdag kan du besøge vores profil på Instagram: kirurgiogkvindesygdomme_rhh

Arbejdssted: Regionshospitalet, Kirurgi
Tiltrædelse: Efter aftale
Ansøgningsfrist: 13.12.26
Ansættelsessamtale: Forventes afholdt løbende, senest ultimo december
Jobtype: Fast stilling

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse – Medarbejder.rm.dk