Vil du være vores sygefraværskonsulent som understøtter vores arbejdspladser i arbejdet med nærvær, trivsel og sygefravær?
- Virksomhed
- Hvidovre Kommune, Center for Økonomi og Personale
- Postnummer
- 2650 Hvidovre
- Ansøgningsfrist
- 09. oktober 2026
- Kontaktperson
- Julie Myhre
- Telefon
- 50844011
Har du erfaring med at understøtte arbejdspladser i at skabe resultater i arbejdet med nærvær og sygefravær? Så er det måske dig, vi står og mangler i Hvidovre Kommune Ingen ønsker at være syge, og derfor arbejder vi målrettet med at forebygge og reducere sygefraværet blandt kommunens ansatte. Et højt nærvær bidrager til bedre trivsel for medarbejderne, mindre belastning for kollegerne og større kontinuitet for borgerne. Som sygefraværskonsulent får du en central rolle i at omsætte disse ambitioner til praksis.
Om stillingen Dine primære opgaver bliver at koordinere og drive sygefraværsindsatsen sammen med ledere og medarbejdere. Desuden kommer du til at samarbejde med mange forskellige arbejdspladser bl.a. inden for skole-, dagtilbuds- og ældreområdet. Derfor er det vigtigt, at du involverer og engagerer organisationen.
Din rolle bliver blandt andet at:
- Du hjælper arbejdspladserne med at identificere mønstre i fraværet og omsætter viden og data til konkrete indsatser. Du bliver en vigtig sparringspartner for ledere i forhold til at skabe en kultur, hvor tidlig dialog, klare forventninger og fælles ansvar bidrager til både nærvær og trivsel.
- Du er koordinator for indsatsen, men flere kolleger fra teamet vil bidrage aktivt i arbejdet. Derfor er det vigtigt, at du trives med at skabe relationer, facilitere processer og samarbejde om fælles løsninger.
- Du hjælper med at øge kendskabet til kommunens sygefraværspolitik og bidrage til at skabe kulturændringer, som understøtter en fælles, professionel og systematisk praksis på tværs af organisationen.
- Du bidrager også til HR-funktionens interne praksisudvikling, så HR står som et samlet tilbud.
Du skal være indstillet på, at stillingens indhold ændrer sig i takt med, at organisationens behov udvikler sig og vi gør os nye erfaringer. Om afdelingen Du bliver en del af en HR-afdeling, der består af tre teams, og er en del af Center for Økonomi og Personale, hvor der er i alt ca. 70 medarbejdere. Du får organisatorisk tilhørsforhold i Udviklings- og Arbejdsmiljøteamet, med et stærkt bånd til HR-jura.
Vi arbejder i et storrumskontor, hvor vi har et godt kollegialt fællesskab præget af høj faglighed, hjælpsomhed og godt humør. Vi er gode til at sparre med hinanden og vægter faglig videndeling og arbejdsglæde.
Din profil Vi søger en konsulent med analytisk blik og stærke relationelle kompetencer, der ønsker at indgå i et fagligt stærkt team.
Vi forestiller os, at du har erfaring med at analysere sygefraværsdata og formidle resultaterne til forskellige målgrupper. Du evner både at arbejde databaseret og skabe tillidsfulde samarbejder med ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere.
Du trives med at facilitere dialoger og skabe engagement omkring komplekse problemstillinger. Du lykkes, fordi du arbejder konsultativt og kommunikerer stærkt både skriftligt og mundtligt.
Du får stor indflydelse på et højt prioriteret område, hvor din indsats har stor betydning for hverdagen på den enkelte arbejdsplads.
Derudover håber vi, at du:
- Har forståelse for samspillet mellem drift, arbejdsmiljø og ledelse.
- Er god til at skabe overblik og holde momentum i længerevarende indsatser.
- Er nysgerrig, vedholdende og motiveres af at skabe resultater sammen med andre.
- Kan navigere i krydsfeltet mellem analyse, procesfacilitering og rådgivning.
Dine arbejdsområder:
- Bearbejde, analysere og formidle sygefraværsdata.
- Udvikling og implementering af indsatser på arbejdspladsniveau i samarbejde med den lokale ledelse, arbejdspladsens medarbejdere og teamets øvrige kolleger.
- Gennemgang, revidering og udvikling af skabeloner og vejledninger.
- Undervisning og vejledning i bl.a. sygefraværsdata, dialogværktøjer og håndtering af sygefravær.
- Understøtte udviklingen af en fælles og ensartet praksis for sygefraværshåndtering i kommunen.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en fast stilling på 37 timer om ugen med tiltrædelse den 1. december 2026.
Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst, afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation og efter principperne i Ny Løn.
Hvis du vil vide mere Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Teamleder for Udvikling- og arbejdsmiljø Julie Myhre på tlf.: 5084 4011
Rekrutteringsprocessen Ansøgningsfristen er den 9. oktober 2026.
Der afholdes samtaler den 19. oktober 2026.
Hvis du kommer i betragtning til stillingen, vil der med dit samtykke blive indhentet reference(r) fra tidligere arbejdsgiver(e).