DMI, Kort og Grunddata søger enhedsleder til applikationsteam
- Virksomhed
- Klimadatastyrelsen
- Postnummer
- 2100 København Ø
- Ansøgningsfrist
- 16. oktober 2026
- Kontaktperson
- Hanne Andersen
- hamaa@kds.dk
- Telefon
- 2162 5821
Brænder du for at arbejde med ledelse af it-udvikling, der sikrer menneskeliv og materielle værdier samt understøtter den grønne omstilling i samfundet? Så vil jobbet som enhedsleder for fagapplikationen Ninjo samt Radar- og Satellitdataløsningerne i Centeret for IT-styring, Data og Applikationer, være noget for dig!
Om jobbet Som enhedsleder for Ninjo, Radar- og Satellitdata indgår du i Centerets samlede ledelsesteam står i dagligdagen i spidsen for Applikationen Ninjo samt Radar- og Satellitdata. Dine opgaver vil bl.a. bestå af:
- Understøtte drift og udvikling af fagapplikationen Ninjo til DMI, Kort og Grunddatas meteorologer
- Understøtte drift og udvikling af radar- og satellitløsninger
- Ledelse af enheden med ca. 14 kollegaer
- Administrativt ledelsesarbejde
Både din og medarbejderes opgaveløsning sker i tæt samarbejde med resten af organisationen. For at lykkedes i jobbet skal du kunne etablere stærke relationer til andre enhedsledere hos DMI, Kort og Grunddata og nyde samarbejdet med dem.
Om dig Du har erfaring med løsning af ledelsesopgaver enten gennem faglig ledelse eller personaleledelse. Du er god til formidling af teknisk indhold til målgrupper med forskellige forudsætninger. Du er kommunikerende og åben omkring dit arbejde og tager ansvar for, at relevante interessenter er inddraget i processen. Du er god til at forstå behov og til at rammesætte arbejdsopgaver på baggrund af behov. Du tager ansvar for afdelingens samlede arbejde og byder ind med din ekspertise og gode energi i det tværfaglige arbejde.
Vi forventer, at du har:
- en relevant uddannelse, fx som cand.polyt, cand.scient i datalogi eller cand.it eller anden relevant og praktisk erfaring
- erfaring med faglig ledelse af it-udvikling
- erfaring med at styre, stille krav og følge op på it-udvikling
- relevant certificering i agile udviklingsmetoder, fx SAFe, Scrum eller PRINCE2 Agile
- har stærke samarbejdsevner og formår at se en sag fra flere sider
- kan motivere dine medarbejdere og formår at levere det gode resultat gennem andre
- kan ”skære en sag” og få det væsentlige frem i selv komplekse sager
- har en god procesforståelse og kan støtte dine medarbejdere i processerne
Det er en fordel, hvis du har:
- erfaring med Jira og Confluence
- indsigt i meteorologiske data og kendskab til GPS data
Du skal kunne arbejde både selvstændigt og som holdspiller, og du skal kunne begå dig på dansk og engelsk.
Om DMI, Kort og Grunddata DMI, Kort og Grunddata er en del af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Vi bliver en ny sammenlagt styrelse pr. 1. december 2026 bestående af DMI og Klimadatastyrelsen. Vi leverer viden, data og digitale løsninger, der understøtter et trygt, grønt og velfungerende Danmark.
Vi omsætter forskning, observationer og data om vejr, klima, geografi og samfund til viden, som kan bruges til at træffe beslutninger og vores arbejde skaber grundlag for klimatilpasninger, grøn omstilling, beredskab og en effektiv offentlig sektor.
Vi udvikler og stiller data samt løsninger til rådighed for myndigheder, virksomheder, forskere og borgere. Gennem stærke fagligheder, teknologi og samarbejde skaber vi sammenhængende løsninger på nogle af samfundets vigtigste udfordringer.
Vi er beliggende på Østerbro i København. Her er højt til loftet, god kantineordning, kort afstand til S-tog, metro og busser samt gode parkeringsforhold – både til bilen og cyklen.
Løn- og ansættelsesvilkår Du bliver ansat som chefkonsulent med personaleansvar i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og akademikere i staten med mulighed for forhandling af tillæg. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner. Stillingen er til besættelse 1. december 2026.
Ansøgning Send din motiverede ansøgning, CV, eksamensbevis og evt. andre relevante bilag, så vi har det senest fredag d. 16. oktober 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Hanne Andersen på tlf. 2162 5821. Vi forventer at afholde samtaler i uge 43 og 44. En eventuel samtale kan tage udgangspunkt i en konkret opgave.
For at søge stillingen skal du klikke på linket “Søg stillingen,” og følge instruktionerne.