Jurist til Personalejuridisk Team – med fokus på skoleområdet
- Virksomhed
- Kommunaldirektør
- Postnummer
- 8900 Randers C
- Ansøgningsfrist
- 23. oktober 2026
- Kontaktperson
- Steen Nielsen
- Telefon
- 20 11 98 31
Vil du bruge din juridiske faglighed tæt på ledere og medarbejdere i en organisation, hvor dine råd gør en konkret forskel? Og har du lyst til at arbejde med personalejura i et komplekst og meningsfuldt område, hvor hver sag handler om mennesker, ledelse og udvikling?
Randers Kommunes personalejuridiske team søger en jurist til en deltidsstilling på 20 timer om ugen. Du får en central rolle i at understøtte skoleområdet i Børn og Skoleforvaltningen og kommer til at arbejde tæt sammen med skoleledere, afdelingsledere og skolechefen.
Du bliver en vigtig sparringspartner for ledelsen og får mulighed for at følge de personalejuridiske processer hele vejen fra den første rådgivning til den endelige opfølgning. Stillingen er for dig, der trives med både juridisk fordybelse, tæt dialog og rådgivning, der kan omsættes til handling i praksis.
Velkommen i et stærkt og inkluderende team
Som personalejurist understøtter du skoleområdet inden for personalejura – fra a til z.
Du bliver en del af Personalejuridisk Team, som består af fire personalejurister og to studentermedhjælpere, og refererer til lederen af Personalejuridisk Team. Teamet er en del af Personale og HR, som også omfatter HR-teams og lønkonsulenter.
Vi lægger vægt på vidensdeling og sparring – både internt i teamet og med vores nære samarbejdspartnere. Vi arbejder procesorienteret og holder blandt andet ugentlige møder, hvor opgaverne fordeles i fællesskab. Du får derfor indflydelse på dine opgaver og ansvarsområder og mulighed for at trække på teamets samlede faglighed.
Dine opgaver
Du får en alsidig rolle med juridiske opgaver, der alle knytter sig til skoleområdet. Dine primære opgaver bliver at:
- Rådgive og vejlede skole- og afdelingsledere om personalejura, personalesager og ansættelser – fra start til slut og tæt på den daglige ledelsespraksis.
- Understøtte lederne i konkrete og komplekse personalesager, herunder disciplinærsager og sygefraværssamtaler, samt følge op og debriefe efter vanskelige sager.
- Facilitere sparring og læring, så lederne styrkes i deres egen håndtering af personalejuridiske problemstillinger.
- Bidrage til introduktion og kompetenceudvikling af nyansatte ledere samt SFO-ledere, pædagogfaglige ledere og afdelingsledere.
- Optimere processer og aftaler inden for personalejura, personalesager og ansættelser samt løse øvrige opgaver på skoleområdet, herunder arbejde med forhåndsaftaler og samarbejde med de faglige organisationer.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et spændende og udfordrende job med afvekslende arbejdsopgaver og gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Der er rig mulighed for at sætte præg på eget arbejdsområde i en dagligdag med frihed under ansvar og stærk ledelsesopbakning.
Du bliver en del af et travlt, men stærkt fagligt miljø med engagerede, hjælpsomme og dygtige kolleger, der brænder for personalejuridiske opgaver og for at gøre en forskel for organisationen. Vi lægger stor vægt på et godt arbejdsmiljø, hvor der også er plads til at have det sjovt sammen.
Mange spørgsmål og henvendelser bliver løst hen over skrivebordene i vores fælles kontor, hvor du får mulighed for at bidrage med dine tanker og synspunkter på forskellige personalejuridiske problemstillinger.
Vi søger dig, der
- er uddannet cand.jur eller cand.merc.jur. og har erfaring med personalejura
- har solid erfaring fra en kommune eller en anden offentlig organisation
- har et godt kendskab til skoleområdet
- har erfaring med at sparre med ledere
- er stærk i både mundtlig og skriftlig kommunikation
- kan omsætte kompleks jura til klar og anvendelig rådgivning
Vi forestiller os desuden, at du:
- arbejder selvstændigt og trives som en del af et team
- trives både ved skrivebordet og tæt på organisationen
- begår dig naturligt på alle niveauer i en stor offentlig organisation
- kommunikerer klart, ligeværdigt og empatisk.
Med andre ord søger vi en jurist, der kan skabe tillid og gode relationer til ledere og samarbejdspartnere.
Praktisk information
- Stillingen er på 20 timer om ugen.
- Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem KL og AC.
- Ansøgningsfristen er den 23. oktober 2026.
- Tiltrædelse hurtigst muligt eller senest 1. januar 2027.
- 1. ansættelsessamtale afholdes den 28 oktober 2026. Rekrutteringsprocessen består som udgangspunkt af én samtale. For kandidater, der går videre i processen, kan der blive tale om en anden samtale. Mellem første og eventuel anden samtale gennemføres en personprofil med efterfølgende tilbagemelding og dialog.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Personalejuridisk Team, Steen Nielsen, på steen.nielsen@randers.dk eller telefon 20 11 98 31.