Praksisnær afdelingsleder med ansvar for inkluderende børnefællesskaber
- Virksomhed
- Solrød Kommune
- Postnummer
- 2680 Solrød Strand
- Ansøgningsfrist
- 19. oktober 2026
- Kontaktperson
- Henriette Knudsen
- Telefon
- 5618 2980
Praksisnær afdelingsleder med ansvar for inkluderende børnefællesskaber
Brænder du for at skabe stærke børnefællesskaber, hvor flere børn kan deltage og lykkes? Og motiveres du af at være tæt på den pædagogiske praksis og sikre, at faglige indsatser bliver omsat til handling og fulgt til dørs?
Så kan du være vores nye afdelingsleder i Blomsten Vuggestue og Børnehave.
Vi søger en proaktiv og praksisnær afdelingsleder, som får et særligt ansvar for at drive og udvikle vores arbejde som vækstinstitution og koordinere indsatserne omkring børn i udsatte positioner.
Du bliver en del af Blomstens ledelsesteam og får en vigtig rolle i at skabe sammenhæng og fremdrift i det pædagogiske arbejde – tæt på børn, medarbejdere, forældre og samarbejdspartnere.
Et ledelsesteam med fælles ansvar
Vi udvikler vores ledelsesorganisering fra en traditionel opdeling mellem vuggestue og børnehave til en mere fællesskabsorienteret ledelse, hvor vi deler arbejdsopgaverne mellem os.
Den anden afdelingsleder har særligt fokus på vagtplanlægning og personaleadministration. Dit fokus bliver den faglige ledelse af arbejdet med inkluderende børnefællesskaber og børn i udsatte positioner.
Om Blomsten
Blomsten er en integreret vuggestue og børnehave med anerkendelse og bæredygtighed som centrale elementer i vores pædagogiske profil.
Vi arbejder ud fra den positive hensigt og er nysgerrige på, hvad der ligger bag børn og voksnes handlinger.
Vi arbejder ud fra Solrød Kommunes Børne- og ungepolitik: Børn og unge gør det bedste, de kan. Når et barn har svært ved at deltage, undersøger vi både barnets behov og de relationer, rammer og læringsmiljøer, barnet er en del af.
Blomsten er vækstinstitution og har to vækstpladser, som børn visiteres til. Vi har ekstra ressourcer til at udvikle rammer, relationer og læringsmiljøer, som giver børnene reelle deltagelsesmuligheder.
Hele personalegruppen er i gang med kompetenceudvikling med fokus på inkluderende pædagogik og arbejdet som vækstinstitution. Som vores nye afdelingsleder skal du bidrage til den faglige retning og sikre, at den nye viden bliver afprøvet og forankret i praksis.
Faglig ledelse tæt på praksis
Hos os foregår faglig ledelse ikke kun bag et skrivebord. Du skal derfor være synlig i hverdagen og tæt på børnene, medarbejderne og den pædagogiske praksis. Du får blandt andet ansvaret for at:
- samarbejde med medarbejderne om at skabe en hverdag med høj kvalitet (vi anvender KIDS)
- vejlede og sparre med medarbejderne og sikre, at indsatserne skaber den ønskede udvikling
- koordinere indsatser og skabe tydelighed om mål for børn, der har behov for en særlig indsats.
- understøtte udviklingen af inkluderende børnefællesskaber
Som afdelingsleder er du selvtilrettelæggende på arbejdstid i samarbejde med den anden afdelingsleder, for på den måde at sikre en god balance mellem deltagelse i praksis og tid til udførsel af de administrative opgaver. Vi forestiller os, at du gennemsnitligt bruger omkring 10 timer om ugen til administrative opgaver.
Forældresamarbejde og tværfaglighed
Det tværfaglige samarbejde er en integreret del af opgaven. Du skal kunne vurdere, hvornår institutionens egne pædagogiske handlemuligheder skal suppleres med viden fra PPR eller pædagogiske vejledere.
Du skal kunne lede møder omkring børnene, samle forskellige perspektiver og omsætte rådgivning til konkrete handlinger. Samtidig skal du kunne gennemføre de nødvendige forældresamtaler tydeligt, respektfuldt og med mod. Nogle gange skal du også kunne stå i svære samtaler. Her er det vigtigt, at du kan bevare roen og retningen og samtidig være nysgerrig på den andens perspektiv.
Det bringer du med dig som vores nye afdelingsleder:
Du har blik for både det enkelte barn og den større sammenhæng og møder børn, forældre og kollegaer åbent og imødekommende. Du tager initiativ, når du ser et behov, og følger opgaver og indsatser til dørs. Samtidig kan du bevare ro og overblik, når situationer er komplekse, eller du møder modstand.
- Vi forestiller os, at du: er uddannet pædagog eller har en anden relevant pædagogisk uddannelse
- har erfaring fra dagtilbudsområdet
- har viden om børn i udsatte positioner, inklusion og særlige indsatser
- har erfaring med og mod til faglig ledelse af medarbejderne
- arbejder systematisk og følger komplekse forløb til dørs
- står stærkt i forældresamarbejdet og det tværfaglige samarbejde
- kan omsætte Solrød Kommunes børnesyn og ledelsesgrundlag til praksis
- bidrager aktivt til et tæt og forpligtende ledelsessamarbejde.
Din ledelse skal bygge på Solrød Kommunes ledelsesgrundlag: ordentlighed, tillid, mod og nysgerrighed.
Det er en fordel, hvis du har en lederuddannelse eller relevant efteruddannelse inden for eksempelvis specialpædagogik, inklusion, vejledning eller pædagogisk ledelse.
Derfor skal du vælge Blomsten
Hos os får du et meningsfuldt fagligt ansvarsområde og mulighed for at udvikle og sætte dit præg på vores arbejde som vækstinstitution. Du får et tydeligt handlerum og ansvar for at drive arbejdet fremad., samtidig med at du bliver en del af et ledelsesfællesskab, hvor vi deler ansvaret, bruger hinandens perspektiver og sammen skaber de bedste rammer for børn og medarbejdere i Blomsten.
Vi vil glæde os til at byde dig velkommen hos os, så vi sammen kan være med til at udvikle vores pædagogiske praksis.
Praktiske oplysninger
Stillingen er på 37 timer om ugen med forventet tiltrædelse snarest muligt. Du bliver ansat efter gældende overenskomst, og aflønnes efter relevant erfaring og kvalifikationer. Løn 41.800 kr. ekskl. pension.
Har du spørgsmål eller lyst til at besøge Blomsten, er du velkommen til at kontakte dagtilbudsleder Henriette Knudsen på telefon 23 23 95 30 eller hkn@solrod.dk.
Ansøgningsfristen er den 15. oktober 2026, og vi forventer at afholde 1.samtale torsdag i uge 43, og 2. samtale onsdag uge 44. Mellem 1. og 2. samtale vil du skulle udfylde en personanalyse, som du vil få en personlig tilbagemelding på tirsdag i uge 44.
Vi glæder os til at høre fra dig.
I Solrød Kommune gør vi en forskel sammen med borgerne. Vi arbejder for at virkeliggøre byrådets vision om, at Solrød skal være det bedste sted at leve og bo. Som arbejdsplads er vi et fællesskab, hvor vi løfter opgaverne på tværs af institutioner og afdelinger, og hvor du som medarbejder er en vigtig medspiller. Vi er i bevægelse og har hele tiden fokus på at lære og blive bedre. Vi tager ansvar for at løse opgaverne med blik for helheden, og du har som medarbejder indflydelse på løsningen af opgaverne og på din arbejdsplads.