Projektkoordinator til Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier

Oprettet 28/09/2026 KU - HUM - TORS
København KFuldtidFastansættelse

Har du indsigt i KU’s European University alliance 4EU+, Erasmus Mundus rammeværket, småfag i Danmark og Europa og praksisintegration i uddannelser? Har du indblik i at facilitere samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner på tværs af landegrænser – og mellem uddannelsesinstitutioner og eksterne aktører? Er du god til projektstyring, afrapportering, projektkoordinering, strategisk arbejde og netværksopbygning? Vil du gerne arbejde i et dedikeret, engageret og travlt humanistisk uddannelsesmiljø? Så er stillingen som projektkoordinator hos os måske noget for dig.

I din stilling vil du dels begå dig i institutstaben på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, dels i regi af universitetsalliancen 4EU+, hvor du vil blive koblet med kollegaer i koncernenheden International Uddannelse. I begge sammenhænge vil du have en række opgaver og ansvarsområder, der samlet set giver en dynamisk og sammensat opgaveportefølje.

Stillingen har den strategiske udvikling og integration af universitetssamarbejde i Danmark og Europa som omdrejningspunkt. Dine opgaver vil bestå i at understøtte udviklingen af strategisk samarbejde i regi af 4EU+ alliancen, samt at understøtte udviklingen af en fælles international kandidatuddannelse, som er funderet på instituttet. Med din position i institutstaben vil du desuden understøtte ledelsen i at drive samarbejde med eksterne aktører og med andre strategiske initiativer.

Du skal særligt have fokus på:

  • Udvikling af samarbejde mellem KU og 4EU+ partneruniversiteter, i implementering af et kommende EU-projekt.
  • Bidrage til udviklingen af en fælles bacheloruddannelse i Sustainability Transitions i 4EU+-regi.
  • Afsøge brugbarheden af det nye EU-tiltag om European Degree Label for KU og 4EU+-partnere.
  • Koordinere og rapportere alliancens arbejde med globalt udsyn og science diplomacy.
  • Bidrage til strategisk samarbejde om småfag på et europæisk niveau.
  • Samarbejde med forskere og undervisere på Mellemøstens sprog og samfund om udviklingen af en fælles international kandidatuddannelse i samarbejde med et internationalt konsortium af universiteter.
  • Koordinere og udvikle instituttets tiltag med praksisinddragelse i uddannelse.
  • Ledelsesunderstøttelse og -betjening af ovenstående initiativer.
  • Overordnet ansvar for instituttets strategi og kommunikation på sociale medier.

Om dig

Som fuldmægtig har du en relevant, akademisk uddannelsesbaggrund og er en struktureret, engageret medarbejder med gode engelskkundskaber såvel mundtligt som skriftligt. Du har interesse for udvikling af uddannelse og internationalt samarbejde, og du er opsøgende, når der skal koordineres nye tiltag på tværs af komplekse organisationer, nationalt og internationalt. Vi forventer, at du er god til at arbejde selvstændigt, har et godt humør og kan bevare overblikket, når der er travlt. Herudover er du god til kommunikation, også på sociale medier.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til strategisk uddannelsessamarbejde, uddannelsesudvikling, samt samarbejdet mellem universiteter og mellem universiteter og eksterne interessenter. Desuden brænder du for projektkoordinering og motiveres af at skabe resultater, og har lyst til at understøtte EU projekterne på instituttet i tæt samarbejde med dine administrative kolleger, forskere og ledelse.

Vores arbejdsplads
Københavns Universitet giver sine knap 10.000 medarbejdere muligheder for at udnytte deres talent fuldt ud i et ambitiøst, uformelt miljø. Vi sikrer traditionsrige og moderne rammer om uddannelser og fri forskning på højt internationalt niveau. Vi søger svar og løsninger på fælles problemer og gør ny viden tilgængelig og nyttig for andre.

Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier dækker studiet af kultur, religion, sprog og samfund, historisk og i dag og er kendetegnet ved instituttets mange såkaldte småfag. ToRS omfatter uddannelses- og forskningsaktiviteter inden for sprogbaserede regionale studier, særligt uden for den vestlige verden, samt tematisk orienterede studier, herunder religion, minoritetsstudier og komparative kulturstudier. Instituttet har ca. 800 studerende og ca. 100 ansatte forskere og undervisere, herunder Ph.d.-stipendiater og postdocs.

Se mere på https://tors.ku.dk/

Vi er en lille stab, forankret på instituttet. Vi har en uhøjtidelig omgangstone med plads til forskellighed, og mener, at det skal være rart at gå på arbejde.

Ansættelsesforhold

Der er tale om en fast stilling, med en ugentlig arbejdstid er gennemsnitligt 37 timer. Tiltrædelse 1. november 2026 eller hurtigst muligt. Ansættelse sker som fuldmægtig i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten. Aflønning i henhold til AC-overenskomst er anciennitetsbestemt. Der vil være mulighed for indplacering eller forhandling af tillæg efter kvalifikationer.

Spørgsmål til stillingen kan rettes til administrationschef Eva Maria Christiansen på tlf. 93 56 35 44 eller e-mail emc@hum.ku.dk.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning via Jobportalen (tryk på linket “SØG STILLINGEN” nederst i opslaget), senest 12. oktober 2026.