Teamleder med personaleansvar til Miljøstyrelsens grundvandskortlægning
- Virksomhed
- Miljøstyrelsen Nordjylland
- Postnummer
- 9220 Aalborg Øst
- Ansøgningsfrist
- 26. oktober 2026
- Kontaktperson
- Jesper Hannibalsen
- jehan@mst.dk
- Telefon
- 93588219
Kan du skabe retning, fremdrift og trivsel i et stærkt fagligt team? Motiveres du af personaleledelse, driftsstyring og af at omsætte faglighed til konkrete resultater? Og vil du være med til at sikre et stærkt grundlag for beskyttelsen af Danmarks grundvand og drikkevandsressource? Så er du måske vores nye teamleder i Miljøstyrelsens Kontor for Grundvand i Aalborg.
Om kontoret
Grundvand er en af Danmarks vigtigste naturressourcer. I Kontor for Grundvand arbejder vi med grundvandskortlægning, så vi ved, hvor grundvandet findes, hvordan det bevæger sig, og hvor sårbart det er. Den viden er afgørende for den målrettede beskyttelse af vores drikkevandsressource.
Vi arbejder tværfagligt og i tæt samarbejde med blandt andre GEUS, kommuner, regioner, vandforsyninger og eksterne rådgivere. Det kræver både stærke faglige kompetencer og evnen til at samarbejde og koordinere på tværs.
Team Grundvandskortlægning består af cirka 15 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde, blandt andet geologer, ingeniører og geografer. Teamet arbejder med grundvandskortlægningsprojekter inden for blandt andet geologi, geofysik, hydrologi, geokemi og projektledelse.
Om jobbet
Som teamleder får du en central rolle i at skabe gode rammer for medarbejderne og sikre, at teamets faglighed omsættes til effektive, robuste og rettidige leverancer. Din opgave er at skabe retning, overblik og fremdrift i teamets samlede opgaveportefølje og sikre høj kvalitet inden for de aftalte rammer.
Du får ansvar for driftsstyring, herunder at:
- Planlægge og prioritere opgaver, projekter, ressourcer og kapacitet.
- Følge op på mål, prognoser, produktion og timeforbrug.
- Sikre kvalitet, fremdrift og stabile leverancer.
- Identificere flaskehalse og muligheder for at forbedre arbejdsgange.
- Omsætte data og erfaringer til bedre og mere effektiv opgaveløsning.
Som personaleleder er du tæt på medarbejderne i hverdagen. Du understøtter trivsel og udvikling gennem løbende dialog, sparring og 1:1-samtaler og står blandt andet for PULS og opfølgning på udviklingsplaner. Du skal skabe et miljø, hvor medarbejderne kan bruge og udvikle deres faglighed.
Du arbejder tæt sammen med kontorchefen og den anden teamleder i kontoret og bidrager til at omsætte faglige standarder og strategiske beslutninger til praksis.
Om dig
Du har en relevant kandidatuddannelse og motiveres af at lede mennesker og skabe gode rammer for, at et stærkt fagligt team kan lykkes. Du behøver ikke være specialist i grundvandskortlægning. Kendskab til området er en fordel, men vigtigst er dine ledelsesmæssige, organisatoriske og styringsmæssige kompetencer.
Vi lægger vægt på, at du:
- Kan skabe struktur, prioritere og sikre fremdrift i en kompleks opgaveportefølje.
- Kan balancere hensynet til medarbejdere, faglighed, drift og leverancer.
- Kan omsætte mål og strategier til konkret praksis og myndighedshandlinger.
- Trives i krydsfeltet mellem faglighed, administration og politik.
- Kan navigere sikkert i en offentlig myndighedsorganisation; erfaring fra embedsværket er en fordel, men ikke et krav.
- Er stærk i relationer, interessentinddragelse og tværgående samarbejde.
- Kommunikerer klart og kan skabe forståelse og følgeskab omkring fælles mål.
- Er nysgerrig på IT og digitale løsninger, der kan understøtte og effektivisere opgaveløsningen.
- Er en nærværende, tydelig og udviklende leder, der giver retning, sparring og konstruktiv feedback.
Vi tilbyder dig
En spændende lederstilling med mulighed for at stå i spidsen for et fagligt stærkt team og bidrage til en vigtig samfundsopgave: at sikre et stærkt fagligt grundlag for beskyttelsen af Danmarks grundvand og drikkevandsressource.
Du bliver en del af en arbejdsplads med høj faglighed, fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde. Vi har flextid og er en pendlervenlig arbejdsplads. Hverdagen er præget af faglig fordybelse, videndeling og samarbejde – kombineret med humor, fællesskab og den uformelle snak over kaffen.
Kontor for Grundvand består af to teams. Ud over Grundvandskortlægning arbejder teamet Grundvand & Data blandt andet med opgaver, der understøtter grundvandskortlægningen.
Du kan læse mere om grundvandskortlægningen på Miljøstyrelsens hjemmeside: www.mst.dk/gko
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten).
Ansættelse sker varigt som chefkonsulent med personaleledelse med grundløn efter overenskomsten samt tillæg. For denne stilling udgør den forventede samlede løn 67.394 – 74.614 kr. pr. måned inkl. pension (august 2026 niveau) ved fuldtidsansættelse, afhængigt af dokumenterede kvalifikationer og erfaring.
Tjenestestedet vil være i Aalborg, Niels Bohrs Vej 30, 9220 Aalborg Øst.
Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte kontorchef Jesper Hannibalsen på tlf. 9358 8219.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbevis m.m. senest den 26. oktober 2026.
Første samtale afholdes uge 45 2026, anden samtale afholdes uge 46 2026. Kandidater, der går videre til anden samtale, skal imellem første og anden samtale være indstillet på at gennemføre test, der omfatter en personlighedsanalyse og kognitiv test, ligesom der i forbindelse med anden samtale også vil være en case, man skal løse.
Forventet tiltrædelse 1. januar 2027 eller efter aftale.