Vil du være med til at koordinere patientforløb i Afdeling for Kræftbehandling, Klinik for Brystkræft?
- Virksomhed
- Rigshospitalet
- Adresse
- Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
- Ansøgningsfrist
- 09. november 2026
- Kontaktperson
- Mie Kroll
- mie.kroll@regionh.dk
- Telefon
- 35458059
Er du lægesekretær, sundhedsadministrativ koordinator – eller har du en klinisk baggrund som sygeplejerske eller SOSU og lyst til en mere administrativ og koordinerende rolle?
Vi søger en ny kollega til Klinik for Brystkræft på Rigshospitalet.
Hos os i Afdeling for Kræftbehandling får du mulighed for at bringe din administrative faglighed i spil i komplekse patientforløb. Har du en klinisk sundhedsfaglig baggrund, får du samtidig mulighed for at bringe din erfaring med patienter, sygdom og behandling i spil i en ny rolle med fokus på koordinering og administration.
Fælles er, at du bliver en vigtig del af patienternes forløb og et centralt bindeled mellem patienter, læger, sygeplejersker og øvrige samarbejdspartnere.
Din rolle i Klinik for Brystkræft
Du får ansvar for egne patientforløb og en central rolle i koordineringen af patienternes behandling.
Patientforløbene kan være komplekse og bestå af forskellige behandlinger, undersøgelser, kontroller og bookinger. Det kræver, at du kan skabe struktur, bevare overblikket og sikre, at de enkelte patientforløb hænger sammen.
Et godt kendskab til diagnoser, behandlinger og behandlingsplaner er vigtigt for at kunne planlægge og koordinere patienternes forløb. Det er viden, du enten allerede har med dig, eller som du opbygger gennem din oplæring og dit arbejde i klinikken.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med læger, sygeplejersker og sekretærkolleger og får en vigtig rolle i at skabe gode og sammenhængende patientforløb.
Har du en klinisk sundhedsfaglig baggrund, forventer vi ikke, at du kender alle administrative arbejdsgange fra første dag. Vi sørger for en grundig introduktion og oplæring, så du bliver klædt godt på til opgaverne.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Et grundigt onboardingprogram, der følger dig gennem dit første år
Oplæring i de administrative arbejdsgange og opgaver, der hører til funktionen
En rolle med ansvar og mulighed for faglig udvikling
Et stærkt tværfagligt fællesskab omkring brystkræftpatienterne
Fokus på både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø
En hverdag, hvor du er med til at gøre en forskel for patienter med brystkræft
Du bliver en del af en samlet sekretærgruppe på cirka 36 medarbejdere fordelt på fem afsnit. I Klinik for Brystkræft bliver du en del af en mindre gruppe, hvor vi arbejder tæt sammen, har en uformel omgangstone og et stærkt fagligt fællesskab.
Vi vægter faglig udvikling og uddannelse højt. Som en del af din faglige udvikling kan der efter minimum ét års ansættelse være mulighed for at tage sundhedskommunomuddannelsen. Det aftaler vi individuelt med udgangspunkt i din udvikling og opgaver i funktionen.
Vi forventer, at du
Er uddannet lægesekretær, sundhedsadministrativ koordinator eller har en sundhedsfaglig uddannelse som sygeplejerske eller SOSU
Har lyst til at arbejde med koordinering og administration af patientforløb
Har forståelse for arbejdsgange i sundhedsvæsenet – gerne fra hospitalsvæsenet
Er en rutineret IT-bruger; kendskab til Sundhedsplatformen er en fordel
Har lyst til faglig udvikling og til at udvide dine kompetencer
Trives i et tværfagligt miljø og bidrager positivt til fællesskabet
Har du en sundhedsfaglig baggrund som sygeplejerske eller SOSU, ser vi din kliniske erfaring som en styrke. Det vigtigste er, at du har lyst til at arbejde administrativt og koordinerende og er motiveret for at lære de administrative arbejdsgange og bringe din sundhedsfaglige erfaring i spil på en ny måde.
Sådan trives du hos os
Du er nysgerrig, engageret og åben over for nye udfordringer. Du tager ansvar for dine opgaver og arbejder struktureret – også når du har flere opgaver i gang samtidig.
Samarbejdet omkring patienterne er en vigtig del af hverdagen, og derfor lægger vi vægt på, at du bidrager positivt i samarbejdet med patienter, pårørende og kolleger. Du har blik for både patienternes og dine kollegaers behov og lyst til at være en aktiv del af klinikken, hvor vi sammen arbejder for at skabe gode og sammenhængende patientforløb.
Ansættelse
Stillingen er på 37 timer ugentligt og ønskes besat snarest muligt eller den 1. januar 2027. Ansøgningsfrist: 9. november 2026. Samtaler afholdes løbende.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til sundhedsadministrativ leder Mie Kroll på telefon 35 45 80 59.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til overenskomst for sundhedsadministrativt personale – overenskomst 32.09.1.